Jeg kendte hende engang. Altid udadvendt, glad, humørbomben, højtråbende. Det var det vi alle så. Det gik hurigt, men desværre alligevel alt for langsomt. Jeg kunne ikke længere kommunikere ind til hende. Hun var fanget. Fanget i de tanker hun før har undgået. Ingen kunne hjælpe hende. Kun hende selv. Som tiden gik alt for langsomt, og hun faldt dybere og dybere. Fanget. Det hele gjorde for ondt. Ingen at snakke med. Ikke engang sig selv. Jeg så hende på afstand. Hvordan hun langsomt slap væk fra mig. Det var for sent. Den glade pige som bekymrede sig om forventningerne. Hun var væk. Det hele var blevet ligegyldigt. Hun ville bare gå i et med det hele. Lade hendes tanker forsvinde. Fanges i tomheden. Den trøst hun aldrig fandt. Den omsorg hun aldrig fik. Den kærlighed hun længtes efter. Den lyst hun så gerne ville mærke. Den var væk. Hun var fanget. Nu kender jeg hende ikke længere, jeg savner hvordan hun var. Hun er mig.