Vi havde fået nye naboer. De var flyttet ind måneden før. Da vi delte indkørsel, havde vi selvfølgelig med stor interesse fulgt deres anstrengelser med møbler og flyttekasser. Mennesker til at hjælpe dem var der nok af, så det varede ikke så længe inden de var installerede i deres nye hjem.
Nu var de så småt ved at falde til, og vi var blevet meget gode venner, også med deres flotte hund, en rhodesian ridgeback. Men, sagde Kate, da hun havde opdaget, at vi havde kat, vores hund kan ikke fordrage katte, så jeg håber, at jeres kat kan løbe stærkt. Jeg mente, at det måske ville ende med at Dowdy, som hunden hed, ville fortryde enhver kontakt med Mozart, for han havde det med at sætte sømmene i sine poter i alt, hvad der var bare nogenlunde blødt, hvad enten det var vores ankler eller en følsom hundesnude.
Det var nu ikke så slemt, for Dowdy var utroligt velopdragen og lydig, og Mozart viste sig nærmest at være frygtløs, når det drejede sig om Dowdy.

Det var en ekstremt dejlig juni. Blomsterne i vores små haver stod i fuldt flor og på hver eneste terrasse i nabolaget stod have- og flugtstole, mange steder med en godt grillet nabo i. Først sidst på dagen begyndte folk at vågne op til dåd. Man kunne næsten fristes til at sige, at køligheden gjorde folks syn bedre, for på denne tid af dagen begyndte man at kunne høre plæneklippere og hakkejern i haverne; vores egen var ingen undtagelse - ukrudtet skulle udryddes.
Lige netop denne dag havde vi siddet og fået en forfriskning sammen med Kate og Henning og haft det vældig hyggeligt. Klokken var nu hen ved fem om eftermiddagen. Vi havde besluttet os for at grille vores aftensmad i haven, og Kenneth, min mand, havde lige tændt op i havegrillen. Mozart var som sædvanlig ude at liste i nabolaget, mens jeg gik i køkkenet og lavede salat og gjordet kødet klart.
Mozart havde ret hurtigt efter at Kate og Henning var flyttet ind opdaget, at bare Dowdy knurrede ad ham, faldt der brænde ned over hendes syndige hoved. Dette faktum skammede Mozart sig overhovedet ikke over at udnytte til det yderste, og tit og ofte kunne vi se den slå et smut igennem hækken fra stien bag haverne og ind i Dowdys have. Bare lige ind, sikre sig, at han var blevet set af Dowdy, og så ud igen. Det må have været yderst frustrerende for den stakkels hund.

Da Mozart er en ualmindeligt godt begavet kat, vidste han også, at befandt Dowdy sig på den ene side af den lukkede terrasseglasdør, og han selv på den anden, var alle hans 9 katteliv så sikre, som de overhovedet kunne forlanges at være. Så kunne man se Mozart spadsere op gennem naboens have, nusse lidt rundt på terrassen og derefter lægge sig på en varm flise. Altid så han var sikker på, at Dowdy kunne se ham fra den anden side af døren. Dér lå han så, med halespidsen let vippende op og ned, mens Dowdy sprang op og ned ad døren og gøede som en sindssyg.
I disse tilfælde syntes vi ikke længere, vi bare kunne stå og se til, og så plejede vi at gå over til naboen og hente vores formastelige kat hjem igen. Men det var lige som om det var et spil, de 2 havde gående, til stor fornøjelse for dem begge, så lige så tit det kunne lade sig gøre, gentog historien sig.

På grund af varmen denne dag, lå Dowdy inde i Kate og Hennings stue. Døren til terrassen var lukket til, men ikke låst.
Ude på stien bag haverne kom Mozart gående, med halen højt i vejret. Ingen tvivl om dét: Han var ude på narrestreger. Som sædvanlig kiggede han ind i Dowdys have; døren var lukket og indenfor lå hunden og sov. Og øjeblikket efter så man Mozart svanse op igennem nabohaven, gå hen til terrassedøren og kigge ind. Derefter vendte han sig om for at gå ud og finde sig en flise at ligge på. En god varm én, lige i solen. Men - Dowdy sov ikke, eller også var hun vågnet, da Mozart kiggede ind ad ruden, for sekundet efter at Mozart havde lagt sig på sin udvalgte flise, var Dowdy oppe og gøede ad ham bag ruden. Mozart løftede blot hovedet en smule, og kiggede dovent hen mod terrassedøren.
Det fik Dowdy til at gå helt bersærk. Nu begyndte hun at hoppe op ad ruden, og med et brag slog døren op. I et nu var Mozart på poterne og nærmest fløj ud af haven og ind i vores egen. Han stilede lige mod vores havedør, der heldigvis stod på vid gab. Det første jeg hørte var voldsom gøen ude fra haven, dernæst kom en grå-hvid pelstot som skudt ud af en kanon gennem stuen, køkkenet, entreen og fortsatte op ad trappen til første sal. Jeg nåede lige at snurre rundt, med salatkniven i den ene hånd, før Dowdys store, gyldne krop kom susende ind gennem terrassedøren med alle børster rejst. Helt instinktivt råbte jeg højt og viftede med arme og ben for at få hende til at stoppe. Og øjeblikket efter kurede 30 kg kampklar hund på alle fire ind i mine ben, da det ikke var helt så ligetil at stoppe på et glat parketgulv. Jeg greb fat i Dowdys halsbånd og afleverede hende til Henning, der forpustet kom galopperende ind gennem terrassedøren. Han fortalte - først undskyldende - hvad der var sket. Men da han så, at jeg havde svært ved at skjule min munterhed, opløste hele situationen sig i latter. Mozart og Dowdys forhold blev der grint meget af ved grillen den aften.
Siden da har Mozart været meget forsigtig inde i Dowdys have. Han optræder ikke længere helt som om det er hans domæne, og kun hans. De har stadig deres lille spil gående, men Mozart har fået noget mere respekt for sin gyldenbrune nabo.