Jeg vågnede som sædvanlig af mig selv før vækkeuret ringede. Mest fordi katten var vågen og højlydt forlangte at komme ud af soveværelset. Jeg vred mig søvndrukkent op at sidde på sengekanten og rakte ud efter mit tøj samtidig med at katten - opmuntret af, at jeg stod op - intensiverede sin klagesang.
Nu er det ikke fordi det tager mig særligt mange minutter at blive vågen - man er vel ikke A-menneske for ingenting - men det strider imod mine principper at blive halet ud af fjerene før det overhovedet er begyndt at lysne i øst. Så jeg brokkede mig på skrømt over katten som bare svarede med en indsmigrende mjaven.
Jeg tøflede ud i køkkenet og fandt noget morgenmad frem. Mens jeg i tankerne gennemgik dagens program, skovlede jeg boghvedeflakes'ene ind.
Pludselig lød det som om en sand syndflod strømmede ind af brevsprækken. Som når man bladrer hurtigt igennem en telefonbog. Det hele efterfulgtes af et ordentligt smæk, da brevsprækkeklappen slap den sidste post. Nysgerrigt kiggede jeg ud i min lillebitte entre. Jeg stoppede, lammet af forfærdelse, op og huskede, at Danmark i nattens løb var trådt ind i hysteriets måned - december. Jeg tog mig teatralsk til hovedet. På gulvtæppet i min entre lå julen simpelthen bogstaveligt talt for døren i form af glansbilledagtige reklameaviser fra diverse forretninger i byen. Alle i ekstra god kvalitet og passende trykt i iøjefaldende røde, gyldne og grønne farver, gavmildt drysset med billeder af sne og snefnug.
Nu var det altså slut med at kunne bevæge mig rundt i byen uden at se mennesker omkring mig styrte omkring med det dér let vanvittige blik i øjnene som fortalte, at hysteriet var gået i blodet på dem. Ingen tid til at snakke. Ingen tid til de nære ting. Købe ind! Købe julegaver! Købe juletræ og adventskrans! Pakke ind, pakke ud, pakke op, pakke ned! Bånd, gave- og klisterpapir, så man nærmest lignede en mumie pga. sine 10 tommelfingre, inden det ville lykkes at give ens gaver et umis-kendeligt skær af "hjemmepakket". Julefrokoster og andre sociale events. Og hele ræset ville alt sammen være overstået på nogle få timer på den dér bestemte dato, I véd.
Jeg sukkede hørligt og samlede stakken af reklamer op. Uden så meget som at se dem igennem, røg de lige lukt i skraldespanden.
Det kan godt være, at julen står derude og banker på, men for en sikkerheds skyld sætter jeg altså lige en stol for døren indtil de sidste få dage før juleaften. Jeg vil selv bestemme tempoet.