Allerførst det kedelige: Stram op: Du hopper planløst frem og tilbage mellem nutid og datid - konsekvent én af delene fungerer bare bedre. Og få nu bare styr på det med hendes / sin, ikke?
Og så. Tak for en mild overraskelse over, at jeg'et også er en kvinde. For en dramatisk spændingskurvestigning, da jeg'et begynder at lyve. Jeg tror i øvrigt, at hun er gift med ham Søren, og at hun også er godt i gang med at lyve sig lesbisk for eventyrets skyld. Det under jeg hende bestemt.
Jeg kan godt lide, at der er så meget fokus på lyst og udsigten til én på opleveren i sengen, for det sætter en stemning af noget behageligt, der (for mig) lyver om "Lisa". Jeg tror nemlig, at hun slet ikke så meget genkender "Betina", som at hun genkender et stykke bytte. Og dén uhygge melder sig først som en efterbrænder. Godt gået - du har skrevet i min hjerne.

Pyh - sikke en skrammet sjæl. Jeg er ikke sikker på, om han er enkemand eller fraskilt og tror mest det sidste. Jeg kommer til at tænke på, at nogle hjemløse kalder sig udesovere for at fortælle, at det kan være noget andet end blot en manglende, fast adresse, der gør, at man ikke helt passer ind.
Jeg kun huske som barn, at der tæt på familiens sommerhus boede en særling i en gammel, opklodset godsvogn. Han havde været med til at plante de træer, der kransede vejene og afgrænsede de enkelte grunde. Det var fyrretræer, godt bare i bunden, der var frit udsyn gennem flere haver. Men foryngelse kunne der ikke blive tale om, så længe han levede, for noget var gået galt for ham, og han var sikker på, at alle træerne var hans og lod eder og raseri regne over den, der formastede sig til bare at fjerne døde granris.
Din person er lidt mere konstruktiv i al sin "vildhed". Hejser flaget, når han har det godt, kommer af med vrede til en død figur, når han har det skidt, rækker ud til naturen. Han er stadig skæv. Og han er godt beskrevet.
Tak for læsningen.

Da jeg gik på uni, og vi havde læst Hemingways novelle "cat in the rain", spurgte vores lektor os, hvor mange katte, vi mente, der var. Derfra gik debatten lystigt og med det samme ind i kernen. Her er spørgsmålet, om jeg'et er alene i bilen eller ej. Jeg mener nej; han ser sig selv i yngre udgave. Jeg er også sikker på, at han er pigens far, men at hun ikke kender ham. Jeg kan ikke gennemskue, hvordan han har fundet frem til hende, når hun er bortadopteret, hvad jeg bestemt tror. Det gør den ikke mindre fin og bittersød.
Og så er det godt sprog at læse.

Kære Sujatha
Jeg sidder med en fornemmelse af både dybe erindringer overlagt med enten andres erindringer, fortalt mange gange, eller en forestilling om egen fortid. I hvert fald noget meget personligt, hvilket ofte er godt brændstof at skrive på. Desværre har det i min optik haft den effekt, at det går for hurtigt fra mareridt og konflikt til lykke (som er med forbehold). Hvad udløste hendes mareridt? Hvorfor mener hun, det er skadeligt for et adoptivbarn at se de nye forældre vise deres kærlighed? Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at det går galt.
Der er desværre også knas i selve sproget. Det er ikke altid klart, hvad hører sammen. Hvor kommer den hurtigt nævnte polak fra? (altså ud over fra Polen ...!) Hvad er det, du tilsyneladende har imod kommaer? De kan altså gøre en del lettere at læse. Øv - der er godt stof i dig. Held og lykke med at få det bedre ud,
Maria

Kære Tenna

Det var ellers interessante drømme, du har! At det er en nedskreven drøm forklarer det sære spring, det er, at en søster har forældre, din fortæller ikke kender. Sådan er det i drømme. Man kan selvsagt også vælge at opfatte ordet "søster" mere symbolsk som forstavelserne i "søstersolidaritet", og det fjerner denne undren.

Det er på mange måder smukt og egetnlig også en art logisk i al sin bagvendthed, at det at dele et minde kan forstærke det så meget, som tilfældet er her. Pigen har fået "mindekoncentrat" nok til, at det har nået hendes bevidsthed; hun er så at sige en skønånd i klassisk forstand. At modren er den samme (ur-)moder understreger det cirkulære, der ligger i at blive givet en chance til. Måske fordi jeg er miljønørd opfatter jeg det som et håb om, at vi stadig kan rette op på i hvert fald nogle synder.

Det er synd, at der er fejl i teksten. Korrektur kan være kedeligt, men det lønner sig.

Tak for dine ord og det håb, de gav mig.

Bedste hilsner

Maria

Kære Daniella

Ja, den er svær at rive sig løs fra, sådan én. Det er smukt turneret, at det i de sidste linjer opklares, hvem dæmonen er. Jeg kommer til at tænke på, at Fin de Siècle-pariserdrankerne kaldte deres absinth for "den grønne fe". Det var også en dæmon med næsten håndgribelig skikkelse.

Det er rent ud sagt møgfrækt, hvor sensuelt dæmonen omtales! Og ja, det er ment som en kompliment. Det forstærker følelsen af et altopslugende forhold, det rammer afhængigheden. Godt ramt!

Bedste hilsner

Maria

Kære Pernille

På mange måder en fin og neglebidende åbning på en spændingsroman. Jeg har dg dén anke, at jeg har svært ved at følge med i, hvem der er hvem. Det kan dog være mig; jeg har måttet opgive spiongenren - hægtes håbløst af skyggespillet. Det samme kan være på spil her.

Du har gjort mig nysgerrig på fortsættelsen, og det er vel et succeskriterium med denne genre, Desværre er der et par ærgerlige småfejl såsom "hulkene lyd", hvor der skulle stå "hulkende". Eftersom det er korrekt ellers i teksten, må det være en smutter. Korrektur for din egen skyld!

Bedste hilsner

Maria

Kære Morten

Puh ... sidder tilbage med en følelse af både lettelse og stor grumhed efter at have læst din novelle. Jeg ved dårligt, hvor jeg skal ende og begynde med at bedømme den. Sprogligt set er den letlæst, billederne er for friske til at være klichéer, og det er i sig selv godt. Skidt med, at jeg savner et par kommaer hist og pist. Jeg savnede dem ikke under læsningen.

At sværdet veksler mellem at være et sværd og en stribe månelys får novellen op at gå på line mellem virkelighed, drøm og noget tredje, jeg af ordmangel må kalde fantasy. Det er ikke ren drøm, for hans far kan se det i hans hånd, når han bliver lukket ind. Ja, det er holdt op med at lyse. Det er stadig et konkret sværd og ikke kun en stribe månelys. Hvem ved, om det hele tiden har været et sværd, og at bror Nikolaj er for prosaisk til at se det, eller om det vitterligt veksler? Det er godt, at du ikke er præcis om dette; jeg kan lide at blive overladt til min egen tvivl.

Din jeg-fortæller får en stor mission. Ved at indlægge det, der er oplagt at opfatte som et symbolsk lag, giver du ham mulighed for at hjælpe sin depressionsramte mor. Om det reelt er muligt kan jeg ikke sige, for depression er individuelt og ikke kun kemi. Hans tøven og vægren er forståelig, han virker til at være omkring 8-10 år, og så er opgaven herkulisk!

Den fineste detalje er de små bloddråber på mors natkjole. Stort TAK for teksten.

Bedste hilsner

Maria

Kære Line

På mange måder en uhyggelig tekst. Der gemmer sig en rigtig fin fortælling i den, som kunne udbygges til hovedlinjen i et længere drama.

For jeg må også sige, at den er blevet for koncentreret. Jeg kan ikke følge med i, hvor du er henne, når der pludselig sker en hel masse. Jeg kan se madsmøringen for mig, se Alians utålmodige sult. Der er temmelig meget, jeg ikke kan se for mig. Synd og skam - for det, der er forståeligt, kunne blive til rigtig meget. Hvem er de skygger? Hvordan interagerer de med vores verden? Hvem kan se dem? Hvem kan de (heller) ikke røre? Kan verden befries for dem? Et c.

Dertil kommer, at du har en del sprog- og stavefejl. Jeg kan godt få en mistanke om ordblindhed? Hvis det er tilfældet, skylder du dig selv at søge hjælpemidler og kurser, for som det er nu, hæmmer det læsningen.

Måske skal din niche snarere være noget med levende ord? For som allerede understreget: Der gemmer sig en virkelig god grundidé i teksten.

Bedste hilsner

Maria

Kære Sissel

Har en totalt undelig følelse lige nu: Jeg har overhovedet fået øje på dig, fordi du gav mig en kommentar og var så venlig at skrive, du glædede dig til at læse første kapitel. For den bog, det står i, har - venlige havfolk. Har vi kendt hinanden i et tidligere liv?!

Nå men: Dejlig tekst. Jeg savner en del kommaer (jeg kan have det lige som Knagsted; jeg samler på dem!) og glemmer savnet undervejs, for det passer til det åndeløse i hendes forvandling. Det er godt at læse, at hun bliver udfriet og forhåbentlig får det bedre. Hun kan dårligt få det værre, så mon ikke?

Kender du den keltiske legende om the selkie? Det er en kvinde i sælham, der kan lægges, når hun går på land. En dag foresker en mand sig i hende, gemmer hendes sælham og tvinger hende derved til at blive på landjorden. Først efter flere års samliv får hun sin sælham tilbage. For din hvovedpersons mormors vedkommende har det været frivilligt, hvad der gør det smukkere.

Stort - og vådt - TAK.

Maria

Kære Kenneth

Jeg vil gerne indledningsvist sige: Man dør ikke nødvendigvis af at fylde 40. Jeg har selv overlevet det for flere år siden.

Mere seriøst kender jeg godt følelsen. Jeg er arbejdssøgende og er så ualmindeligt træt af at samle på afslag, at jeg selv tænker hvad nytter det? Hvorfor ikke bare gå i mosen med sten i lommerne? Og så lader jeg alligevel være. Prøv at se dig omkring. Hvem kender du? Hvem vil savne dig? Der skal nok være nogle.

Jeg kan godt lide billedet med engangsbestik, som er nyt og derfor ikke en kliché, hvilket hvirvlende blade nok efterhånden er. Tak for læsningen -

Maria

Kære Hanin

Puha - den er grum. Du skal have tak og ros for at turde skrive barsk for børn og unge. Man vil gene lukke øjnene for det, skønt fakta er, at også børn rammes af dødelige sygdomme. Naboen mister det, der skulle være lillebror i fødslen, i den stores parallelklasse dør en dreng af meningitis osv. Du tør tage det op.
Det mærkes, at du har en fast forankring i tro. Det er der intet i vejen med; det kan give et menneske det håb, der ellers er svært at finde i denne type situation.

Jeg har ondt af din hovedperson. Ikke kun på grund af hendes sygdom, men endnu mere på grund af hendes skyldfølelse. Hun virker selvudslettende på mig, og jeg har svært ved at forstå hende. Hun virker kuet. Er hun slet ikke ubetinget elsket i det mindste derhjemme?

Jeg har et lille hjertesuk til sidst: Tænk på dine refleksive pronominer. Du svipser et par steder i hendes / sin, og det skæmmer en ellers fin og dog rå tekst.

Maria

Kære Signe

Fin novelle. Den balancerer måske en kende på kanten af det sentimentale og kammer dog ikke over, fordi det håbløse fylder så meget, som tilfældet er.
Det er en rigtigt fin pointe, at de først forsvinder fra deres spøgelsesliv, når de kommer ud blandt de levende. Hvor de kommer hen, er umuligt at vide, og derfor er det godt, der ikke gættes på det.
Jeg fik et strejf gys, da hun stod ved vuggen med den helt lille. Heldigvis er hun ikke et ondsindet spøgelse, blot træt af sit skyggeliv.

Og som altid: Godt sprog. Tak for læsningen.

Maria

Kære Poul

Rigtigt fint fanget situation. Måske er det ikke en stor begivenhed, det bliver den ikke mindre varmende af. Billedet af det proppede tog som en tyvs arbejdsplads er godt!
Lille pip: Barnelatter i ét ord, tak.

Bedste hilsner - Maria

Kære Rasmus

Denne her var (også!) en, jeg skulle tænke over og tygge på. Som altid hos dig sker der meget bag ordene. Jeg har ondt af Liv, der bliver så sært baghåndsnedgjort af Nelle. Derfor bliver jeg også harm på Nelle. Hvem er hun, at hun tror, hun kan pisse på sin nye lejlighedsfælle på den måde? Der er intet i vejen med at tale dialekt eller være fra Thyborøn. Liv er vokset op med åben luft om hovedet. Det forekommer mig, at Nelle kunne trænge til at blive blæst grundigt igennem af frisk luft og barsk virkelighed. Med sine bøger, sit støv, og sin evne for mentalt pres virker hun på mig - sammen med det faktum, at hun er veganer - som selvretfærdigt hellig. Ja, det kan dække over en usikkerhed. Hun er akademikeryngel og tænkeligt vokset op med en forventning om, at hun skal være akademiker selv. Det retfærdiggør ikke, at hun nedgør Liv.
Nelles hægen om sit privatliv portrætterer hende som indadvendt. Hun er faktisk nærmest demonstrativt indadvendt, dyrker det som en hobby. Hendes latter til sidst lugter for mig af, at hun bruger det som en rolle. Det gør hende for mig at se falsk, en maske. Det er synd og skam, at hun opnår at smitte Liv med en flig af det.
For mig er det en novelle om smitte med påtaget Weltschmerz. Tak for oplevelsen.

Alle gode ord - Maria

Hej Rasmus

Jeg læste denne novelle for et par dage siden og er nu kommet til at kunne kommentere. Jeg kan lide at lade en tekst modne lidt, når jeg har muligheden for det og ikke har deadline.

Jeg kan på sin vis godt se, at det er en lang tekst i forhold til din normalt mere begrænsede mængde ad gangen. Det betyder dog på ingen måde, at den er for lang, for eftertænksomhed, det at sætte ord på, at være præcist detaljeret og at ville have lov at tage sig tiden til det er vigtigt for din fortæller. Det afspejles i længden og ordrigdommen. Rigtig fin overensstemmelse.

Din fortæller er indadvendt og generes af det. Erina skriver selv, at hendes dødssynd er dovenskab. Jeg vil mene, at det er noget, hun holder op foran sig selv. Hun er ikke doven, når hun må skrive opgave ud fem gange, før hun er tilfreds og ikke finder flere fejl. Hun er grundig. Men hun ved, at det er langt mere i orden at være doven end at være perfektionist; hun holder dovenskab op foran sig, når hun undslår sig selskab. Det er hendes skjold. Hun er klar over, at hun med sin indadvendthed ikke passer til tiden.

Scenen med hende alene på stranden er nøglen: Hen mod det øjeblik, man har besluttet sig for er vigtigt og et, man partout skal dele med venner, man kan skåle med og måske kysse lidt på, lader hun sig forsvinde fra selskabet for at være alene med himmel og hav. Varmen, hun føler, er for mig at se alt det, der konstant overvælder hende. Hun ved, hun er nødt til at være sig selv, for hun kan ikke holde til at lade som om. Dér med mobilen i hånden flår hun sig selv ud af tiden hurtighed. Den er essensen af kravet om at være på hele tiden, den viser hende tid og trækker mails og Facebook ind, Twitter osv. At smadre den er hendes befrielse.

Og som sædvanligt er sproget bare GODT!

Hej Henning

=Pyha= godt jeg ikke er campist eller kender nogle, der er. Det er en hård tørn, din fortæller må tage. Du må ikke tage det ilde op, når jeg siger, jeg ikke kan se de helt store dybder i novellen. Jeg morede mig mest af alt, og det er også helt fint - det er i sig selv en form for time out, der kan være aldeles velgørende. Jeg læser også Wodehouse, når det hele bliver for surt.
Du formår at parre den lette tone med et lettilgængeligt sprog og nogle fine billeder. Sammenligningen af morgenånde med brugte tennissokker er fin! Jeg har selv fået skrevet noget om en, der vågner med en fornemmelse af, at hans ånde kan skrælle maling af vægge.

Dagdrømmene eller måske snarere vage hallucinationer, nedsænket i sprit, af vikinger og Svend Poulsen Gønge lægger en eftertænksomhendens fundament under den fugtige weekend. Lige den kunne også jeg blive forfalden til; jeg kalder det gerne at "stene" eller "stene udsigt" alt afhængig af, hvor jeg befinder mig. Det er velggørende for mentalhygiejne og fantasi at lade tankerne flyde og flyve på denne vis.

Jeg vil lukke med et par pip om, at den kunne bruge en omgang med tættekammen. Kommasjusk eller slåfejl. Ikke det store, bare ærgerligt.

Og meget vigtigere: Spejdere holder sig tørre i teltet, og vi spiser både varmt og godt!!!

Maria

Hej Poul

Jeg har lige læst svar på en kommentar, jeg gav en anden tekst her på FP. den er om parforhold blandt ca. 20-årige, og nu sidder jeg med et stille smil efter at have læst din novelle om en anden form for parforhold. For mig at se er det på sin vis det, de to har: Den unge studerende og den gamle direktør. På overfladen er det rent professionelt, den unge er der for at supplere sin SU. Lige under er han glad for at være der. Jeg opfatter ham som en, der beriges af de gamle beboere, suger af deres erfaring og bruger dem som ankertråde bagud. Måske længes han selv efter at have levet i deres tid; det kan være derfor, han er særligt glad for direktørens jugendinteriør.

Direktøren på sin side er også afhængig. Det er for mig at se desværre tvivlsomt, om alle behandler direktøren på samme måde. Jeg tror det ikke. For jeg tror også, at direktøren sagtens kan smage, at det er billig madsherry, han får serveret, men han holder facaden og skuespillet. Han klynger sig til sin værdighed og har den også.

En fin vignet.

Kære Rasmus

For en gangs skyld er jeg en smule mystificeret over en af dine noveller. Jeg vil skynde mig at tilføje, at det er ment positivt. Som jeg ser novellen, er det en rammefortælling om et forhold på vej i opløsning. Rammen er det forfaldne hus, og strømmen (det tændbare / ikke tændbare komfur) står for først håb, siden umuligheden af at fortsætte. Jeg ser også forfaldet i hus og forhold parallelt. Sporene i huset får mig til at tænke på Frejas fodspor og på, om hun og Andreas har været derinde sammen for at kunne være helt usete af andre. Jeg tænker også på, at Freja - den ægte Freja - aldrig låste sin dør, fordi kun den, der forstod kærlighedens væsen, magtede at åbne den. Og enhver, der gjorde det, var en velkommen gæst. Jeg-fortælleren føler sig usikker og fokuserer på det negative, da hun står i huset først i novellen, føler sig uvelkommen og vil helst ud, mens Andreas føler sig nok hjemme til lige at snuppe rullen med fryseposer.
Det gør det ekstra tankevækkende, at hun går derind, da hun har observeret Andreas og Freja sammen og hørt dem være enige og, at "det falder alt sammen". Hun har for mig at se erkendt, at det er forbi mellem hende og Andreas, og nu kan hun træde ind i forfaldet. Synes kun, det er pinligt, at hun ses træde ud alene. At hun er så tydeligt forladt.

Det er en perle til samlingen. Den eneste ridse i perlen er din brug af "ligner": Vendingen "det ligner at" får det til at slå bak for mig. Det hedder "det ser ud, som om". Tak.

Hej Martin

Jeg sidder med en følelse af uendelig grumhed efter at have læst din novelle. det er iblandet en knivspids ærgrelse over, at det nogle steder er glippet med at sætte verbet i den rigtige form. Synd, for det er en bomstærk tekst. Trods det sine steder forklarede eller tydeliggjorte er det en tekst, der holder endnu mere tilbage, den er sine steder nærmest bundfrossen i sin grundangst.

Der er for mig ingen tvivl om, at jeg-fortælleren har en massiv psykose. Der er lige så lidt tvivl om, at han / hun ikke opfatter sig selv som syg. Det er på sin vis nådigt og samme tid basis i grumheden. Det er decideret uhyggeligt at læse denne skildring af, hvor stærk en faktor den syge hjerne er. An jeg'et har et navn til sin psykose gør den hverken mere eller mindre virkelig set fraomverdenen. Til gengæld tror jeg, det kan være en måde at håndtere den på.

Bibellæsningen som selvterapi er jeg ikke fri for at finde lige så uhyggelig. Det får et anstrøg af lukket, sekterisk kult.

Den eneste åbning for erkendelsen ligger som led i den vidtåbne afslutning.

En virkeligt god novelle.

Hej Jimmy

=Pyha= det er da næsten Satan selv, jeg-fortælleren har mødt. Det er ikke så sært, at vedkommende sover uroligt med sine mystiske drømme.

Indholdsmæssigt fungerer teksten fint som en indledning til noget, i hvert fald jeg ville have lyst til at læse. Tager manden, der smider brænde på bålet jeg-fortælleren med ind i ondskaben? Eller rejser jeg-fortælleren alene? Og møder vedkommende i så tilfælde manden ved bålet igen ved rejsens ende? Det kunne blive en fin udforskning af ondskabens væsen (og ikke mindst uvæsen).

Formmæssigt er jeg ikke ubetinget begejstret. Der er en decideret fejl i sætningen "Jeg kunne ikke rører mig", hvor hovedverbet ikke skal være i præsens. Det skal være i infininitiv eller sagt på dansk: Der skal ikke være "r" på "røre". Sikkert bare en svipser. At du bruger prikker så mange steder er en stil, som du skal gøre op med dig selv, om du vil bruge. Jeg synes, den viser ubeslutsomhed og får teksten til at ligne skjult morsekode.
Vigtigst af alt er, at du nok bør være mere varsom med overdrivelserne, gentagelserne og klichéerne. Alternative formuleringer og neddæmpet sprog kan ofte have en større effekt end understregning. De drevne har et nærmest bundfrossent sprog, som transporterer uhyggen og mareridtet ind under læserens hud.

Hej Martin

Så kom vi alle til vejs ende. I skæret af slutningen og gennem sløret af triste tårer giver den lange indledning langt mere mening - de drikker sig i hegnet i ét væk og kører i en uendelighed som symboler på al den tid, de har brugt på at løbe fra deres respektive fortid. De har inden turen taget en dyb indånding ag lovet hinanden, at nu skal det Satme være.

Derfor er scenen i skodbaren også nødvendig inklusive det brændte øje. Man kan kun gisne om, hvilken fortid, de har haft i dén flække. Det er måske lige det mest tykt påsmurte, at baren ligefrem hedder "Hullet"; det er en smagssag.

Du kom i mål. Godt kørt.

Maria

Hej Martin

Ja, nu har jeg også læst tredje del. Det er sjovt, du gerne vil skrive noveller, for dette samler sig til temmelig meget. Husker en gymnasiefælles kommentar til vores engelsklektor, der uddelte en short story. Side efter side sendtes rundt, hvorpå hun protesterede og sagde, at det var da en long story.

Jeg har samme fornemmelse her, for en dels vedkommende også, fordi der sker så lidt. Ja, de punkterer, Phillip får dusk, de kommer til byen, motellet brænder. På overfladen flere begivenheder. De flytter sig alligevel ikke i hovederne. Kun Mark begynder at blive indhentet af sin opførsel og kaster alt dårligt op.

Jeg kan sagtens se masser af kvalitet i sproget. Det passer den ikke bedre til mit temperament af.

Gode hilsner - Maria

Hej Rasmus

Tak for at kig mere ind i Freja og Karlas forhold, denne gang fra den modsatte side. Også denne gang har du fanget en række situationer, som står så klart, at man kan se dem for sig, og dog er der ingen fortabelse i unødige detaljer. Det er en smukt ramt balance.

Jeg kan ikke helt lade være med at give Karla en lille smule ret: Freja er næsten skræmmende voksen. Hun skammer sin fulde far ud i telefonen, hun skoser sig selv for at juleforspise sig, hun træder tilbage fra t udnytte Andreas´ usikkerhed i forholdet til kæresten, selv om hun godt ved, at hun i princippet kunne gafle ham til sig selv. Hun formår at tilgive Karla hendes impulsivitet og få hende til at acceptere en pause, sikkert med velovervejde ord og uigendrivelige argumenter. Så jo, hun er vældigt voksen. Hun er også en lille smule uhyggelig i den måde, hun udstiller alle de undertrykte impulser, denne voksenhed består af. Det er virkeligt godt.

Det er sjovt med fiktive figurer - nogle kan nærmest antage eget liv og forlange at få en stemme. Det var sådan, min egen "Adams gave" opstod.

Alt godt fra musernes hal

Maria