Jeg kender ikke navnene på de nævnte herrer.
Jeg har respekt for The Beatles, selvom det bestemt ikke er alt fra dem jeg gider høre.
Der kan ind imellem være popnumre der fænger og bliver hængende i ørerne. Men jeg har altid foretrukket noget der udfordrede lidt mere. Jeg kommer meget nemt til at kede mig ved de simple sange og får trang til lidt længere og mere komplicerede værker.
Men jeg kan bestemt blive rørt af det enkle også. Skønhed findes også i de små ting.

Kom bare med musikken, Kåemer!

Dino

Pop er nu ikke altid så simpelt, og opera var jo også engang pop.

Nå, men Joe McElderry vandt det engelske Ex-factor i 1909. Her er hans første audition. Dommerne forelskede sig nærmest i ham, og han er da også tiltalende både i udseende og fremtræden, og så kan han synge. Han vandt Ex-factor, og nogle år senere var der en konkurrence: "Popstar to operastar", hvor popsangere skulle konkurrere om at synge opera. Også dette vandt han. Her ses og høres han i duet sammen med sin mentor Rolando Villazon. Han får at vide, at han har store muligheder for at blive operasanger, men han foretrækker dog at fortsætte som popsanger, men hans sangstil er tydeligt påvirket af hvad han har lært af operateknik.

Og så er der Jahmene Douglas. Når vi førs ser ham virker han sær og meget nervøs, og man må spekulere på, om han kan klare den. Men så begynder han at synge, og dommerne er nær ved at gå bagover. Og også han har fået en stor karriere i England. Der ligger meget med ham på YouTube, og det er alt sammen godt.

Tak for musikken. Disse dygtige fyres musik er nok ikke lige noget for mig. Skal det være folk fra den "populære genre," er søstrene McGarrigle mere min stil.
Der var engang jeg lærte et begreb i et HI-FI magasin. Det handlede om at "stå i vejen for musikken." Altså noget man helst ikke skal som udøvende musiker.
Det er noget med at man ikke lader "bullshit" tage billedet fra ens egentlige kunstneriske budskab.
Et eksempel er The Beatles. De holdt op med at give koncerter. De var egentlig glade for at være populære, men de opdagede at de kom til at "stå i vejen for musikken." Hysteriet over deres personer spolerede alle kunstneriske ambitioner. Så de holdt op! Gået gået!
Her er et eksempel på noget, hvor jeg også synes at de udøvende ikke står i vejen for musikken.
Vi kender allerede sangen, da den er blevet udødeliggjort gennem Tove Maes' fortolkning til Holger Drachmanns tekst i filmen "Mosekongen."
Her er den med Kate og Anna McGarrigle. Nu bliver sangen nok også lidt mere emotionel at lytte til da Kate (ved pianoet) ikke kan have levet ret længe efter. Hun blev ramt af cancer, men er dog mor til Rufus Wainwright, som sagt i parantes også er en ret kendt sanger.

Ja, det summer af sol over engen. Gid det var så veli den nuværende sommer.

Pigerne er aldeles dejlige. Jeg vil ikke have enten-eller men både-og.

Selvfølgelig er det forstyrrende med al larmen omkring de to sangere, men det er jo en konkurrencesituation, X-factor. ,og det spændende i denne situation er, at det er deres første optræden, Der findes mængder af mere normale koncertoptagelser. Jeg vil finde et par eksempler frem i morgen.

Kåemer

Her er så de to sangere i en mere normal koncertsituation.

Joe McElderry i 1912. Det han synger her er nu ikke pop, men det er typisk for hans koncerter at han blander pop og klassisk. Han har ikke glemt sin flirt med operaen. I øvrigt har han også haft stor succes med at optræde i musicals.

Når jeg siger "står i vejen for musikken" så mener jeg ikke egentlig støjen fra publikum - det er Beatles selv der på en måde stod i vejen gennem den rolle de var havnet i.

Her er et pophit fra min ungdom. Jeg brød mig ikke om det dengang - diskogenren - men Amanda Lear har en ganske "overtalende stemme."
Som sagt - jeg bliver hurtig træt af popmelodier, men et genhør fra tid til anden er ok.

Dino

Så vidt jeg kan se og høre er der ingen principiel forskel på dine eksempler og mine. Tilbage bliver kun forskellen i smag.

Kåemer

Næh - det er rigtigt. Mht smag (smag og behag kan godt diskuteres - men det er ikke altid klogt) så er det for mit vedkommende sjældent at nye ting fra popgenren rammer mig. Men der er dog ret nye sange jeg trods alt godt kan lide. F. eks. denne:

Jo, den er da meget god, selvom jeg ikke forstod et hak af billedsiden.Den virkede meget forstyrrende på musikken - synes jeg.

Kåemer

Pop er så meget. Er dette pop?

Tjah, hvornår kalder man noget pop? Det betyder vel noget med populær musik. Hvis musik er tiltænkt et publikum uden at meningen er at det skal lægge sig meget i selen for at tage den til sig. Så musikken er let tilgængelig.

Men man bruger (desværre?) også ordet pop som skældsord. "Hvis noget er pop, så er det under vores værdighed at bruge tid på det" - osv.

Jeg kan give et eksempel på en melodi der vel oprindeligt blev kaldet for pop musik, men som alligevel har så megen substans at nogen har lyst til at arbejde videre med den.
Jeg tænker her på "Eleanor Rigby" af The Beatles:

Jeg mener, at pop er en genrebetegnelse, lige som jazz og de forskellige genrer inden for det klassiske, og som i alle genrer er noget letbenet og underholdende og andet er dybt seriøst.

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Måske er pop en kunstig genre, for der har til alle tider og i alle kulturer været musik og sange som var populære. Og selv de største komponister har ind imellem skrevet mere letbenet musik. Shostakovitch var en alvorsmand og seriøs komponist om nogen, og dog har han skrevet ørehængere som denne: