Det blev totalt mørkt. Klokken var tre om eftermiddagen. Anton stod med ryggen mod muren. Han var alene med sig selv. Han pressede kroppen mod muren. Den holdt. Så famlede han sig nogle skridt mod venstre. Svup. Så stod han med den ene fod i en mudderpøl. Der var intet andet at gøre end at fortsætte ud i mudderpølen. Han vidste godt , hvad det ville sige at gå mod højre. Han kunne ikke holde ud at tænke på det.
Der var så mange erindringer ude til højre, at han ikke ville komme ret langt til højre, før han ikke vidste, hvad der var højre eller venstre. Og faktisk vidste han ikke lige nu, om han havde været så langt ude til højre, at han heller ikke nu, var på det rene med, hvad der var det ene eller det andet.
Men han havde taget en beslutning for tre uger siden. Han havde sat sig på en stol og lagt hænderne på lårene, og det lår han følte var stærkest, var det til højre. Det var et ret så spinkelt grundlag for at bestemme en hovedretningerne, men det var altså det han havde gjort.
Hvad skulle det betyde, at det hele var blevet mørkt her midt på dagen. Ikke andet end at det var blevet mørkt. Han kunne høre sig selv tænke, at det var en måneformørkelse, og rettede sig selv til at det var en solformørkelse. Men efterhånden var disse naturlige forklaringer på alting blevet ligegyldige for ham. Det var vigtigere for ham at holde fast i at han helt tilfældigt havde fået en bestemmelse af om han skulle gå til venstre eller højre.
Men hvad var nu vigtigst. At fortsætte med at gå til højre, ville føre ham ind til erindringernes kaotiske morads, og at fortsætte til venstre ville betyde at begge ben ville komme ud i mudderet.
Den tanke strejfede ham at han kunne gå ligeud. Men han vidste så med sikkerhed, at han i mørket ville komme til at gå i ring. Nå. Det var måske det han havde gjort i de sidste to år. Gået i ring. Han bøjede sig ned i sandet til højre, og følte efter hvordan fodaftrykket ikke stod vinkelret på muren. Det kunne han ikke bruge til noget. Det fortalte ham overhovedet ingenting. Han havde mest lyst til at gå hjem for at tage en lur. Men så skulle han til at vælge mellem tre retninger. Han fandt hurtigt et sæt knapper at tælle på knapperne med. En af knapperne var faldet af. Skulle han tælle den med eller eller eller. Det begyndte at køre i ring. Han kunne stadig ikke se noget. Så kunne han mærke, at hans venstre fod trak sig selv op af mudderet. Den ville altså ikke længere ud i pløret. Så begyndte det andet ben at gå lige ud, så hans hoved slap for at bestemme sig. Så bankede han ind i et stort træ. Han ville undersøge om det var en eg eller en lind. Eller en elm med elmesyge. En afsøgning af barken fortalte ham, at det var en krydsning af en eller anden slags. Der løb myrer op og ned ad stammen. Det var rart at have en træstamme at holde sig til. Når man var en myre. Anton tænkte at hvis han skulle bestemme, ville han i dette øjeblik helst være en myre. Der er også nogen af dem, der går i ring, sagde en stemme fra toppen af træet.
Den hoppede han ikke på. Han havde så tit hørt stemmer og dem ville han i hvert fald ikke høre efter. Eller skulle han alligevel lade som om, der sad en i toppen af trappen. Han kiggede op. Der var en stjerne der blinkede. Så holdt den op, og det blev igen kulsort. Han havde kun nogle indre billeder for sig. De ydre var blevet sværtet til af mørket.
Han famlede i lommen efter en tændstikæske. Han strøg en tændstik. I det korte tidsrum han kunne se noget, opdagede han at stammen var mosset på den ene side og at myrerne havde vinger. Så gik tændstikken ud. Myrer fik jo vinger, når de var for mange på et sted. Og om kort tid ville de drage bort. I flok. En ting vidste han. Han var ikke i flok.
Så bøjede kroppen sig ned og følte efter, hvad det var for en fod, der havde været ude i pløret. På hælen var begge sko plørede. Foran var de tørre. Underligt, tænkte Anton. Nu vidste han ikke hvad der var højre og venstre. Kun hvad der var op og ned. Op med humøret, tænkte han. Op og stå. Vendte om og besluttede til at tage en pause og vente lidt.