Jeg står på apoteket med mit nummer i hånden og indsnuser atmosfæren. Det er et stykke tid siden jeg sidst har været her. Stemningen denne formiddag er tryggende. Der er småsnakken, hosten og utålmodige ansigter. Folk venter som urolige kvæg på, at det bliver deres tur, så de kan komme ud i friheden. De flestes øjne er klistret til monitoren, der fortæller hvilke numre der betjenes nu inden for receptpligtig medicin og så håndkøbsmedicin. Der er i alt fem kasser åbne, og der lugter af sygdom, ældre mennesker og særlige det sterile. Hvert nyt nummer på monitoren virker som en vinder inden for banko, hvor hovedgevinsten er lommesmerter mod den modtagende medicin. Alligevel drager folk ud fra apoteket med et smil på læben.
Der er en vinder på monitoren. Vedkommende kan henvende sig til kasse 3 for betjening og indkassering af hovedgevinsten. Ekspedienten ved kasse 3 råber nummeret op i tilfælde af vinderen er åndsfraværende. Der kommer tre mennesker til ind på apoteket, som hurtigt ser frustreret ud over at skulle vente. Irritation og magtesløshed står malet i deres ansigtsudtryk, og de tænker sikkert, at de skulle have ventet til et andet mere fredsommeligt tidspunkt med at komme. Smil er der ikke meget af før folk skal op til kassen, men enkelte vover dog pelsen og smiler lidt, trods de har det som en sild i en tønde. Overskydende plads er der ikke meget tilbage af, og jeg føler det hele bliver lidt klaustrofobisk. I det mindste er vi i inde i varmen. Jeg har mistet tidsfornemmelsen, men føler jeg har været her for længe.
Der bliver gjort glædeligt plads til en ældre herre der forlader kasse 1, så han kan komme ud fra apoteket. Han smiler, mens han fører sin stok fremad. Jeg er fraværende, fordi jeg har travlt med at danne mig et overblik, og ser ikke næste bankonummer på monitoren. Den mandlige ekspedient ved kasse 5 råber: "Nummer 128". Jeg spidser ører og hører ekspedienten gentage nummeret. Jeg har nummer 136 så det varer lidt endnu.
Der bliver gjort plads til vinderen, der skal til kasse 5. Jeg ser på monitoren og væbner mig med tålmodighed, mens jeg kæmper med klaustrofobien. Jeg prøver at drive tankerne borte med, hvad jeg skal handle ind bagefter i Brugsen. Luften syntes mere og mere kompakt for hvert minut der går. En part at mig ønsker at jeg havde fundet et bedre tidspunkt at komme på, men igen, så passer dette tidspunkt mig bedst.
Pludselig går bankospillet på monitoren amok. Tallene skifter hurtigt nu. Nummer 134 er lige blevet råbt op. Det er næsten min tur nu, og jeg mærker hvordan rastløsheden tiltager. Jeg slår ørerne ud så jeg ikke misser ekspedientens opråb samtidig med at jeg fokuserer på monitoren. En fornyet uro breder sig ved indgangen blandt nyankommen og den lavmeldte snakken går sin gang.
Nummer 135 og 136 ruller frem på monitoren næsten samme tid. Mit hjerte slår et ekstra slag, mens jeg baner mig frem til kasse 2. Jeg skynder mig fremad så vidt det er muligt og må venligt puffe til en skulder eller to undervejs - sigende." Undskyld mig."
"Nummer 136," siger den kvindelige ekspedient, som ser humorforladt ud - nok grundet travlheden.
"Ja, det er mig," siger jeg, da jeg når jeg frem, og lægger mit nummer i metalskålen ved disken. Al min opmærksomhed er rettet mod ekspedienten og det virker som om der kun er hende og mig i lokalet.
"Bare det billigste mærke ikke?" spørger hun.
"Nej, jeg vil gerne have af mærket Teva. Det er jeg mest tryg ved," svarer jeg.
"Okay, jeg kan se at vi ikke har al medicinen hjemme, men vi har tre af pakkerne hjemme. Resten kommer i morgen. Hvordan ønsker du at betale? Hele beløbet nu eller betaler du når du kommer igen en anden dag?"
"Jeg betaler kun for udleveringen nu. Jeg venter med at betale den resterende del, til når jeg henter de sidste pakker."
"Okay, der går lige et øjeblik," siger hun.
Jeg kan smage friheden på forskud, mens pilleæskerne ankommer. Hun printer labels ud med mit navn og sætter dem på pilleæskerne, og oplyser mig om prisen. Jeg svinger mit MasterCard og betaler med en blandet smag i munden, for jeg skal jo herind igen en af dagene. Jeg tager imod medicinen og ønsker god dag til ekspedienten, og får banet mig ud i friheden udenfor apoteket. Det regner men jeg er ligeglad, for jeg har fået min frihed tilbage.