Langsomt trådte hun op på det første trappetrin. Døren foran hende var så langt væk, den var så stor og massiv, at om hun tvivlede på hun overhovedet kunne åbne den. Mørkt vejrbidt træ. Flere hundrede år gammel. Håndtag i jern med små krummelurer, hvor århundreders støv havde lagt sig. Slitage. Murene omkring døren, hvide og mægtige, rejste sig og dækkede hele synsvinklen, sådan skulle det være, sådan var det bygget. For at imponere.

Hun åbnede den knirkende dør, og trådte ind i rummet. Stort, og for hvert skridt hun tog, genlød det mellem de hvidkalkede vægge. Hun følte sig lille. Som en ubetydelig brik i en historie, der begyndte for tusinder af år siden, og som ikke ville være færdigfortalt før om endnu millioner af dage og år.

Hun vidste ikke hvorfor hun var her, var blot gået herhen i sine egne tanker. Det var mange år siden sidst. Der havde været langt fra lågen til den store dør. Sten på sten med navne på brikker som hun selv. Døde mennesker. Gamle. Unge. Små. Store. Nogle med mange navne, andre navnløse. Nogle sammen med familien, andre alene og for sig selv, i et hjørne. Alle havde de været indenfor, som hun selv var nu. I det store hvide rum.

Bænkene stod bag hinanden, (-eller stod de foran hinanden?) og ventede på folk som hun, der endnu havde evnen at trække vejret. Der var en forventning om stilhed og eftertanke, en forventning om anstændighed og bøn. Hun sukkede og gik frem mod altertavlen, gik frem i rummet. Hun passerede de store lysekroner der hang over hende, så op på dem, drejede omkring, så ned mod orglet, der var gemt øverst i rummet, mægtigt, stort, smukt restaureret. imponerende.

Det sorte læder, kaldte på hendes knæ, og hun knælede foran billedet af korset med den korsfæstede og blødende mand, som med sin tornekrone der gennemborede hans pande så på hende gennem en væg af blod. Hun gøs og så på mærket i hans side hvor spyddet var gået igennem. Hænderne og fødderne, hvorfra blodet endnu dryppede.

Hun lukkede øjnene. Tog en hånd inden for jakken og kærtegnede maven, hvor det spirende liv endnu befandt sig. Den lille bule af menneske under hendes hud. Hun havde endnu ikke mærket den sprælle derinde. Og hun ville heller ikke komme til det. Hun havde ikke selv valgt sin situation. Hun så op igen... Men så igen... Jomfru Maria havde heller ikke haft valget, da hun skulle føde sin søn. Så fredelig en undfangelse... så uhyggelig en død. Han blev født i en stald, levede fattigt og døde på et kors, forhånet og udstillet til grin for de der fandt ham latterlig.

Hvad skulle hun med Gud og Jesus i dag! Hvorfor var hun her egentlig? Hun troede jo ikke på det fis. Og rummet her var jo bare en latterlig manifestation af en tro, som ikke længere havde betydning for ret mange mennesker mere. Et magelighedsorgan, når man havde dårlig samvittighed, et hårdt liv eller blot ville serviceres i forbindelse med dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Gud var sgu ikke kun at finde i kirken, vel?!

Men barnet?! Det fulgte hende overalt. Fra hun stod op til hun gik i seng. Selv når hun skulle på lokum, mærkede hun bukserne stramme når hun lukkede dem. Hun var intet andet end en beholder for barnet. Hun kunne ikke elske det. Hun havde ellers forsøgt. At føle noget godt for snylteren indeni. Men hun magtede det ikke.

Sådan havde det været siden hun havde mærket hænderne om halsen der havde presset hende ned i madrassen og lemmet der havde gennemboret hende, mens hun græd. Han havde plantet liv i hende uden hun ville være med til det. Han havde tvunget hende til at bære rundt på en del af sig. Han havde ikke spurgt. Ingen hensyn. Hun skulle føde hans barn, havde han sagt, da han havde mødt hende i byen for nogen tid siden.

Men hun kunne ikke slå det ihjel. Abort var ikke en mulighed. Forfærdeligt. Da ville hun sætte sig over barnets liv. Hun kunne ikke. Vælge klumpen af kød fra, som voksede i hende. Det var ikke hendes ret. Hun havde kun ret til at bestemme over sit eget liv. Hun holdt sig for ørerne, pressede fingrene ind i sig selv, det larmede sådan. Ord, tanker, stemmer?

Hun følte rummet svimlede om sig. Hun lagde sig på læderet foran Kristus og græd... Hun havde taget et valg. Og lukkede øjnene...

Samme eftermiddag fandt de hende liggende der. Hun så ud som om hun sov, men hun havde valgt det eneste hun kunne, for at leve... var umuligt.