At rømme ud i sit skab af løgne.

Whew det bliver en tough bitch at knække.
vi har brug for vores løgne. Vores løgn om at det hele nok skal gå en dag, på en eller anden magisk vis. Håb på at det her pis her med at leve nok skal gå hen og blive det hele værd på et tidspunkt.

Jeg mangler bare ét eller andet. Ét eller andet! Hvad som helst, der kan forklare mig hvorfor jeg er så miserabel for tiden. Hvorfor kan jeg bare ikke finde livsgnisten igen? Jeg skjuler det for alle jeg møder. Jeg frustreres. Jeg ødelægges indefra med de her mega negative tanker. Det er til at erklære sin overskudsmæssige konkurs af. Jeg er træt af at være træt og uoplagt. Jeg er træt af ikke at have noget hjem. Jeg er træt af at dø hver gang jeg går i seng for at blive vækket til live på mest smertefulde vis, af den infernalske larm fra min telefon, der troligt minder mig om at jeg skal bruge endnu en uinspireret dag på noget jeg så absolut ikke gider. Lyder jeg bitter? Det er fordi jeg er det. Jeg har idag tænkt mig at lade den her skodmaske af falsk lykke falde, og så bare fortælle verden at jeg faktisk ikke er særligt lykkelig. Jeg er miserabel. Jeg vil gerne have at nogen griber mig snart, fordi jeg kan mærke at jeg selv mangler ressourcerne til at kaste mig ind i kampen igen.

Suk. Måske gjorde mine forældre ikke det rigtige job, da de lærte mig at stå på egne ben. Obviously falder jeg jo hele tiden igen. Jeg er træt af at skrabe knæet mod livets våde asfalt.
Alt jeg beder om Gud, hvis du da snart er færdig med at pine mig, er at jeg får bare en smule windfall i min ryg her. Ja jeg er gal. Jeg er gal over min egen inabilitet til at vende den her åndssvage periode af mit liv til noget positivt. ALTING synes bare at skulle fuckes over af verden lige pt, og hvem har jeg at kaste skylden på?

MIG!
MIG MIG MIG!
Det er fandeme det værste af det hele, havde jeg nu bare én af de der smålige hjerner, der med ægte tro, kan mene at verden er ude efter dem, DA havde livet været noget nemmere. Men tilbage i verden er der kun mig.
mig mig mig...

Åh det er så let at bitche. Men alt det er der heller ikke plads til mere. Jeg ved jo godt jeg bare har brug for at kaste åget af mig, så særdeles med det samme og så bare give op. Give op og gøre som jeg altid gør. Trække alle mine forposter, forhold, planer, idéer, ressourcer og tanker ind til mig selv, og så bare ligge og rue med dem. Du ved lade det hele op igen, for at jeg igen kan strække mine arme ud og overtage det imperium, som jeg har drømt om.

JEg har lyst til at gå i hi hele tiden, men jeg ved det intet hjælper. Jeg har prøvet at flygte før, men jeg vender jo bare hjem igen. Til et, om muligt, endnu større rod end før...

jeg har vitterligt brug for at finde fast fodfæste igen, og jeg føler at så mange af mine broer er brændt efterhånden. Jeg føler mig kvalt af mine valg. Frustreret over at være stemplet som idiot.

Og se nu. Powerbitching over tingene gør jo ikke just mit humør bedre! Jeg sidder bare over bliver mere ærgerlig over tingene, nu hvor jeg tager dem op og vender dem i negativitetens syge og blege lys.

Giv mig et tegn.
Bare et lille et. Et der kan give mig håb om et lys for enden af tunnelen.
for jeg har efterhånden mistet håbet på at jeg kan ændre verden til det bedre.
Jeg har efterhånden givet op. Måske denne fisk bare skulle lade sig dø, og så bare drive med strømmen. Hvorfor springe mod alle andre? Hvorfor søge efter nye veje, dem vi har er vel \"gode nok\".
Der er ikke brug for nytænkere, spørgsmålsstillere og inkvisitorer som mig længere. Verden vil jo ikke ændres. Så hvorfor kæmpe imod?
Giv mig bare en enkelt grund til at jeg ikke skulle kvitte hele lortet lige nu og så bare hulkende bryde sammen, og lade verden brænde omkring mig?
Jeg er træt af ikke at have noget som helst FAST i min hverdag. Jeg er træt af jeg ikke har andet end mine forhold der bare remotely ligner noget der fungerer.

Jeg er en god ven. Heck one of the best there is. Men jeg orker bare ikke at give mere. Jeg er brændt ud. Jeg trænger til at få igen. men ikke hvad som helst. Bare lige det jeg har brug for. Og hvad det er der ikke nogen der ved.

Se lige omkring nu plejer jeg at tale mig selv op igen. Jeg plejer at blive sur på verden og erklære krig på den på ny. Jeg plejer at finde gnisten der lissom driver mig og gør mig i stand til at spytte fejltrin, nejsigere, nedrakkere og pessimister i ansigtet.

Men ikke i aften.

I aften vinder verden.

Jakob S. Arndal
- Tanker om livet