Har været til personale-dag hele dagen...
Det var faktisk rigtig hyggeligt...
Efter frokost var der blevet lagt en masse billeder op, og vi skulle så vælge ét billede, der symboliserede ens værdier og drømme for arbejdet. Så skulle vi gå i grupper, og interviewes for at få uddybet hvad, der lå bag vores valg af billede...
Det var ret spændende... også en god måde at komme lidt omkring hinanden på.
Jag valgte en mand i en kajak. Man ser ham nærmest som en skygge, der sejler frem mod solen, der er gemt i tågen. Man kan svagt skimte nogle bygninger fra en by ude i højre side, bag tågen.
Min første indskydelse, var at den symboliserede mig. Der er en ro over billedet, som jeg også mener jeg selv er i besiddelse af. I arbejdsituationen (og også generelt måske) arbejder jeg mig langsomt fremad. Jeg kan ikke se, hvordan det lige vil ende, men jeg har en idé om at det er godt det jeg gør. Uvisheden om hvordan dagen/ugen o.lign. præcis kommer til at gå, gør det lidt spændende, jeg opdager/lærer nye ting, og skimter et eventyr derude... rejsen er et eventyr.
Men gennem interviewet, kom jeg lidt frem til, at jeg ligeså meget ønskede at skabe det her eventyr for andre (i denne sammenhæng børnene i børnehave), at jeg ville hjælpe børnene til at holde fast i de uanede muligheder deres fantasi har. Lære dem at drømme og fantasi har sin ret og vigtighed. Voksne prøver at lære børn så meget, og det er da også vigtigt, men vi glemmer måske nogengange, at de med alt det nye de får proppet ind i deres hoveder, at vi kan komme til at skubbe deres naturlige evne til at skabe drømme og fantasiverdene med uanede muligheder, ud.
Og det er jo lidt den evne i mig selv, jeg forsøger at holde fast i, når jeg skriver :)
Nå ja... Det var i hvert fald lærerigt :)
Tog mig et kopi af billedet - Det vil jeg så tage frem og kigge på, når jeg har brug for at minde mig selv om mine uanede muligheder for at skabe hvor kun fantasien sætter grænser :)

Vores leder sluttede så dagen af, med at takke os alle for den store indsats vi havde gjort igennem det sidste turbulente år, med udskiftning, personalemangel og langtidsygemeldinger etc... Store dele af året har vi kørt med stor personalemangel, de nye vi har haft ansat, har ikke ligget på lige så høje løntrin, som de gamle der har forladt os... Så alt i alt var der lidt overskud i lønningsposen i år, og vores leder havde så 'målt og vejet' den enkeltes indsats, og vi fik hver en lille kuvert med hjem 'til at købe julegaver for'... Havde regnet med at sådan et engangsbeløb nok lå på 500-1000 kr... det lå lidt højere :D :D
Aaaah... Så begynder weekenden godt...

Imorgen får vi besøg af Bos to søstre med kæreste/mand og barn... Vi starter dagen med at tage ud og svømme - det er jo lørdag. Lucas skal være til fødselsdag fra 13-17, og gæsterne kommer kl 15.
Børnene glæder sig rigtig meget til at se Bos lille nevø, som kun er 4 måneder... De har samlet en kasse med alt deres gamle babay legetøj... Deres mor glæder sig også lidt :) Babyer er da fantastiske :)

Nå, men jeg var egentlig gået i gang med at sortere for småt tøj ud af skabene før (altså her for to timer siden), da Helene pludselig kalder på mig. Jeg kommer ner, og hun ser meget alvorlig ud, og nærmest hvisker "Jeg ville ønske jeg aldrig havde levet"... "Hvad?"... Hun gentager det, og jeg spørger hvorfor dog det, mens jeg tager hende på skødet. Og så græder hun højt og hjerteskærende: "Fordi jeg vil hverken begraves eller brændes!" Vi snakkede lidt om det, og jeg prøvede at tale om både sjælen, der rejser et andet sted hen og til Gud, og alle de andre vi kender der er døde, og ikke skal bruge kroppen mere, og om livet hvor dejligt det er og hvor mange gode ting, der er i livet. Lucas tilføjede, at det ikke nyttede noget at tænke på hvornår man skulle dø, for alle dør jo på et eller andet tidspunkt, og man skulle bare være glad for livet og tænke på hvad man havde lyst til at gøre mens man lever (ret dybsindigt af en dreng, der ikke engang er 9 endnu - eller er det bare mig?). Hun faldt lidt til ro, og jeg prøvede forsigtigt med et: "Synes du ikke også det er dejligt at sidde her og spise fredagsslik sammen med os andre, og ege med dine venner i børnehaven, og..." "NEEEEEEJ," græd hun igen, "Jeeg vil meget hellere være oppe i himlen og lege med Gud og de andre, eller være med i en film, for det er bare en film og så dør man jo ikke." Jeg forklarede lidt om skuespillere og at det bare var deres job, og henledte så hendes opmærksomhed på "Skibet i Skilteskoven", som Lucas igen havde sat igang. Så så vi den, og hun har ikke sagt mere om det...
Jeg kan huske min egen reaktion, første gang jeg tænkte på det dér med at dø... Jeg tror jeg har været omkring hendes alder (4-5 år), jeg tænkte lidt på det dér uundgåelige faktum, selv for en 4-årig, at folk omkring én, og kendte folk fra fjernsynet af og til døde. Jeg kunne på ingen måde forestille mig at det skulle ske for mig eller nogen i min familie. Jeg spurgte konstaterende min far: "Far, vi dør aldrig vel?" mener bestemt, at han ga mig ret, og at Camilla (min storesøster) straks blandede sig og sagde at alle dør, og min far så forklarede at ingen i virkeligheden døde, at det kun var kroppen der døde og blablabla... Dér stod min 4-årige hjerne af... Og jeg var delvist beroliget af min fars udsagn (det første, der gav mig ret - resten fattede jeg intet af dengang) og delvist foruroliget af Camillas modstridende udsagn, som min far jo også gav hende ret i. Men mest af alt havde jeg bare sluppet emnet igen, og legede videre uden tanke for død og ulykke...
Jeg mindes aldrig at have tænkt på døden og det med hvad der skal ske med kroppen med den samme 'rædsel'/fortrydelse som Helene her viste... Men jeg ser det ikke som noget foruroligende... Deres oldefar fra USA er lige død for en måned siden, og tankerne har nok kredset omkring det. Hvis lignende reaktioner vender tilbage, vil jeg da overveje det lidt mere - men bevidsthed omkring døden skal jo ramme alle mennesker før eller siden... Og vi reagerer vel alle forskelligt...

Nu sover hun sødt, og der har ikke været mere... Lucas ser film... Bo skriver ønskeliste... Og jeg vil fortsætte hvor jeg slap i tøjsorteringen...

God weekend.
Michala