Engang lå jeg tit, og hørte på regnen der trommede på mit vindue. En lyd der kilede mig i baghovedet, så jeg fik kuldegysninger ned ad nakken. Jeg kiggede på stjernerne når de funklede bag den slørede rude. Jeg var alene, og tænkte på dig. Kun smukke tanker. Forestillinger om din betagende skikkelse bag ruden. Om hvordan du i bare tæer, stille listede ud i regnen. Du havde iført dig silke, og stoffet hang indbydende ned af din smukke krop. Du var en dansende, smuk skabning der elegant hvirvlede rundt bag ved ruden. Regnen slørede dit ansigt, og gjorde dit bølgede hår mere livligt og legende end det normalt var. Gennem glasset så jeg omridset af dine henrivende læber, der spredte sig i et eventyrligt smil hver gang du drejede rundt. Du vidste ikke at jeg iagttog dine elegante bevægelser, der langsomt formede sig til en mere avanceret dans. Jeg så din ånde i den iskolde vinter luft, og din blege hud der næsten glimtede i mørket. Du var lyset om natten, og en vej i tågen for mit bitre og kolde indre. Din dans varmede dig op og der var en form for lunt omrids om dine smukke former. Mens dine bevægelser ændrede sig fra en legende runddans til mere interessante bevægelser, som fristede mig til at sætte mig op, så jeg kunne få et bedre udsyn. Du kunne stadig ikke se mig, men det ønskede jeg heller ikke, og du var alligevel så optaget af din dans at du nok heller ikke ville havde lagt mærke til mig, selv vis jeg havde stået ude i regnen sammen med dig. Regnen blev ledsaget af din dans, og skiftede karakter fra hurtige regndråber til funklende snefnug. De faldt tillokkende ned rundt om dig, og udfordrede mine fingre til at gribe ud efter dem. kulden gjorde dine bare ben hvide som sne, men du var smuk som du stod der og så så tiltrækkende ud. Man kunne skimte dine ansigtstræk når du vendte i min retning, du så rolig ud, glad ud og du så virkelig utrolig smuk ud, der i mørket, alene uden andet i hovedet end din dans. Jeg rejste mig langsomt op, og kiggede rigtigt på dig nu. Kiggede rigtigt på dit lange, lyse, bølgede hår. Og dine smukke røde læber der stadig smilte. Og så stoppede du. Jeg stod helt henne ved vinduet nu. Jeg så på dig, og du så også på mig. Du rødmede, og kiggede kort væk inden du genoptog øjenkontakten med mig. Jeg fastholdt billedet af dig i flere minutter. De øjeblikke sidder så dybt i mig, at jeg stadig den dag i dag kan se din lange slanke krop dreje elegant rundt på hælen, og slentre ind i uvisheden. Du efterlader kun fodspor i sneen, og duften af dig selv på min hovedpude.