Det er så meget oppe i tiden at diskutere genmanipulation. Mennesket er dybt fascineret af at prøve kræfter med Gud og gøre Darwin og hans evolutionsteorier til skamme. I årevis har man prøvet at klone dyr, og lukket øjnene for de svære misdannelser mange af dyrene blev født med - hvis de i det hele taget blev født. Man har lukket øjnene så grundigt, at visse læger, som har specialiseret sig i at gøre kvinder gravide (altså med deres egne mænd), mener, at disse misdannelser kun opstår, fordi det er dyr, der klones, og at det ikke vil være tilfældet, når man går over til at klone mennesker.

Men sæt nu, at genmanipulation faktisk har været forsøgt før! Noget kunne tyde på det. Og noget kunne tyde på, at det er gået helt galt. I hvert fald er kun de overlevende tilbage nu og har dannet deres egne racer: Fåre-kylling, næsehorns-fugl o.a. Hvem sagde, at vore abelignende forfædre var uintelligente? De har tydeligvis kunnet en del mere end deres fadervor, selvom de ikke har bekymret sig om at skrive deres eksperimenter ned. Og de har da vist også været temmelig ambitiøse. Jeg mener, hvem finder på at parre et næsehorn med en papegøje? Måske har vores forfædre alligevel ikke haft så meget hjemme på øverste etage?

Jeg gad nok vide, hvordan fårekyllingen har set ud i begyndelsen. Måske har dens sang været noget mere ulden, end den er nu. Lidt i stil med den måde en vis statsminister talte på før han fik taleundervisning. Måske har fårekyllingen også været stor nok til at kunne udgøre et måltid dengang. Det kunne være hele motivet for at lave en sådan skabning. En kylling i et får ville være lettere at have med for nomaderne end får og høns hver for sig. Den kunne i det mindste gå selv.
Men som dyret udviklede sig viste det sig åbenbart, at det for hver generation blev mindre og mindre, levede kortere og kortere tid og sangen blev mere og mere klar. Det er let nok at forestille sig, at den kombination til sidst har fristet flere i stammerne til bare at slippe de genmanipulerede husdyr løs i naturen. Og her kan vi i dag, i det 21. århundrede, stadig nyde - eller irriteres over - deres sang. Og måske tage ved lære af, hvor mange de er blevet til i løbet af så forholdsvis kort tid.

Hvad med næsehornsfuglen? Så vidt jeg kan se, så fik den aldrig en chance. Den var et mislykket eksperiment. Jeg tror, at man havde håbet, at mere af næsehornet var slået igennem, så man havde kunnet bruge skindet og hornene som beskyttelsesdragter, når man drog på jagt eller i krig. Og at fjerdragtens islæt i bastarden kunne have gjort skindet lettere. Men som det var, så var papegøjens gener mere gennemslagskraftige, og den eneste lighed en næsehornsfugl har med et næsehorn i dag, er det store horn på næbbet. Den fik i hvert fald aldrig den ønskede størrelse. Det kan jo selvfølgelig også være, at man ønskede at skabe panserfjer - hvem ved?!? Så det var fuglen, man gik efter. Men så havde det måske været smartere at parre papegøjen med en skildpadde? Eller den viste sig måske at være for langsomt voksende?

Nej, jeg kan ærlig talt godt forstå, at vore forfædre på et tidspunkt opgav at fortsætte. Eller måske skete der et eller andet skelsættende, der gjorde det umuligt for dem at tage deres viden med op i nutiden. Det sidste ville passe bedre med en tankegang, der giver en mand den ide at parre en papegøje med et næsehorn. En sådan mand ville ikke kunne indse, at hans anstrengelser var nytteløse, så han ville aldrig af fri vilje opgive sine forehavender. Han måtte være tvunget til det på én eller anden måde.

Og nu er vi der, hvor vores viden igen tillader os at lave eksperimenter med naturen. Og hvad har vi lært? Tilsyneladende intet. Vi tror stadig, vi er de første det er lykkedes for. Tænker slet ikke på, at der nok er en grund til at visse arter ikke kan parre sig med andre arter og få levedygtigt afkom. Jeg vil i hvert fald nødigt at mine efterkommere skal ende som fårekylling.