Livet er et kaos. Rod, farver, og absolut kaos... Hun ryger, jeg ser det hver morgen når jeg svæver som en sammenkrøbet skygge blandt alt røgen. Jeg ser den grå masse der krybber sig hen over gulvet, snore sig op ad mine lange ben, og opsluger mig... sammen med mine endeløse tanker, om mørke og tomhed. Jeg ligger stille, uden at bevæge mig, forestiller mig blodrøde dråber i et vinglas. Høre den endeløs sorg. Hvordan kan man høre en følelse? Tænker du sikkert, men det er klart. Klare end stemmerne i mit hoved. Folk siger jeg er god nok, men lær at høre stemmerne de taler sandt og smukt... For sandhed er den sande lykke, i dets reneste form. Hvis bare de ville sige sandheden over for mig, og for dem selv. Mine tynde ben, der ved tankens kraft bevæger sig ned i dybet, ned mod mørket, og hende. Jeg hører hende om aftenen før mørket rammer mig, og mine øjenlåg bliver for tunge. Hun græder, store runde tåre der skaber dybet. Dybet starter ved enden ad trappen, mine ben ryster. Og jeg hører en hvisken. "Du er ikke god nok, du er ikke god nok, du er ik..." den bliver ved i en uendelig remse, genlyder i mit hoved som en symfoni af sandhed. Rungende, tomt, isoleret... min hud er kold og fugtig, mine fingre er spændt sammen i en pinefuld krampe. Mine arme hænger slapt ned ad siden, og mine ribben stikker flere meter ud ad kroppen på mig. Og jeg hader at se spejlet der hænger på badeværelset. Jeg klæder mig i sort, in hyldet i mørke og smerte. Hadet er dybt begravet i hjertet, det er svært at se, tænke, og høre når hovedet er så fyldt med ingenting... men sværdets af alt er at blive ved med at sige at der kun er ingenting. Ingen følelser, intet hjerte, det er hendes skyld... Jeg hader hende ikke, jeg afskyer hende... jeg har kun mødt ham få gange, men jeg ved det er ham hun gør det for. Jeg forestiller mig tit en høj smuk skabelse der bevæger sig væk, længere og længere væk, det er ham hun skaber dybet til. Hun hader ham ikke hun afskyer ham, fordi han ikke kunne blive. Hun tænker tit at hvis han kom tilbage ville hun drukne ham i dybet, men han kommer ikke... det er mig der stille og pinefuldt drukner. Hun ved det ikke, for hun ser det ikke. Hun ser heller ikke de sammenkrøllede, sorte tanker der ligger under min seng. Det gør han heller ikke, for han er der ikke. Det er han aldrig. Hun hører ikke mine råb om hjælp, for jeg er stum. Siger ikke noget, alt er fint, det går godt, jeg klare mig. Folk spørger, og spøger... og jeg lyver, jeg taler aldrig sandt. Det er kun stemmerne der taler. Hvis det stod til mig, ville jeg aldrig sige et ord, igen. Jeg spiser ikke, jeg drikker ikke, men mindst af alt føler jeg ikke, længere. Følelser skader. Jeg går, og når jeg endelig når frem, er det er svært at se de andre i øjnene, for mine ligner ikke deres. Mine er tomme, og mørke, og dybe. Det er dybet der fylder dem, det nemmeste ville være at græde dybet ud. Men det ville hun aldrig tillade! Og jeg er fyldt, så uendelig fyldt... men ikke af glæde og håb som de andre, af dybet der altid vil være og altid har været. Jeg sætter mig, og den tomme lange dag begynder, men der er noget her, der ikke er derhjemme...


Hende.

Livet er, og vil altid være et kaos.