"Jeg ved det ikke, jeg ved ingenting..."
Svaret rungede i hans hoved, og hendes sammenkrøbne skikkelse, stod for hans blik. Hvor var den stolthed han kendte? Hvor var den kvinde han havde kendt som ung? Var hun blot reduceret til dette, en skygge af sig selv, en skygge af noget stolt. Men nu... Tom og forsagt, ingenting?
Hun havde da altid vidst. Om ikke andet, så i hvert fald hvad hun ikke vidste. Han så på hende, og pludselig synes hendes ellers så smukke kastanjebrune hår, øjnene der havde været grønne og gnistrende, at falme.
De havde kendt hinanden hele livet. Leget i markerne, kysset på hølofterne, stået på skøjter på familien Sejrups sø, og drattet igennem adskillige gange, for at vende hjem og få skæld ud, når de våde strømper flød i entreen og ovnen ikke var blevet slukket efter at have lunet frosne rundstykker og spist dem med ost og solbærsyltetøj.
De havde gjort mange ting 'første gang' sammen. Men det virkede som om der ikke var 'mere nyt' i hende. Udslidt og nedkørt, så hun ud. De havde ikke set hinanden i 7 år, og havde mødt hinanden ved et tilfælde. De var taget hjem til hende til en god middag og lidt vin. Han havde spurgt, hvad hun ville med sit liv. De var jo lige gamle, og han havde da hele livet foran sig. Han var jo stadig ung. Men hun vidste ikke. Vidste ingenting. Drænet for energi, var hun sunket sammen i sofaen.
Han så på hende og hjalp hende over på sengen og holdt hende stille i hånden. Han så på hende, og lod hende lukke øjnene. Krøb ned under dynen til hende og kærtegnede hendes ansigt.
"Lille skat," hviskede han. "Du ved alt. Det er det, som er dit problem. Du kender til verden, du har haft travlt med at leve livet. Tømme det. Istedet for blot at smage på det efterhånden. Jeg elsker dig, lille fjols." Han nynnede og kurrede mens hun faldt i søvn...
Næste morgen vågnede de, tæt omslynget. Hun åbnede øjnene og så på ham. Så smilet om hans mund, hans ansigt der i takt med drømmene bevægede sig, og da han gennem filteret mærkede hendes blik på sig. Han smilede endnu bredere og kyssede hende blidt på munden.
"Godmorgen," hviskede han.
Hun så indgående på ham og puttede ansigtet ind til den lille krog mellem hals og skulder.
"Jeg havde ikke prøvet alt," mumlede hun med munden mod hans hud. "Nu har jeg." Hun flyttede sig fra ham og prøvede at fokusere på hans ansigt. Hun mærkede farven strømme tilbage i sine kinder. Motoren, hjertet begyndte at slå igen, og med fornyet styrke. Han havde gjort 'det'. Leveret trylleordet, givet lidt af sig selv. Denne gang, var det ikke hende der blev drænet først...
"Du elsker mig," sagde hun og rejste sig.