Hun kunne stadig huske ham. Hænderne der havde løftet dynen og afdækket hendes krop så mange gange. Benene mellem hendes, som havde presset lårene fra hinanden. Lugten af øl. Smerten. Stilheden. 8 korte år som barn og 8 lange år i et vacuum, hvor ALT det der ikke blev sagt ikke blev hørt.
Hvordan kunne han stå der og smile til hende og frejdigt række armen ud imod hende? Hun gøs og rystede følelsen af lede og ubehag ned i lommen, hvor den lå og så op på hende med store forskræmte øjne. Hun smilede blot og sagde tamt "hej" til ham, mens han nonchalant stavrede videre ned gennem forsamlingen af fælles familiemedlemmer, der alle var iklædt det fine tøj.
Febrilsk begyndte hun at gå ind i kirken, hun ville bare væk fra mængden, og det ville alligevel snart ringe til gudstjeneste. Skoene frembragte lyde som pistolskud der gav ekko under hvælvet. Konstant kontante. Luften var dog kølig herinde, og hun formåede at trække vejret frit mellem de hvidkalkede vægge en tid. Langsomme og lidet ivrende kom de ind, familien. De sludrede på kryds og tværs af bænkene, morede sig sammen og snakkede om hvor spændende det nu ville være at høre hvad barnet nu skulle hedde.
Smilende havde hun passeret alle og smilende havde hun indtaget sin plads. Hun lukkede øjnene og lyttede til klokkerne der ringede. Hun kunne ikke lade være med at spørge sig selv hvad de ringede for.
"Et nyt liv! Hvilket liv? Hendes liv! Lever hun et liv? hvis liv? MIT liv!?" hun blev nødt til at åbne øjnene for ikke at skrige ud i rummet og bede om ro. Fra sig selv.
Så stod han deroppe, med barnet på armen. Hun så nu så kær ud, den lille, i den lange hvide dåbskjole med de broderede navne på forstykket. Hun var nummer 23 i kjolen, hendes navn ville også blive føjet til. Een ud af en endeløs række af pigebørn. Sovende. Uskyldige. Så længe det nu ville vare. Han skulle nok vække hende.
Han trådte frem så præsten kunne velsigne barnet. Han slog kors for dets pande og smilede. Så var alt godt. Den naive glæde lyste fra barnets mor,som stod ved siden af. Hendes lille datter var et dygtigt barn, dygtigt. Græd slet ikke. Det var en god egenskab. Et stille og nemt barn. Mia.
Vel ude af kirken samledes de til det store familiefoto. Hun så sig omkring, så på sine kusiner, sine tanter og onkler. Hun forsøgte at smile som dem, men følte ikke at læberne havde den helt rette facon. Akavede og tvungne dannede de blot en lige streg midt ansigtet. *klik* og så var det videre i programmet. Ikke noget med at dvæle ved noget her.
Forsamlingen spredtes i bilerne og de kørte alle mod forsamlingshuset for at fortære og fordøje. Hun stod tilbage, da den sidste bil var ved at køre. Hun ville ikke være med mere. Det var umuligt at dele glæden ved det lille liv. Bilen kørte op på siden af hende, det var ham, og han var alene. Han så vurderende på hende og begyndte at kommentere hvor smuk en kvinde hun var blevet siden sidst. Lidt noget andet end den kusine han havde leget med, da hun var lille og rendte rundt med sommerknæ og rottehaler. Et lille pigebarn.Hun huskede godt legene, men kunne ikke smile af det. Ikke alle lege havde været lige sjove. Det var ikke kun knæene der havde været ømme.
Hun vendte sig mod ham og så ham ind i øjnene. Hun skulle til at åbne munden, forbande ham, men tav så. Tavsheden stod som en mur mellem dem. Han så spørgende på hende og hun steg ind i bilen og samlede benene. Man skal jo være pæn. Hun foldede hænderne og opgav at ændre på noget...