Fra weekenden og til.. i dag, torsdag eller Sct. Hans.

Alle dage i mit liv har ikke været lige gode. Det er svært at indrømme, for det er pinligt, måske lidt uværdigt og for en til at stille mange spørgsmål omkring en selv når man indser at man ikke har mange venner. Men ordene skal på en gang i mellem. I folkeskolen havde jeg nogle problemer. Dem der er lettest at pege på er at jeg blev mobbet af drenge fra paralelklassen i frikvarteret (når jeg var tvunget til at være ude), men efterhånden tænker jeg at de værste problemer, dem som virkelig har givet mig ar på sjælen, var ikke at have nogle venner i klassen. Ingen der bakkede mig op på noget tidspunkt. Ydmygelsen af at sidde og spise helt alene før der fandtes computere der kunne carmuflere problemet. Det var så slemt at da jeg kom på gymnasiet og i løbet af første måned oplevede venner der automatisk kom og satte sig ved siden af mig til frokost, der græd jeg. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg sidder og får tårer i øjnene bare ved at skrive om det lige nu. Jeg græd ikke over det dengang, der var det mobningen der tog mig ud over kanten, men muligvis kun fordi jeg ikke havde nogen til at fortælle mig at det var okay at være mig?

Det kan virke som en selvmodsigelse, men jeg havde egentlig nemt ved at lave venner som barn, hvad jeg ikke har i dag. Jeg baserer den antagelse på mine sommerferier - typisk lavede jeg flere gode venner på campingpladsen i løbet af en sommer. At vendskaberne så ikke holdt ret længe fordi folk kom fra andre dele af landet, det er hvad det er.
Alligevel har mit liv ændret sig. Eller måske rettere - jeg har ændret mit liv. Jeg har bl.a. fået en kæreste. Det tog sin tid at finde ham. De fleste har nok haft kæreste på i mange år i min alder - måske ikke den samme hele vejen i gennem, men ud over 3 måneder i 2. g, så har jeg først fundet en kæreste som 25-årig. Tilgengæld har det nu varet i 2 år. Tilgengæld giver han mig opbakning, kærlighed og mange gode oplevelser og jeg kunne ikke tænke mig at bytte.

Så til weekenden.
Sammen med ens kæreste kommer også et nyt sæt familie og i weekendne var der familietræf i Runes familie. For at deltage gav jeg et offer - min far holdt også fest i den weekend. Det var et stort offer fordi at forholdet til min far har været på kanten i 2 år efterhånden. Det er lige ved at genopbyggesig selv. Jeg har ellers altid haft et godt forhold til mine forældre, så det har været rigtig svært. Men valget var det rette - vi skulle til familietræf istedet.
Den store foreskel på min familie og Runes familie, er at familiefest i min familie er forret, hovedret, dessert og dans. I Runes familie er det kajak, rundbold og traveture. Jeg er iøvrigt langt fra den mest sportslige i min familie.
Til familietræffet sker der det at du tilmelder dig og prioriterer om du gerne vil ride, kajakke eller sejle i kano? Jeg kan ikke ride, men tilmeldte mig dem i den orden alligevel da Rune overbeviste mig om at jeg ikke behøvedes kunne ride for at ride. Så modtager man senere en beskrivelse af hvem der skal stå for hvad i forbindelse med familietræffet. Sidste år stod vi for at bage kage - det var lige til at overskue. Sidste år tilmeldte jeg mig kajak og endte i en kano med 2 af familiens mindre drenge. Det var ikke så godt - det krævede ret meget af mig at undgå at vi drev til havs. jeg havde aldrig roet kano før og mens drengene sagde at det havde de styr på, så var det jo ikke helt korrekt. Det er hvad der kommer af at overrose børn. De tror de kan ALT - og jeg troede at uvidste årsager på dem. De roede nærmest ikke - det var for hårdt. Resten af selvskabet roede fra os - det var egentlig ikke særlig hyggeligt.

Da jeg havde tilmeldt mig ridning som 1. prioritet i år, fik jeg lov til at sejle kajak. Jeg var egentlig meget tilfreds med ikke at ende i en kano med 2 børn. Vejret var mindre godt og så var der iøvrigt slet ikke noget ridning den dag. Ridningen var dagen efter (og dagen før) hvor jeg var skrevet på som legetanten der skulle trække hesten. Her fik jeg noget kolde fødder da jeg jo ikke ved noget som helst omkring heste. Jeg havde bedt Rune om at melde dette tilbage til sin farbror, men det var der ikke lige blevet gjort. Tilgengæld nåede min svigermor at finde ud af at der var noget der ikke helt hang sammen og reddede nogle ærter ud af ilden for mig. Hun sagde bl.a. at der var mange andre der gerne overtog ride-posten. Så jeg tænkte pyha - så skal jeg slet ikke have noget at gøre med de store skræmmende dyr alligevel.

Nåmen - lørdag efter kajakturen skulle jeg gå hjem, mens nogle andre overtog og roede hjem i kajakken. Efter sejlturen var der så planlagt rundbold. Jeg var kommet hjem og havde lige siddet i 10 min. før farbror nr. 2 kommer med en seddel i hånden, peger på mig og siger "Du skal spille rundbold!". Jeg vidste godt at der var rundbold på daværende tidspunkt, men vidste ikke at der var påbud om deltagelse. Faktisk havde jeg ikke lyst til at ro kajak - derfor jeg havde sat ridning som første prioritet og jeg havde ikke lyst til at stå ude i gråvejret og spille rundbold og slet, slet ikke lyst til at blive kommanderet rundt. Faktisk kan jeg ikke forstå at man bare bliver sat til noget uden egentlig at blive spurgt om det er okay. Det vækker virkelig min modvilje. Så jeg svarede at jeg egentlig havde tænkt mig at slappe af nu og så gik han lidt muggen væk igen. Nogle andre sagde til ham at det var bedre at folk var glade og havde lyst til at komme igen næste år, end at man skulle følge sedlen.
Så gik jeg op på vores værelse og i seng - jeg var både fysisk og psykisk træt. Rune fulgte sedlen og gik ud for at spille rundbold med børnene og nogle andre personer tog sig af maden. Jeg følte mig ikke ret godt tilpas med alle de fremmede mennesker, den måde at der hele tiden var et skema for hvad jeg nu skulle gøre og den måde jeg selv sprang fra, hvorfor jeg nu intet gav til fællesskabet.

Efter rundbold kom Rune op til mig og lå et par minutter. Vi havde ikke snakket sammen siden vi roede kajak sammen tidligere. Så sagde han at han ville gå ned igen og jeg gik med nu hvor han var kommet og jeg så igen følte at jeg havde nogen jeg kunne snakke med. Problemet var bare at istedet for at snakke med mig så henvendte han sig til sin meget smarte smartphone, hvor han læste nyheder og søgte på nettet. Det er måske her man skal indskyde at så føler man sig virkelig alene. For at forsøge at skabe noget kontakt med ham igen, så kiggede jeg over på hans skærm, hvorefter han hev den til sig og irriteret vrissede "NEJ!" imens han nedstirrede mig.
Der gik nok ikke så mange øjeblikke iden han indså at det nok var noget af en overreaktion og forsøgte at gøre det godt ved at massere mine tæer og nævne at jeg virkede mut og spørge om hvorfor. I virkeligheden var jeg på grådens rand. Jeg var meget tæt på at bryde grædende sammen og kunne ikke fortælle ham hvorfor uden at gøre det. Jeg var sådan set selv klar over at det var en overreaktion fra min side, men alt jeg havde ville var at skabe lidt kontakt med det menneske jeg havde fulgt til hans familiefest. Derudover kunne jeg ikke og kan stadig ikke forstå hvorfor jeg ikke måtte se hans skærm. Jeg stoler sådan set meget på at han ikke har hemmeligheder for mig af nogen grov art, men alligevel en meget underlig opførelse.

Mnutter efter det sagde han at han var træt og ville ligge sig op. Det var egentlig også hvad jeg havde lyst til, for jeg balancerede stadig med tankerne for ikke at bryde sammen. Så han gik op og jeg gik bagefter ham. Så lagde vi os i den lille seng og det blev langsomt bedre igen i mellem os. Jeg nåede kort at falde i søvn inden der var mad og det gjorde mig godt. Derefter kunne jeg spørge ham hvad der lige skete med det med skærmen og han sagde at han bare var træt - og egentlig godt vidste jeg stadig tænkte på det. Resten af aftenen gik med kortspil hvor jeg kun så på.

Dagen efter var det ridningen det handlede om. Der var dér at min svigermor kom mig til undsætning og fik mig ud af hestehalløjet. Rune roede i kajak sammen med en af familiens yngre drenge og jeg viste mig i mine nye fine stribede gummirøjsere. Jeg vinkede farvel og gik så rundt for at underholde mig selv. Gik over og så på hestene der var ved at blive gjort klar til at nogle så skulle ride en tur i skoven. Tilsyneladende kom jeg i rette øjeblik for jeg fik at vide at nu var den hest jeg ikke var klar over at jeg havde bestilt klar til mig. Jeg skulle ikke ride med i skoven, men til dels trækkes rundt i en manage - påtrods af at jeg er 27 år. Efter lidt betænkeligheder endte jeg altså på en hest og lærte lidt om at ride som jeg egentlig altid godt har kunne tænke mig at kunne. Jeg lærte bl.a. at foreskellen på en hest og en cykel er at cyklen bare en en forlængelse af dig, mens hesten er et dyr med sine egne præferencer for hvor den gerne vil hen :) Eller om den vil gå eller stoppe. Hesten var meget rolig og vandt til at blive brugt til handicap-ridning, men derfor også vand til at gå i røven på hesten foran. Det var noget mere vigtigt for den end mine begynder-komandoer. Nogle ting kunne jeg få den til - andre slet ikke. Jeg morede mig egentlig ret meget over dens ulydighed og egen vilje, den var doven som en hund og jeg var øm helt til i dag bagefter. Næste år har jeg forhåbentlig mod til at trække en hest hvis det skulle komme til det.

Det var egentlig afslutningen på weekenden.
Mandag gik sammen med Maria. Den anden rigtig gode nye tilføjelse til mit liv. En veninde der opsøger mig og som jeg kan snakke sammen med og hun er jo rigtig sød og varm og har mege at byde på. Jeg glæder mig allerede til vi ses næste gang. Der er noget oprigtigt her - det er det som gør mig så glad. :)

Det næste springende punkt må være i går hvor klassen holdt grill-fest. Eller klassen... vi var ihvertfald 10-13 personer. Vejret var ikke solskin, man varmt overskyet og det var egentlig rigtig hyggeligt. Igen en oplevelse så langt fra fortiden. Folk der tog rigtig godt i mod mig som jeg kom som den sidste. Hjalp mig pr. automatik med maden, snakkede med mig, lavede sjov med mig, hyggede med mig og ikke mindst da festen var slut og jeg igen var den sidste ude af døren og tænkte egentlig at det ikke gjorde så meget at jeg skulle cykle alene hjem, så holdt 4 af klassekammaraterne på nærmeste hjørne - ude i regnen og ventede på mig. Dejlige mennesker - de har nok kun lidt idé om hvor meget det betyder. :)

Hvis jeg nu bare kan få fat i mit computerstik som jeg glemte igår i klassen....