Efterhånden er selvmord lige så misbrugt som 'Carpe Diem'. Alle ved at det er vigtig, men de fleste er trætte af at høre om det.
Men kan man virkelig dele folk op i svage og stærke mennesker? Fordi den umiddelbare reaktion er denne: Stærke mennesker myrder ikke sig selv. Stærke mennesker giver aldrig op. De kæmper videre. Men hvad gør et svagt menneske til det der er? Hvornår er man svag? Hvordan er man svag? Når man ikke kan magte livet. Men alle ved at livet er en stor mundfuld. Noglegange svulmer den op og føles lækker og blød og nem at sluge, men andre gange sidder den fast i halsen, som en stor og hård masse. Sådan sker det for alle mennesker. Men der er en forskel. Forskellen i hvordan vi reagerer.
Det sociale netværk er af stor betydning, men ikke nok. Selværdet er forbryderen i dette tilfælde. Meningsløsheden. Manglende evne til at se fremad og udover. Man bliver opslugt. Fordi det drejer sig mange gange om råb om hjælp. 'Hjælp mig'. To ord, som er så svære at få sagt for mange mennesker, fordi i denne individualistiske verden ER man svag, hvis man ikke kan klare sig selv.
De fleste har prøvet, at føle sig ensom blandt mange mennesker. Vi er sammen. Vi hører. Men vi lytter ikke og vi føler ikke.

Personligt har jeg haft selvmord tæt på 2 gange, hvor det ene ændrede mit liv totalt og sikkert har gjort mig til den jeg er i dag.
Men der er to synspunkter der er vigtige i denne sag. To vidt forskellige synspunkter. Der er den der myrder sig selv og der er de pårørende. Det er ikke de pårørende jeg vil skrive om i dette essay.
Blot vil jeg påpege, at jo bedre man forstår selvmorderens motiver og grunde til 'akten', jo bedre kan man acceptere det og begynde at leve med det.
Men set med samfundets øjne er man svag, når man begår/overvejer selvmord. Det er jeg helt enig i. Men så stopper min enighed også. Fordi er det ikke samfundet = os, der skubber de svage længere og længere ud? Er det ikke os, der sejler dem ud på dybt vand for at de kan lære at svømme? Det er et koldt samfund vi lever i på mange områder. Det er Survival of the fittest der regerer og umiddelbart kunne jeg være ligeglad, fordi det støtter min teori om at vi bare er dyr, men vi skal trods alt leve. Og med leve mener jeg ikke spise og drikke og forplante os Vi skal også leve med hinanden og vi vil gerne hjælpe, hvis der er et menneske, der beder os om det.
Men vi har selv skabt denne verden vi lever i og nu er det, som om at den verden har fået sit eget liv og langsomt er ved at udstøde os. Men vi udstøder også os selv. Fremmede herkomster, folk der opfører sig anderledes og har andre kulturer. Men ikke nok med det. De socalt udstødte, fordi de ikke kan klare sig selv. Andre med handicap eller sygdomme. Og så er der dem som ser normale ud, men ikke er det. Det er de 'svage' mennesker. Problemet med de 'svage' er, at man kan ikke se på dem hvad de er. De opfører sig jo normalt. Og derfor tror vi at de er normale. Problemet er bare, at vi selv kan ende som 'svag' på et tidspunkt. Måske er vi allerede svage, men gemmer os bag en solid facade.
Alle kan komme ud for tragedier og depressioner. Hvad det er der gør at nogle kommer videre og andre ikke gør, aner jeg simpelthen ikke. Arvemasse?! Fysiske fejl?! Psykiske sygdomme?! Men een ting er jeg sikker på: Det kan ramme alle!

Mht. til at myrde sig selv, fordi det gør man, så er det foruroligende at så mange teenagere bruger dette som et råb om hjælp og desværre lykkedes det for mange at gennemføre. Om det er opmærksomhed eller kærestesorger, ved jeg ikke, men foruroligende er det, uanset årsagen.
Jeg er splittet mellem at tage disse mennesker og ruske dem, råbe dem ind i hovedet og skrige at de skal tage sig sammen, og samtidig prøve at hjælpe dem på alle mulige måder. Se på livet! Se på hvad I har fået! Det er fucked up, men det er sgu også fandens dejligt. Det er forelskelse og det er had! Det går op og ned! Det gør det for ALLE mennesker.
SÅDAN ER LIVET! Og det er ingen kliche, fordi sådan ER livet. Det kan alle skrive under på. Og heldigvis er vi =samfundet=mennesker også indrettet således at vi sjældent afviser et menneske der beder om hjælp. Tanken om at myrde sig selv kan alle få på et tidspunkt, men som regel ved de fleste hvad de skal gøre for at overkomme det. Gør det samme. Ræk ud og erkend at I har behov for at andre mennesker hjælper jer og det VIL de. At bede om hjælp er svært for mange og det er som regel fordi angsten for nederlag, afvisning og manglende forståelse står i vejen. Men der ER altid en anden løsning.
Der er ingen der burde myrde sig selv. Stærke som svage.