Foranlediget af aktuel debattråd om "White noise," hvor jeg fik skejet lidt ud i en snak om mentale funktionaliteter, som nogle forbinder med begrebet "støj," tænker jeg at det nok er på sin plads at skrive noget separat, for ikke at kuppe oplægget for slemt.
Jeg har længe været lidt optaget af sammenligningen imellem mennesker og computere.
Hvis vi forestiller os en samboende der en morgen siger:
"Gider du købe mælk med hjem fra arbejde?"
- så er der flere måder at forholde sig til det på.
Vi kan glemme beskeden på flere måder:
1. Dyb glemsel. vi glemmer mælken og ved konfrontationen med bødlen benægter vi at vi nogensinde har hørt om denne mælk.
1A. Denne dybe glemsel kan imidlertid forsvinde nogle dage senere, hvor vi kommer i tanker om at vi vist nok alligevel husker at hørt nogen tale om mælk.
2. Den betingede glemsel, hvor vi ved hjemkomsten siger: "Nåh ja, Sørens osse, det glemte jeg sgu! Det må du undskylde. Jeg skal straks køre til byen og købe noget."
4. Den angstfyldte ihukommelse, hvor vi hele dagen tænker:"Mælk, mælk, jeg må endelig ikke glemme at købe mælk!" Og altså ikke et sekund glemmer det! (Derfor fik tilfældet nummer 4.)
3. Den gode glemsel. Her modtager vi beskeden, glemmer den igen og - ved fyraften, hvor vi sætter os i togen hjem kommer vi belejligt i tanker om beskeden og tænker: "Jeg smutter lige hen i Kvickly og henter mælk."
Denne nr 3 er netop hvad ægtefællen forventer af os. (For sådan noget kan hun nemt selv!)

Men hvordan er det sker - nr 3? Hvordan hulen bærer vi os egentlig ad?

Hvis der var tale om en computer ville man lagre beskeden i dens hukommelse. Så ville programmet derudover lagre en optælling af clockcycles, og når den tilsvarende tid så er gået, vil den sende en pointer til adressen hvor beskeden ligger - kopiere informationen og sende den til skærmbufferen der vil skrive dette til skærmen: "Husk at købe mælk efter arbejde."
Eller noget i den retning.

Men sådan virker vores hjerne nok ikke.
En af de store forskelle på computere og hjerner er at computeren har begrænset hukommelse (tænk på milleniumproblemet!) men til gengæld stor søgepræcision. (Dog er RAM med årene blevet billig, hvilket kan føre til teknologispring.)
Hjernen er modsat: Den har kæmpe hukommelse, men er dårlig og upræcis til at søge informationen.
Et egentligt søgeapparat har vi nok ikke. Vi husker måske ved at bruge hukommelse som søgemaskine i hukommelsen. Hukommelse er måske det eneste vi har og til gengæld rigeligt af den.
Det leder til min antagelse at hukommelsen er associativ. Hvis vi ikke i tide opbygger et net af associationsveje, vil vor adgang til det erindrede vanskeliggøres.
Nogle har den evne at de tilsyneladende formår at komme i tanker om vigtige budskaber i rette tid selvom de tilsyneladende er glemte i dagens løb.
Det kan skyldes at der gemt i hjernen er gode associationsnet, som tillader sporing af relevant information, men som selv er nedtonede, men tilgængelige via en påligelig association der kan lukke op.
Det svarer til at vi har en kalender hvor vigtige ting står skrevet. Ved fyraften tjekker vi kalenderen og læser hvad vi skal købe med hjem.
Det vil sige at vi godt kan "glemme" mælken, når blot den står i kalenderen.
Det eneste vi skal huske er at læse kalenderen ved fyraften.
Det, at vi skal tjekke kalenderen, fylder ikke ret meget, rent informationsmæssigt. Alligevel kan kalenderens indhold godt fylde meget mere.
Kalenderen gør det muligt at erstatte et stort hukommelsespensum med noget langt mindre.
Hvis vi skal huske at købe mælk,(uden brug af kalender) kan vi gøre det at vi fra morgenstunden skaber associationer. Vi visualiserer butikken med mælken og vor vandring derhen fra toget. Det vil sige at vi mentalt skaber en kobling imellem købet af mælk og vor hjemrejse. Når så hjemrejsen sker senere fremkommer den allerede lagrede association imellem hjemrejse og mælkebutikken på lystavlen og derfor husker vi det.

Vi kender nok alle det at vi ikke kan huske et navn. Vi kan langt lettere huske en person. Vi husker let Greta garbo, men hvad pokker var det nu hun hed? Mon ikke det skyldes at navnet indeholder få bits, men damen selv langt flere. Og disse sidste er forbundet ved associationer der breder sig vidt omkring. Man må nok indrømme at det seksuelle rummer mange forgreninger og associationsmuligheder. Det er lettere at huske en spændende dame end hendes navn.

Når man vil bygge en robot har man visse problemer at overvinde. Den har intet andet end det der er programmeret ind i den. Den har svært ved (måske umuligt) selv at skabe associationer og nye programstrukturer.
Nogle har antydet at evnen til at opbygge nye associationer - at ligne ved nye programstrukturer - hænger sammen med hjernens affinitet til signaler fra inputskabende funktionaliteter. Sagt på almindeligt dansk betyder det at det er livets erfaringsopbygning der programmerer hjernen. Eller helt simpelt: "Brændt barn skyer ilden."
Og det er ikke umiddelbart let at bygge en robot der kan omprogrammere sig ud fra hændelsesforløb der eventuelt kunne true dens duelighed fremadrettet. Vi andre kan reagere med aggressivitet hvis vi føler smerte. (Aggressiviteten beskytter os imod flere hændelser der kan forstærke smerten og skade vore liv.)Hvordan gør robotten det?
Helt generelt kan man antyde at det er livet der gør os levende. Kan man gøre noget levende som ikke allerede lever? Derfor er det svært at gøre robotter levende. Dens computer lever ikke når dens "krop" ikke gør det.

Men jeg tvivler ikke på at man man bygge robotter der på begrænsede områder kan simulere processer der til aktuelle formål i tilstrækkelig grad kan ligne intelligent liv.
For eksempel som at tjekke pas, søge i interpolsregistre og vælge at åbne bommen eller ikke, til kalde bevæbnede vagter osv. Eller køre en bil uden menesker ombord.
Hvordan lærer man en robot at føle smerte? (Og derved lære den at kompensere for den. For eksempel dræbe ham der vil tage batteriet ud af den? Som vi oplevede det i filmen "Rumrejsen år 2001" af Kubrick.)