Det er vinter, det er koldt. Det er omkring midnat. Alt er stille på den gamle gård. I snart 2 år har der ikke boet nogen mennesker, men siden i foråret har der været nogen som har hamret, malet og gjort rent, men de er aldrig flyttet ind i huset. Pludselig lyder et langt dybt suk oppe fra loftet. Det er gamle Leonora, der rejser sig fra den gamle seng i det gamle pigekammer. Her er lidt forfalden, men sengen og dynerne er der endnu. Leonora rejser sig langsomt, sætter fødderne i sine gamle tøfler. Hun skal ud på sin natlige rundte, men hun er ikke glad for det. Det er kedeligt, her ingen mennesker er men kun gammelt ragelse. Hun går hele turen rundt, men deer er jo ikke noget at gøre, ingen at passe på. Den gamle gård græder, den er ked af at der ikke er menneskeliv, men kun et gammelt spøgelse, som Leonora. Hun flytter lidt rundt på de gamle ting, men der er jo ingen der opdager det. Sådan går tiden, julen og nytår kommer og går. I januar bliver der hamret, malet og gjort rent mere end før. Den sidste torsdag i januar sker der noget. Der havde været ekstra travlt, og hen på eftermiddagen kommer der en bil, der kører ind i den gamle gård. Ud stiger 2 mennesker og en hund. Leonora kigger ud fra det lille vindue i kamret. Hun må stå på tæer for at se ud. Den gang hun levede var folk ikke så høje, og hun var også krøbet en del i sig lange liv, før hun sov ind i sit gamle kammer. Inde i huset er hende der har malet ved at tænde op i brændeovnen, den er ikke så gammel som huset, dengang stod der en stor gammel kakkelovn. Leonora tænkte på hvor mange gange hun havde stået der om morgen og frosset, medens hun tændte op, først i kakkelovnen og siden i det store gamle komfur. I dag er der ingen brændekomfur, men elektrisk komfur. Ak ja, tænkte Leonora, mennesker i dag er heldige, de kan bare trykke på en knap, men alligevel, måske var det trods alt. Hende der havde været heldig for al den hygge hun havde haft med folkene omkring komfuret, dem havde mennesker ikke i dag. Leonora skutter sig, her er hundekoldt, det vil da være rart, hvis vi kunne få lidt varme i huset, tænkte hun. Hvad mon det er for nogen og hvad mon de vil tænkte Leonora. De to går ind i huset med hunden. De begynder at slæbte madrasser og andre ting ind i huset. Mon de flytter ind, tænkte Leonora. De to mennesker gik rundt i huset og senere gik de i seng på deres madrasser. Omkring midnat gik Leonora sin rundet, hun flyttede lidt rundt på tingene. Hun smilede lidt, for nu var det ved at blive sjovt.

En forårsaften kedede Leonora sig og hun besluttede, at hun ville lave lidt sjovt med menneskerne. Hun havde lyttet og fundet ud af at de 2 første hed Alice og Erling og de 2 andre Olde og Else. Først gik hun over til dem, hun stod og kiggede lidt på dem. De kunne ikke se hende. Hun så Else havde 2 af de tingester, de kaldte fjernbetjeninger i hånden. Sådan nogen kendt Leonora ikke men hun fik dem til at snakke med hinanden. Else kigger på Olde:
   "Hørte du det også ?"
   "Ja," svarede Olde.
   Else ”smider” dem forskrækket på bordet og kigger undrende på dem. Leonora morer sig kosteligt.

Næste aften gik hun over til de andre to. De sad og så fjernsyn. Godt nok underligt, tænkte Leonora. De sidder der og ser og hører en stor kasse, der viser billeder. Mærkeligt. Men hvad skulle hun finde på. Hun går ind i det andet rum. Her er også underlige ting. To maskiner som menneskene sommetider sidder ved. Der er også en anden maskine, der siger lyde og spiller musik. Hun havde set hvordan Erling havde trykket på nogle af knapperne og så kom der lyde ud af det. Det ville hun prøve. Først kiggede hun ind i stuen, de er stadig optaget af skærmen. Hun går tilbage, hvilken knap skal hun trykke på, der er mange. Hun trykker på den første. Pludselig kom musik ud af højtalerne for fuld styrke. Leonora gik forskrækket et skridt tilbage. Så kiggede hun ind i den anden stuen.
   "Vi er jo her begge to, hvad sker er," spørger Alice. Hun går meget forsigtigt ind i værelset, det er tomt. Hun slukker for musikken og går ind igen. Leonora venter til hun har sat sig godt til rette i stolen igen. Så trykker hun igen på knappen. Alice kommer igen og slukker for musikken og tager stikket ud. Så går hun tilbage. Alle gode gange tre, tænkte Leonora og starter musikken en gang til. Alice kommer igen, men da hun når døren til rummet stopper Leonora musikken. Endnu engang går Alice tilbage.
   "Jeg tror det spøger," sagde Alice.
   "Det tror jeg også," svarede Erling.
   Leonora griner, for det er jo rigtigt. Så går hun ind på sit gamle kammer igen. Hun sætter sine tøfler lige foran sin seng, løfter den tunge dyne og kravler ned under den. Så lægger hun sig med et smil om sin gamle mund, medens hun tænker på at nu græder gården ikke mere og hun keder sig heller ikke. Så lukker hun sine øjne og sover indtil hun skal ud og gå sin runde for at passe på den gamle smilende gård.