Min veninde er præst, og det er alt alt for længe siden, jeg har set hende sidst.
Hvis jeg nu skynder mig i bad, og hopper på cyklen, kan jeg komme til gudstjeneste og se den lille bitte pige, være præst i den store store kirke. Første søndag morgen i advent. Det kan jeg måske faktisk godt nyde :)

Jeg så igår 'Departures'. Døden hænger i hovedet på mig for tiden. Det er en smuk film, med lige lovlig mange tude-scener. Kunne ikke lade være med at smile i mit indre, og tænke på venindes kæreste, der var producer i et asiatisk land: 'We like soft music', sagde de uden at blinke. And sure thing, der var soft music for alle pengene - en noget mere klasset, klassisk version, men et eller andet sted var det det samme.

Overordnet var det en meget meget fin film. Og, det passer fint at gå i kirke morgenen efter man har set den. Så, en to tre i bad, og ind og synge salmer til det første lys, der bliver tændt. Jeg bliver rørt, når jeg hører de forskelligartede stemmer synge unisont i kirken. Aldre, tider, oplevelser bliver sådan smeltet sammen til noget der er 'menneskeheden'. En sælsom og foranderlig, og mest af alt en skrøbelig størrelse, der har behov for hinanden.

(Blev muligvis sentimentalt inficeret af alt den pløre-cello igår ;).