Jeg kan ikke rigtig tage mig sammen til at skrive dagbog for tiden.
Okay, det er kun tre dage siden, jeg har skrevet, men det føles ved gud som en evighed..

Jeg har haft computeren tændt et par gange for at skrive, men jeg ender altid med at lave noget andet (primært kommunikere med mine venner via myspace og msn), for jeg føler ikke, at ordene kan komme rigtig ud mere.

Jeg er så splittet med mine følelser. Jeg er bare et stort kaos!
Der er så meget, jeg gerne vil, men det er bare umuligt for mig at planlægge det.

Jeg føler mig så ensom.. Det er uden grund. Jeg har massere af venner, faktisk har jeg for mange til, at jeg ville kunne nå at se dem alle sammen i sommerferien, hvis jeg kun kunne se en om dagen, men det er uvæsenligt for mig.

Jeg har vænnet mig til, at jeg bor på en instutition, hvor mine venner kun er en dør væk, nu er der flere kilometer mellem os.
Nogle bor i nærheden af København ligesom mig, andre bor på Fyn eller i Jylland. Andre igen bor i udlandet.
Det virker bare som om, jeg er så isoleret fra dem alle sammen..

Jeg planlægger altid at ses med mine venner. Det er altid mig, der først tager kontakten, nu vil jeg gerne vente og se, hvem der kontakter mig.

Hvor vigtig er jeg overhovedet for dem?!

Luna, Sad og Karen holder kontakten til mig via msn, myspace og mobilen, mens Krølle skrev en sms forleden dag - men jeg havde bare ikke lyst til at svare hende!

Jeg føler mig lidt ført bag lyset af Krølle og Sisse. Sisse tør ikke fortælle mig, at hun er blevet kærester med den idiot, hun har brugt mange timer med de sidste måneder, men som hun altid har brokket sig over til mig, eller været så fucking usikker på, at det gør ondt på mig - hendes bedste veninde! (Det var jeg i hvert fald).

Jeg kender ham ikke særlig godt. Han er bare en bekendt for mig - jeg ville aldrig kalde ham min ven, men hun kender ham, hun har været sammen med ham, og vi har brugt timer på at tale sammen om ham, og hun siger altid ting, der gør mig bekymret for hende, og hun har altid givet mig ret i, at han i længden ikke er god nok - nu er de sammen..

Det er fint, at de er sammen, for hun har på en måde brug for en eller anden fyr tæt på hende, så hun en dag kan finde en ordentlig fyr (så skide hver med at hun støder ind i nogle røvhuller en gang i mellem, det gør vi alle sammen, og det gør os kun klogere), men det er forfærdeligt, at hun har droppet kontakten med mig pga ham!

Jeg er forvirret.? Har jeg været unfair overfor hende? Jeg ved jo, hvor nem hun er at overtale. Hun.. Hun.. Hun har svært ved at danne sine egne meninger, så hun tager glædeligt i mod vores andres.
Har jeg tvunget hende til at tro noget forkert om ham?

Nu er det ham, der har indflydelse på hende. Ham der giver hende hendes meninger, og en af dem er tydeligvis, at jeg har styret hende.
Måske har jeg?
Jeg vil bare gerne snakke med hende..! UDEN at han er der til at have indflydelse på hende. Jeg vil høre hendes forklaring på det hele. Hvis bare hun kunne fortælle mig om ham, uden at jeg behøver ligge ordene i munden på hende. Hun fortæller en situation, og så går hun i stå, indtil jeg (eller bare en eller anden) fortæller hende, hvad hun skal mene om det.
De ting hun siger om ham, har bare givet mig et dårligt indtryk, og det har jeg jo sagt til hende, og hun har lyttet og givet mig ret, men nu er det hele bare glemt?

De samtalebrudstykker jeg har overhørt fra hende, viser tydeligt, at hun stadig 'elsker' mig, men at hun er bange for, at jeg skal få hende til at droppe ham..
Det vil jeg gerne, men jeg gør det nok ikke, for hun må selv rodde med det. Hun skal jo lære at stå på egne ben..

Ej, det er uhyggeligt at skrive, det lyder som om jeg styrer hende totalt og bare ser hende som en dukke, men det gør jeg altså ikke, det er bare så svært at skrive!!
På den anden side er det jo præcis sådan, jeg synes han gør, så måske gør vi det begge to?
Måske har jeg fået hende overbevidst om, at han gør det, og nu hvor hun er stødt på ham, uden at jeg er der, har han overbevidst hende om, at jeg gør det - fordi det er sådan han ser det?
Er det hende det er helt galt med? Måske gør ham og mig så meget for at beskytte hende fra den anden uden grund, fordi hun faktisk bare vil styres?
Man mærker nok ikke, når man selv styrer hende, fordi hun virker så enig med en, men når hun så er under modsætningens indflydelse, kan man se det med det samme?
Ej, jeg må virkelig tage mig sammen. Hun vil forhåbenlig ikke styres af os, og hun lader sig forhåbenligt heller ikke styres.. (Det virker bare sådan, nu hvor jeg ser det ovenfra så at sige?)

Det er så svært at forklare, og jeg troede slet ikke, at det fyldte så meget i mine tanker, men det gør det åbenbart, når jeg kan skrive så meget om det!

Jeg vil jo ikke være så dominerende, at jeg styrer folk. Dvs jeg er meget dominerende, og derfor vælger jeg folk med en stærk personlighed, så de ikke lader sig styrer af mig, måske jeg har læst hende forkert??
Er hun bare en forvirret ung pige, der går fra den ene dominerende person til den anden??

Jeg føler mig forpligtet til at være sammen med min mor for tiden. Jeg skrider fra hende hvert år, ligeså snart sommerferien slutter, så jeg skylder hende vel at være sammen med hende i sommerferien!?
Jeg ville gerne besøge mine venner, og bare tage i byen, på stranden, snakke, hygge osv. Men desværre kræver det alt for meget tid!

Jeg har en aftale med Lind og Nina på onsdag. Det kommer sikkert til at involvere hele dagen, eftermiddagen, aftenen og natten, hvis jeg er heldig/uheldig!
Jeg føler virkelig ikke, at jeg kan tillade mig, at have en aftale over så lang tid!
Jeg skal jo være sammen med min mor, hjælpe med huslige pligter og træne.
Men jeg vil frygtelig gerne være sammen med Lind og Nina i så lang tid, og da gerne endnu længere!!

Jeg skal til lægen lige om lidt. Jeg hader at gå til lægen!! Seriøst plejer jeg normalt at udskyde det forevigt. Selvom jeg er syg i 14 dage, så bliver jeg ved med at sige til mig selv, at i morgen er det overstået..
Jeg har været forkølet i 3-4 uger nu, og jeg har haft problemer med halsen, ørene, bihulerne og pandehulen, og jeg har stadig ikke mod på at tage til lægen!
Men jeg bliver jo nød til det, så jeg kan blive rask!

Hvad fanden er jeg så bange for?
Jeg vil bare ikke. Jeg frygter det så meget!
Det er så latterligt, men jeg er totalt forvirret fordi jeg både er vred og ked af det - fordi jeg skal til lægen. øhm? Tror jeg er grebet af midlertidig sindssyge!

Ret ironisk at man kan være så bange for læger, når man selv vil være læge.