De gik tavse langs med vandet. Det var februar og helt inde ved kysten, havde kulden bidt sig fast og låst sine kæber sammen om frosne toppe af blæretang, der som muldvarpeskud var drysset over isen. Længere ude hørtes bøølgernes brusen og vinden bed koldt, men kærligt i kinderne, mens solen skød vinterhvide stråler gennem atmosfæren i et desparat, men mildt forsøg på, at varme sandet under dem. Det var endnu ikke tid.

Hun skød sin arm ind under hans og nød at mærke at han gjorde plads til hende. Hun så kortvarigt op på ham, og smilede, men vendte igen blikket imod horisonten. En enkelt måge lettede, fra sin skøjtetur på det frosne havvand og stillede sin silhouet til rådighed, da den med solen som baggrund fløj bort. Hun gøs sagte.

Han klemte blidt hendes arm med sin, lod hende vide at han var der endnu. Han havde set hendes blik, og vidste at lige nu var det tid til stilhed. Hun tænkte, og han vidste at snart ville hun dele sig med ham igen. Lige nu, havde hun blot brug for hans nærvær, så det gav han hende. Tavst.

Hun samlede en sten op og holdt den i sin hånd. Viste ham den, den af vandet glatslebne overflade, den fine struktur der dog endnu var der. Han så på hende, så på stenen. Hun trak vejret dybt og så på ham.
   "Sådan vil vi være, ikke?...som sten, der villigt lader sig forme af tiden? Af vandet? Af hinanden?"
   Han så blot på hende og kyssede hende dybt. Da han slap hende, blinkede han kækt og smilede skævt.
   "Vi vil kun være saltvand, bølger, vind og sten for hinanden, fordi vi VIL..." Han pegede på en anden sten i sandet. "Du kunne have valgt en anden sten, en anden kyst, men du samlede lige netop den du har i hånden op. Du valgte mig, fordi du VIL have mig. Jeg vil også have DIG. Men lov mig du aldrig fryser helt til is."
   Hun smilede og nikkede.
   "Det lover jeg dig."

De nåede hen til bilen igen, og satte sig ind, og smilede til hinanden. Den var allerede gennemkold, og deres åndedræt dannede hurtigt skygger på vinduerne. Hun små-lo og tegnede med en pegefinger, som da hun var barn, et hjerte og så på ham. Han lænede sig frem og kyssede hendes lattermilde ansigt. Fjernede hendes finger og fremdrog istedet sin egen, og skrev deres forbogstaver, delt af et plus, med barnlig, skæv skrift.
   "Dig plus mig," hviskede han og kyssede hende igen. Hun gengældte hans kys og sugede ham ind til sig.

Horisonten var lod sig farve af den nedgående aftensol. Lyserøde toner i orange, i røde med enkelte stænk af DEN blå ingen faglært maler kan blande på bestilling.
   "Lad os komme hjem til ungerne," hviskede hun og rettede på sit tøj...