Over radioen blev det sagt at landet var erklæret i undtagelsestilstand. Fra satellit var der observeret store troppebevægelser på landjorden nær landets grænser, og fra efterretningskilder var kommandocentralen underrettet om at fjendens kommunikationssatelitter benyttede sig af nye koder, der udelukkende bestod af imaginære tal. Der blev arbejdet på højtryk for at tyde signalerne.

Reserverne blev indkaldt, men hvad værre var: Den store reststyrke af gamle militærnægtere blev tvunget til tjeneste som rekrutter. Der gjaldt ikke længere regler om ret til civilt arbejde overhovedet. De gamle 68'ere fik deres livs chok.

Gamle flippere blev med magt ført bort fra indiske hindutempler og fløjet tilbage til deres udskrivningskreds, som de i deres åndelige søgen forlængst havde glemt.

Jonatan hørte om omvæltningen i sin hule bag bjerget Q i Nepal. Han gik hen til skakten der førte ned til jordens indre. Han så at sikkerhedspladen af blyglas lå sikkert over skakten, og i sit raseri sprang han fra stor højde ned på glaspladen for at se om den kunne holde. Da han landede så han hurtigt ned på pladen og erfarede at den var i samme øjeblik forstærket med en fem cm tyk glasforstærkning. Forstærkningen var formet som den indskrevne kvadrat over det cirkelrunde hul. Han hørte lavinerne buldre truende i det fjerne og hans raseri over at skulle være rekrut tog vulkanske dimensioner.

Han gik skummende op på bjerget igen og sprang atter ud i et forsøg på at gennembryde pladen. Men igen blev pladen forstærket. Under hans fødder var der nu to glasblokke på tyve cm højde.

Han stod lidt og ventede og lidt efter begyndte der at opstå vibrationer i glasset. Han så at pladen revnede og med et gav den efter. Jonatan styrtede ned gennem skakten og alt blev tyst. En hånd greb ham og førte ham op til jordens overflade igen. Men han var forvandlet til en legesyg hundehvalp med gyldenbrun pels.

Han havde nu ikke nogen viden om de for menneskene i hans hjemland forandrede tilstande. Bag ham var en lille hytte, hvor der sad en gammel mand. Det var hans Herre. Jonatan tumlede legesyg rundt i græsset og fik med et øje på en lille cirkelrund sø med et tyndt lag is på. Han prøvede forsigtigt med den ene pote om isen kunne bære. Den gamle mand rømmede sig. Jonatan trak hurtigt poten tilbage.

Men han kunne ikke nære sig. Han nærmede sig igen den lille sø, og ganske langsomt listede han ud på isen. Det kriblede i ham og det var ikke let at stå fast. Poterne gled hele tiden ud til siden. En lille revne opstod ude ved den ene kant og med et brast isen. Den stakkels hundehvalp gik igennem og styrtede nu med stor fart ned gennem den lille sø, som var helt og aldeles bundløs. Den forsøgte at pive, men fik blot munden og lungerne fyldt med vand.

En hånd greb ham og Jonatan vågnede op som en skøjteløber på vandoverfladen af en af søerne i Vejlbo Mose. Skøjteløberen havde ingen erindring om det skete og da den var sulten begyndte den at fare rundt på vandoverfladen for at finde føde.

Så lød der en høj og brummende og summende lyd af en humlebi, og forskrækket søgte skøjteløberen ind mod kanten af søen. Lyden blev højere og højere og skøjteløberen lukkede øjnene af skræk. Humlebien var landet lige ved siden af den og ud fra humlebiens dækvinger steg en skøjteløber, en Hemiptera, iført grøn uniform med tre guldkroner på hver af de små dækvinger. Jonatan forstod at det var obersten.
   Obersten sagde med dyster stemme:
   - Du troede du kunne slippe for tjeneste min lille ven, og jeg ser på din manglende bagkrop at du kun er en larve. Men som tæge må du vide at du er et rovdyr og du slipper ikke for at slå ihjel.

Jonatan så med beundring på oberstens lange ben og den flotte bagkrop og af sted for Jonatan for at jage. Han hørte overhovedet ikke at det igen summede og brummede og at obersten fløj af sted med humlebien.