Farvel til elven
   En dag sagde mor: " I dag kommer flyttebilen og henter møblerne. Vi skal flytte til Muhos. Hun så, at jeg ikke forstod hvad ordet "flytte" betød, og forklarede: "bonden, som ejer huset, vil rive huset ned og bygge et kornlager i stedet for. Vi kan ikke længere blive boende her."
   "Men huset er vort hjem, og vi bor her," forsøgte jeg at argumentere.
   "Vi ejer ikke huset, og bonden kan gøre med det, hvad han vil. Vi har ingen anden mulighed end at finde et andet hjem til os. Og det bliver i Muhos.
   "Findes der rotter?"
   "Nej."
   Jeg sukkede af lettelse.
   Vor samtale var ovre, og mor begyndte at pakke sager og ting ned i store papkasser.
   Jeg løb ud til min udkigspost bag de gamle kornmagasiner. Derfra var der en udmærket udsigt i alle retninger over elvens flodleje. Jeg så klippen, hvor jeg havde knækket min ski. Stedet var gyseligt stejlt, og jeg undrede mig over, hvordan jeg havde klaret stedet med livet i behold.
   Jeg satte mig på en gammel træstub og kikkede ned på elven. Der var klippeansigtet, hvis kæmpestore næse stak langt ud i elven. Bag ved næsen var der en stor "kællingestrøm", hvor jeg havde lært mig selv at svømme, allerede før jeg gik i skole. Selv om jeg var stolt af det, turde jeg ikke fortælle det til mor, for hun var altid bange for, at jeg skulle drukne i elven.
   Jeg kom til at huske den dag, da jeg gled på en sten, slog hovedet i faldet og landede i elven. Strømmen rev mig med sig og førte mig imod næsen. Men, som skæbnens forlængede arm, stod Jouko der og greb mig i håret i sidste sekund, før elven slugte mig for stedse. Han, alles syndebuk i Kaipola, blev min redningsmand.
   Underligt nok blev jeg ikke ræd for elven, nærmest tværtimod. Begivenheden vakte en uforklarlig fornemmelse af tryghed. Som om elven ikke ville drukne mig.
   Minderne vækkede en fornemmelse af at nu var tiden kommet at sige farvel til en gammel ven, før en lang rejse.
   De skumtoppede bølger i elven lignede får, som hoppede og sprang imod strømmen. Jeg fantaserede om, som mange gange før, at de var mine får og fik en fællesskabsfølelse med dem, til og med med hele elven.
   Der sad jeg og lyttede og stirrede på elven. Så glemte jeg alt andet, og tiden stod stille. Da jeg blev rykket ud af min tilstand, følte jeg, at elven havde skyllet mig indvendigt.
   Jeg fik lyst til at mærke mere af elvens nærhed og løb halvtreds meter længere ned til vandkanten, men følte ingenting. Jeg blev skuffet, og begyndte at kaste sten i vandet, imens jeg mumlede; "Husk mig, husk mig!" Strømmen førte ringene med sig, og de forsvandt. Jeg kastede større sten ud i vandet og mumlede med grådfyldt stemme: "Husk mig, husk mig!" men uden det ønskede resultat, hverken i mig eller i elven. Det endte med, at jeg begyndte at trille større og større sten i vandet, imens jeg hele tiden mumlede: "Husk mig, husk mig!"
   Joukos store hånd på min skulder og hans stemme stoppede mig midt i min panik: "Hvad i helvede er du i gang med? Skal elven huske dig?" Der var drilsk spydighed i hans stemme. Men da han så mit forgrædte ansigt, forsvandt hans hånende attitude og han satte sig på en stor sten. Efter en stund sagde han med en stille stemme: "Jeg har hørt, at I flytter." Jeg nikkede uden at sige noget og satte mig ved siden af ham. Efter et par minutter begyndte Jouko at kaste små sten langt ude i strømmen. Så sagde han med lav stemme: " Elve som den her forsvinder i Finland, en efter en." Vi sad i stilhed, ord var overflødige, og jeg kunne mærke, at elven var vor fælles flydende ven.
   Hans stemme havde en underlig klang, da han sagde:"Jeg har hørt, at der længere nede i strømmen, i Montta, skal bygges et kraftværk, og elven og hele dalen næsten op til Leppiniemi kommer under vandet."
   I mine tanker gentog jeg det han havde sagt på min egen måde: "Elven drukner og hele dalen - alle de store klipper og træerne forsvinder! Jeg kunne ikke røre mig, medens jeg i min fantasi forsøgte at se opad igennem vandmasserne, som nåede helt op til himmelen. Så forstod jeg, at det var sidste gang, her og nu, at jeg kunne se elven.
   En dødelig kulde bredte sig fra maven op imod hjertet og tømte den for alle følelser. Medens i mine tanker gentog: Sidste gang, sidste gang, for altid!
   "Maaaarkkuuu! Maaaarkkuuu!"
   Jeg blev revet ud af mit chok. Min brors arrige anråb kaldte på mig. "Hjem, hjem og det skal gå tjep, tjep! Lastbilen venter på os!"
   Jeg sprang op og ud af mit mareridt og løb hen til min bror uden at sige farvel til Jouko. Da Pertti så mit forgrædte ansigt, troede han, at Jouko havde drillet mig. Jeg så hvordan hans ansigt blussede af vrede. Han trak luft ned i lungerne for at skælde Jouko ud. Men før han nåede at råbe, bankede jeg ham i maven og skreg: "Jouko har ikke drillet mig!" Pertti tog et par skridt baglæns og så forbavset på mig. Jeg havde aldrig før turdet stå imod mine brødre med sådan en kraft. Mit ansigt var rødt af galskab, tårerne trillede stadig ned ad mine kinder.
   Jeg var gal.
   Jeg hadede det, at min bror var parat til at skælde Jouko ud. Jeg var parat til at trodse ham, koste hvad det ville.
   Pertti så på mig og derefter i den retning, hvor Jouko skulle være, men der var ingenting at se. "Den kæltring har taget benene på nakken," knurrede han.
   Jeg tænkte og undrede mig over, hvorfor alle og enhver i Kaipola var gale på Jouko?
   Da vi kom hjem, var mor i gang med at feje gulvene for sidste gang, før vi forlod huset. Jeg skyndte mig at spørge hende, før Pertti nåede sige noget som helst: "Hvorfor er alle mennesker gale på Jouko og kalder ham kæltring og alt muligt?"
   Mor sagde: "Had smitter let, menneskene er som en flok hunde. Begynder den ene hund at gø, så kommer alle andre med i koret. Man kalder det for flokmentalitet, og den er stærk og den forblinder alle."
   Pertti gloede forbavset på mor.
   Vi gik ud, og lastbilen holdt der og ventede på os. På ladet, midt i alle flyttesagerne, stod en enkelt lænestol, som om den ventede på en person.
   "Der vil jeg sidde", skreg jeg, da jeg så det.
   Jeg ville helst have været helt alene, men mor accepterede det ikke. "Jeg sidder i stolen, og du kan sidde på en pude foran mig," sagde hun bestemt. Og sådan blev det.
   Pertti var tilfreds med at komme i kabinen sammen med chaufføren.
   Kaipolas huse stod længere og længere bagude, og til sidst forsvandt de blandt træerne.
   En periode på seks år af mit liv var ved at slutte og jeg vidste, at jeg aldrig mere ville se Pyhäkoski, dens bakker med klipper eller Rillen.
   Jeg brast i ubehersket gråd.
   Mor forsøgte at trøste mig, og spurgte gang på gang, hvorfor jeg græd sådan. Men jeg kunne ikke sige det eller åbne mig for hende. Imellem os var en kløft, som jeg ikke kunne komme over.
   Dyppepennen