Jeg kiggede ind i dens hule. Fra dybderne stirrede dens sylespidse blik tilbage på mig, hånede mig, udfordrede mig, som om den ville sige:
   "Mig får du ikke skovlen under!"
   Og sandt nok var den i månederne, der var gået, vokset til anseelig størrelse, med en glitrende, hvid pels, der ville kunne modstå de fleste angreb. Den var smuk - ingen tvivl om det. Alligevel var den nu ved at være så gammel, at der måtte ske noget. Alene den smukke, gletcherhvide pels fortalte sit tydelige sprog. Den var gammel nok; ja, faktisk snart FOR gammel.
   Jeg tog en fast beslutning. Jeg ville gøre det selv. Nu og her. Med det samme. Men først at få den ud af hulen og siden aflivet, ville blive noget af en opgave. Måske ville det i virkeligheden være nemmere at slå den ihjel i hulen, partere den dér og transportere delene ud, stykke for stykke? Jeg besluttede mig for det sidste. Med ærmerne smøgede op, gik jeg i gang med forberedelserne. Der ville ikke blive givet ved dørene. Først sørgede jeg for, at der ikke var andre udgange fra hulen end den ene, jeg stod ved. Og i håbet om, at damp og tåge kunne drive den ud af hulen, overdængede jeg den med kogende vand. Men nej, så let skulle jeg ikke slippe. De kogende vandmasser fik den kun til at græde. Vandet fossede, og dens før så flotte pels fik et umiskendeligt skær af dødens nære foreståen. Imidlertid kæmpede den standhaftigt videre; VILLE ikke give op uden den yderste kamp.
   Nu græd den så hjerteskærende, at det måtte kunne smelte et hjerte af sten. Men ikke mit. Jeg ville gennemføre, hvad jeg havde sat mig for. Til den bitre ende. Der var jo ikke andet at gøre - lod jeg den blive større, ville den gå til angreb på de andre og sluge dem helt. Det var et spørgsmål om deres eller dens overlevelse. Og jeg var dommeren. Nonchalant betragtede jeg de større og mindre søer af livsvigtig væske, der efterhånden dannede sig, og tørrede dem, fuldstændig blottet for medfølelse, op. Faktisk spirede der en følelse af triumf mens jeg gjorde det - det ville blot være et spørgsmål om tid, før den var så afkræftet, at jeg kunne begynde at partere den. På nuværende tidspunkt vurderede jeg, at en afventende holdning ville gøre udslaget. Snart ville vores timelange brydekamp være ovre. Jeg trak mig tilbage. Nu var jeg sikker på, at min aftensmad var reddet.
   En halv times tid senere kunne jeg høre de sidste krampetrækninger fra hulen, og jeg greb en kniv for at gøre en ende på den. Den var dog mere sejlivet end som så - eller også var det min kniv, der var for sløv - for jeg måtte tilføje den gentagne og dybe stik før jeg havde afsluttet mit forehavende.
   Fløjtende triumfmarchen og vældig godt tilfreds med mig selv, gav jeg mig til at tørre de sidste spildte væsker op. Isen i dén fryser ville i hvert fald ikke genere mig længere i et godt stykke tid fremover...