Det er så en evighed siden jeg har skrevet, men jeg tænker, at jeg lige vil give det en chance igen.

Det er faktisk så lang tid siden, at jeg har nået at have en kæreste, blive droppet og finde mig en ny.
Det virker måske lidt sjovt, at jeg nævner det med kæresterne som det første, men det ligner mig bare ikke at have en kæreste. Jeg har altid haft det bedre med at være single. Mest fordi jeg har haft så svært ved at tage en enkelt person og gøre dem til en så stor del af mit liv.

Min første af de to kærester mødte jeg lige efter jeg stoppede med at skrive her. Han var min venindes ekskæreste, og vi havde en lidt hård start pga. det.
Jeg havde svært ved at lade mine følelser for ham begynde, fordi jeg ikke synes det var fair overfor hende, at jeg begyndte at være sammen med ham af alle fyre. Men der var noget specielt over ham, og vi begyndte at være sammen trods alt.
Vi havde det rigtig godt, når vi var alene sammen, men vi havde det svært, når vi skulle være sammen med vennerne.

Til sidst begyndte han virkelig at prøve at arbejde på at gøre vores forhold mere acceptabelt for hans venner. Men det betød også bare, at det pludselig var en masse ting, vi skulle gøre som kærester.
Vi skulle i biografen,
Vi skulle ud at spise
Vi skulle gå en tur
Vi skulle læse bøger for hinanden
- og hele spontaniteten ved vores forhold døde langsomt hen med de lange lister over 'ting man gør som kærester'.

Da vi begge to havde været på studietur i 2.g sagde han bare til mig, at han faktisk ikke havde savnet mig, da vi kom hjem - og så sluttede det.
Han har senere sagt til nogle af mine veninder, at det var fordi jeg aldrig tog forholdet seriøst - og det kan der vist også være noget om.
Det er derfor jeg altid har holdt mig single (efter jeg ikke længere var sammen med min store kærlighed i folkeskolen i hvert fald).
For det første syntes jeg ikke, at man skulle følge en liste over bestemte ting for at være rigtige kærester. Men jeg var måske heller ikke så involveret ellers til sidst. Jeg elskede at snakke med ham og være sammen med ham, men når jeg lavede andre ting med andre folk, var han ikke en særlig stor del af mine tanker.
Jeg kan godt lide ideen om, at man er selvstændige hver for sig i et parforhold.

Noget der startede min interesse for ham, var nok også et eller andet sted, at han netop var min venindes ekskæreste og totalt forbudt. Jeg kan godt lide, at det virkelig er en kamp at nå en fyr. Det nytter ikke så meget for mig, at jeg bare kan være sammen med ham, fordi vi begge to synes den anden er sød. Der skal helst være noget indeni mig der skriger at det er forkert - og at jeg ikke skal gøre det.
Hvorfor jeg har sådan en forfærdelig trang til det uopnåelige har jeg ikke fundet ud af endnu.

Vi var tit rigtig jaloux på hinanden – og vi gjorde nok altid noget for at den anden skulle pines lidt. Vi hungrede efter mere intensitet og opmærksomhed i vores forhold, men vi vidste ikke, hvordan vi skulle få det frem på en pæn måde, så vi pinte hinanden så halve var mere end nok.

Samtidig mødte jeg uheldigvis to rigtig spændende fyre, netop som det begyndte at gå rigtig dårligt mellem os.

Den ene var 25 og vi tænkte meget ens. Vi kunne snakke og filosofere over rigtig mange ting sammen, og samtidig var han ligesom mig en rigtig festabe, der elskede opmærksomhed.
Vi begyndte at ses en del, og der var ikke noget i vejen for at vi blev siddende på et værtshus og snakkede i flere timer efter alle vores venner var taget hjem.
Jeg var rigtig fascineret af ham, og jeg begyndte at tænke, at hvis jeg bare havde en fyr som ham, så ville alt være bedre. Han gav mig på en eller anden mærkelig måde en tryghedsfornemmelse, fordi vi aldrig kæmpede indbyrdes over latterlige ting, selvom vi altid filosoferede og snakkede.
Samtidig var han sådan en du-skal-ikke-gøre-det!-fyr, fordi han havde et ry for at få lige hvad han ville, når han ville, og hvor han ville.
Han fik mig til at føle, at jeg virkelig skulle kæmpe for at få ham som min egen, og at han kun havde haft to kærester i sit liv gjorde det kun tydligere.
Han var helt klart ikke typen, det blev kærester med en pige lige med det samme.
Alligevel endte vi aldrig sammen, fordi vi hver især fandt en anden.

Min anden fyr havde jeg reelt mødt et halvt år før. Men han havde en kæreste, så jeg prøvede ikke at se ham som potentiale. Lidt før jeg fik rigtige problemer med min daværende kæreste flyttede han sammen med sin kæreste.
Jeg havde altid set ham som en ideel kæreste, fordi han bare var så sød og forstående, skide god til mennesker (min kæreste på det tidspunkt virkede pisse arrogant og virkede voldelig på alle han mødte) og tja.. det er svært at beskrive, men jeg følte virkelig at hans kæreste var den heldigste pige på jorden!

Da de flyttede sammen betød det, at de lige pludselig holdt en del fester, og faktisk ugen før min kæreste droppede mig, dristede jeg mig til at kysse ham til en af de fester.

Jeg tror aldrig jeg glemmer det øjeblik. Hvilket er noget helt specielt for mig, for jeg kan hverken huske mit første kys med min ekskæreste eller ham den 25-årige jeg beskrev for oven.

Jeg stod ude på altanen og røg alene med ham, og så sagde jeg undskyld på forhånd, men det var virkelig noget jeg måtte prøve at gøre - og så kyssede jeg ham. Bagefter kiggede vi bare på hinanden i hvad der virkede som en evighed før vi begyndte at kysse igen og igen og igen og..
Jeg tror, jeg følte mig så lykkelig, som jeg nogensinde har været der. Alle mine følelser var et stort festfyrvækeri, og jeg glemte fuldkommen resten af verden.

Det der med at glemme resten af verden er ikke særlig genialt. Så lige pludselig havde jeg pisse travlt, fordi jeg skulle til Kastrup for at nå en flyver med resten af min klasse, så jeg kunne komme på studietur.
Han valgte at køre mig hjem, selvom han kæreste flippede helt ud over det - men jeg tror ikke rigtig, der var noget at gøre, vi havde jo ikke tænkt os at slippe hinanden igen.

På studieturen fik jeg det hele på afstand, og selvom jeg ikke kunne få mig selv til at tænke særlig meget på det, så vidste jeg godt, at det nok ikke var løsningen, at jeg kastede mig over en anden piges (helt fantastiske) kæreste, bare fordi jeg havde problemer med min egen.

Men da jeg kom hjem fra studietur havde min kæreste ikke skrevet en eneste besked til mig om, at han savnede mig. Men det var der en anden der havde! I den uge, hvor min kæreste var på studietur, fik jeg skrevet en del med min 'nødløsning' - selvom der tit kom en sms om at nu måtte han stoppe med at skrive, fordi hans kæreste var mistænkelig over hvem han skrev med, som fik ham til at smile sådan.

Det var så sindssygt den effekt det havde på mig. Mine følelser pegede mig i forvejen alle sammen hen til ham og væk fra min kæreste - men bare ideen om, at der ikke var nogle der måtte vide det vi havde gang i gjorde det 100.000 gange værre!

Da min kæreste droppede mig, smed jeg alle hæmninger - og undskyld - men jeg var så lige glad med at han var en andens kæreste. Hver gang vi så hinanden sørgede jeg for at vi kunne snige os usete væk, og jeg havde konstant min mobil ved mig, så jeg hurtigt kunne svare, hvis han kunne liste sig til at skrive til mig. Samtidig lå jeg i hans arme, hver gang hans kæreste var på nattearbejde.
En ting jeg stadig husker er en nat, hvor han har sneget sig ud til en fest bare for at ringe til mig og høre min stemme. Han løb ind og ud fra den fest hele natten for at ringe til mig i de få minutter det kunne lade sig gøre - og jeg var bare så vild med ham.

Jeg nåede godt nok lige at gå i panik, da han annoncerede, at han ville flytte fra sin kæreste for at være sammen mig med.
For det første fordi jeg var pisse bange for at hele min interesse for ham ville forsvinde ligeså snart han blev 'lovlig' at være sammen med.
For det andet fordi jeg vidste, at det nok ikke ville være helt nemt for ham, at gå fra et så seriøst forhold, hvor man bor sammen, til at starte på en ny start med mig.
Men da han gjorde det, var det nok den bedste beslutning nogensinde!

Der gik et stykke tid fra han slog op med sin kæreste til vi blev kærester, for det var slet ikke særlig let. Men vi var sammen hele vejen igennem det.
Nyheden om os bredte sig hurtigt blandt vennerne, og det meste af det vi havde haft gang i kom med ud. Så hadet og uforståenheden var stor. Hvordan kunne man være det bekendt?
Det kunne vi så sandelig heller ikke være, men om ikke andet, så var gjort, gjort.

Nu har vi været kæreste i 2 måneder, og selvom det ikke er særlig længe, så betyder det stadig en del. I næste måned har jeg været vild med ham i et år, og jeg har vidst ligeså længe at han var manden for mig.