Jeg har kopieret min mail til X. Så er den placeret et sted på nettet, hvor jeg kan være sikker på den ikke forsvinder *S*

~~~~

Hej X , og selvfølgelig Y, der er med i dette her.

Jeg er træt af, at I laver konklutioner baseret på jeres misforståede antagelser.

Tavshed er ingen svar. ( Han havde skrevet om, at han gerne ville have ungerne i weekenden og skrev dagen efter, eftersom jeg ikke svarede tog han det som et accept)

Jeg ville give svar i aften, efter at have læst den sent aften.

Jeg kan godt lide at tænke over tingene. Sådan er jeg nu.
Da du f.eks pludselig kaster spørgsmålet ud i rummet ved din exit om en weekend - er jeg ikke forberedt.

Vi havde haft voldsomme 1½ time, så det er kun naturligt, at jeg ikke kan samle mig om dette spørgsmål. Jeg har også mine aftaler og forpligtelser, udover dig/jer.

Årets koncert fredag aften har vi planglagt at tage til - og købt billetter til for flere dage siden.

Jeg vidste der var et-eller-andet, men kunne ikke lige komme på det.

Jeg har et krav til dig, før børnene kommer i din varetægt igen:

Det er, at du kommer ud og undskylder for din opførsel, der skabte så megen utryghed. Her hos os.

Det er vores hjem. Mit hjem og ungernes. Så jeg har brug for at kunne være sikker på at det ikke gentager sig. Og derfor vil jeg mene, at det er på sin plads, at du foran børnene siger undskyld til mig og ungerne.

Vi er IKKE vant til denne form for kommunikation. Det hører en svunden fortid til, hvor vi havde de mange store konflikter, mens du boede sammen med "den første dame".

Det håber jeg oprigtigt, at du vil.

Ang. vores splid nu.
Og det er også rigtigt at du ringede og ville slutte denne "krig". Det er også mit ønske. Derfor ville jeg have en mægler. Til næste snak. Derfor tog jeg initiativ til at næste snak skulle foregå med en mægler. Så det kunne blive konstruktivt.

Set fra min side, var det en handling baseret på at komme videre.

Det var ærgeligt, at I gik i vrede og uden løsning. For jeg har selv punget ud til dette formål.

Men okay.....det var et forsøg fra min side. Jeg ved ikke om I fik noget ud af det. Jeg var glad for det. For selv om jeg betalte for det, vidste hun intet og skulle netop ikke tage parti - men se om hun kunne komme med nogen bud på, hvordan vi skulle komme videre.

Da I gik - kunne vi så ikke rigtig lave en fælles aftale.

~~~~~~~~~~

Nu har jeg talt med dig i telefonen, X.

Jeg håber du vil tænke over muligheden for at komme videre. Jeg har overvejet retssagen, som jeg sagde. Men ville ikke gøre det pga. børnene. Det bedste er at finde ud af det sammen.

Jeg ville jo ikke fortsætte "krigen" - og derfor bragte jeg en mægler på banen.

Måneden der er gået, har været - uden henvendelser fra jer - om at tage børnene de tider som I plejer. Hvis du havde trukket din alvorlige beslutning om ikke at se dem tilbage, går jeg udfra at du/I ville gøre krav på din/jeres samvær.

Som jeg har udtrykt det, har jeg ikke villet fortælle det til børnene. Det måtte jeg så efter vores samtale i aften. Ellers forstår de ikke, hvorfor der er så megen ballade.

Da Y hørte - den søndag - at du havde sagt, at du ikke ville se børnene, sagde hun til dig "Det kan man heller ikke sige".

Da jeg gik " X , jeg havde aldrig troet at du ville blackliste dine egne unger" - sagde du heller ikke at du trak det tilbage.
Jeg kunne kun forstå, at Y kunne se, at det var forkert.

Men hvad var konsekvensen ?

Du HAR siden hen bekræftet, at du eller Y ikke ville se børnene - så længe jeg havde omtalt Y som sindsyg. Lad mig understrege, at det ikke var mens ungerne hørte det. Jeg burde nok have inkluderet dig.......når det kom til stykket.
Hvis I havde kaldt mig det i vrede- havde jeg bare rystet på hovedet.....men sådan er vi så forskellige.

Den søndag jeg råbte heller ikke. Skreg ikke. Men snakkede bestemt. Jeg konfronterede jer. Det var nok dét, der føltes så voldsomt.

Der er forskel.

Du råbte og skreg den fredag du kom ud til os - uden hensyntagen til børnene.

Da jeg beder dig om at gå pga. din meget voldsomme opførsel nægtede du det. Selv om vores søn var løbet grædende ovenpå....og datter gemte sig under tæppet - ville du ikke acceptere, at vi ikke havde lyst til at snakke med dig på dén måde.
Jeg foretrak det blev en anden gang.

Jeg var meget oprevet, da jeg så ringer til Y. Desperat efter at få dig ud. For du tænkte ikke på børnene. Overhovedet.

Nej, du angreb mig på det groveste med din råben og din voldsomme arrighed. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af dig. Ville bare have dig ud.

Der er grænser for hvad jeg anser for, hvad du kan tillade dig.

I trænger til at snakke ud med ungerne. Det forstår jeg godt. Men I har ikke taget initiativ til det. Ikke engang de 2 tirsdage de nåede at være hos jer. Jeg forstår godt, at I skal tackle situationen færdigt. Selv. Jeg har bare ikke turdet, når du/I var så gale. Men jeg må bare acceptere jeres iltre temperament. Det lod mægleren mig forstå. Og det vil jeg rette mig efter.

Da jeg blandede mig var det fordi;
- at ungerne sagde at de måtte passe dem selv i 5 dage. - Det ville du vel også, hvis du hørte jeg havde gjort det ?
- at du havde skældt dem ud over at de skal opføre sig pænt, fordi Karen havde betalt det hele. Det er selvfølgelig noget andet, når man irettersætter. Jeg siger ikke - at I ikke må irettesætte. Nej, det ER en anden snak.
- du sagde, at du ikke ville se dem en måned pga. den aften. Det ER lang tid. Og en hård straf at give dem.
- og endelig fordi, at du ikke kan løbe fra ansvaret som deres far.

Min reaktion og vrede var baseret på, at du ikke ville se ungerne en måned pga. en aften på en ferie.
Og også over, at I ikke informerer mig om jeres konflikt. Hvis I havde ringet og forklaret, ville jeg garanteret have forholdt mig anderledes.
Jeg lytter jo til deres frustration og forvirring. De lyver ikke. De fortæller hvordan de har oplevet det. De følte åbenbart ikke de havde en chance for at blive hørt. Hvad ved jeg......men ignorere det ? Nej, det kunne jeg ikke som en ansvarlig mor.

Hvis I er villige til at snakke mere anstændigt med mig, er jeg villig til at finde en løsning på det. Men jeg bliver igen nødt til at finde en, der kan hjælpe os ud af denne konflikt. Måske er det meget godt med at skrive sammen ? Telfonisk begynder det jo at køre i samme spor.

Jeg vil ikke have en far til dem, som er ustabil. Her tænker jeg på samvær der ikke overholdes efter aftaler. Jeg skal minde om, at jeg har været flexibel mange weekender sidste år og er altid åben for det. Det aftalte vi også sammen, da I accepterede de fastlagte dage for samværet i foråret. Jeg mener, at vi skal skabe rammer vi kan gå udfra og regne med. Med jeres accept, troede jeg, at I mente det var en ordning I kunne gå indenfor.

I sidste ende kan det blive i retten, vi finder ud af det - som jeg sagde det i telefonen. Det er ikke en trussel. Det betragter du/I det måske som. Men i retten kan de høre alle parter og lave et arrangement, som vi forhåbentlig alle kan acceptere og respektere. Når vi nu ikke kan finde en udvej. Eller kan vi det endnu ?

Og hvis du stadig er interesseret i, at sænke børnebidraget er du velkommen til at gøre det. De penge går ikke til mig.
Jeg har faste udgifter i hjemmet på 6500, derudover er der mad til 2, der spiser som voksne, tøj, sko, transport, sport, bioture og hvad der nu hele tiden dukker af småudgifter i hverdagen og i weekenderne.

Og jeg vil hellere undvære - hvad du åbenbart betragter som godgørenhed og til indkøb af lamper el. lign - end at have et kaos.

Jeg foretrækker - igen - praktiske forhold og aftaler, som vi alle kan forholde os til.
Mine børn er dine børn. Det er udgangspunktet.
Og de har også krav på at have deres meninger og følelser - til alle tider.

Det var en lang mail. Men eftersom du råber i telefonen for derefter at smække telefonen i - så er det trods alt nok det bedste.

Jeg er ikke gal. Og jeg råbte heller ikke i telefonen, for netop at løse det fornuftigt an.
Jeg ønsker det bedste for mig og vores børn. Det er mit ansvar.

Tænk over, om vi ikke kan finde en fornuftig løsning på tingene.

Undskyldninger er på sin plads. Jeg har tænkt over den del nu. Og det har I vel også. Jeg mener nok, at vi kan imødegå hinandens ønsker og håb. Jeg skal nok kunne sluge nogle kameler og undskylde. Men undskyldninger er baseret på enighed og forståelse. Så vi skal lige igennem dén vej også. Den er ikke nem. Jeg ved det, men jeg er villig til det.

Den fredag du kom og var rasende, måtte jeg selvfølgelig berolige ungerne og lovede dem med, at "Det her er ikke nemt, men vi skal nok finde en løsning på det".
Igen derfor jeg besluttede mig for en mægler. Jeg mener, at mine intensioner er klare med dette forsøg.

Jeg håber - stadig - det bedste.

Bedste hilsner - trods omstændighederne, så mener jeg det.

~SommerFuglen~


Hej

Jeg antager dit ingen svar for en accept.
Hvad har du tænkt dig med hans fødselsdag?Ka' vi hjælpe?

X

svaret nu fredag nat:
Ingen svar - er måske accept fra dig/jer ?

Jeg afventer svar omkring denne mail.
Brug gerne weekenden på det - der er tid nok.

~SommerFuglen~

Så nu er der bare at afvente....stille og roligt *S*

Koncerten var dejlig *S* ungerne synes også det var en god koncert. Selv om jeg havde "slæbt" dem...og de havde accepteret - med en "okay"...*G*

Jeg blev høj af en sang.....flød ud....gav slip....nød....stornød. "Jeg har det godt. Jeg har et godt liv. Jeg er nået langt." tænkte jeg...det var skønt *SSSS*

Jeg er virkelig ved at nå til nogle dejlige selverkendelser omkring hvordan jeg er. Jeg følte jeg blev voksen sidste år. Ååh jo.....jeg modnes lige så stille. Hvor svært kan det være ? Jeg har været igennem så mange svære tider de sidste 5 år efter skilsmissen. "Enough is enough" *SSS* - jeg er ved at blive god til at konfronteres min X og mine udfordringer i livet. Jeg behøver ikke andre til at løse mine ting for mig. Jeg klarer mig godt. For jeg har i sidste ende altid den "rigtige" fornemmelse. Det er jeg ved at forstå - dybt inde i mig. Lige så stille og roligt, som tiden og arbejdet med mig selv har modnet mig med. Hvor er det skønt at nå til et punkt, hvor mine roller bliver klarere og klarere for mig. Mine opgaver i livet. Mit formål er at gå med kærlighed - med Gud som min højere magt. Jeg kan tage det med sindsro. I aften var der en film, hvor der blev sagt. Skæbnen er svær at styre. Nyd det og slap af. Ja.....*G* det er så nemt sagt. Men ikke desto mindre tror jeg nu er rigtigt. Det bliver nemmere og nemmere at acceptere de ting jeg ikke kan ændre.Ligesom sindsrosbønnnen i ACA. "Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting jeg kan. Og visdom til at se forskellen" En bøn jeg holder af. Det giver en vis ro - efter nogle dybe vejrtrækninger, der skal til, for at få det ind i min bevidsthed. Dejligt - egentlig *S*

Nu er jeg koksetræt. Det blev til en bytur, der varede længere end jeg havde regnet med. Datter har også bagefter koncerten - taget til et arrangement, som klassen selv havde planlagt. Og det var fint. Hun valgte at hjælpe til før og efter - og tage en god musikoplevelse med sig på vejen. Det er jo skønt ! Der er ikke noget mere fascinerende end at opleve musikere, der er så dygtige, at de "bare" giver slip og leger løs. Vi var enige om, at de var som børn. Så legende og nydende ved hengivelsen af egen og hinandens musik - der giver en samklang af højere karat - jeg blev sgu høj af det *GG* Vildt lækkert...længe siden, længe siden. Og bare fedt.

Nu vil jeg smutte i seng. Hengive mig i drømmelandet for mere svæveri *G*

Sov skønt ~SommerFugle~ der er nye horisonter igen imorgen *S*

*Qnuz*

~SommerFuglen~