Jeg åbnede den gamle dør. Jeg var godt klar over, at jeg var sent på den, men entrerede langsomt i håbet om, at ingen ville lægge mærke til min ankomst. Da døren bag mig højlydt lukkede i, blev jeg dog mindet om dens højde på fire meter, dens dybde på i hvert fald fyrre centimeter og dens omslag af en blanding af tungt træ og rustent rungende jern, selvfølgelig ville gøre opmærksom på sig selv. Og det rungede så højlydt, at det 400 år gamle kirkerum ufrivilligt skreg et ekko som overdøvede orgelets falske kirkeskrig for en stund. Jeg smilede høfligt, da de grå hår drejede sig mod mig, og prøvede langsomt at liste videre mod de brune bænke. Men det var som om, at min forsinkede ankomst allerede havde forstyrret tilstrækkeligt nok til skræmme Gud væk. Jeg overvejede for et sekund, om en eventuelt afgang ville få Gud tilbage, men kom frem til, at det nok var for sent. Hver gang jeg søgte ham, skræmte jeg Ham. Hver eneste gang. Sidste vinter stormede stormen Bodil for eksempel i vort kære land, og jeg tænkte, at sådan en aggressiv kvindestorm måtte da for søren vække Gud til live. Jeg besluttede mig for at konfrontere ham med hans vel nok største angst: mig. Jeg tog mine gamle grønne gummistøvler på, gik ned til havnen, satte mig på en skrå bænk, placerede en endnu ældre grå pibe mellem mine blå læber og ventede. Men jeg behøvede ikke sidde der mere end ti minutter før jeg havde tæmmet Bodil. Jeg anede ikke, hvad der gik af hende, for at være ærlig. Det eneste jeg havde gjort, var at sidde på den skæve bænk med min gamle grønne gummistøvler, som jeg i øvrigt fandt ud af var utætte, uden at sige en lyd og uden at male andre bevægelser end mine læbers dans om den endnu ældre grå pibe. Det eneste jeg havde gjort var, at jeg var der, og det havde skræmt Bodil. Og, betænksom som hun var, havde hun taget stakkels Gud med. Så nu sad jeg altså der uden Bodil og Gud. Solen havde gemt sig bag de mørke skyer og mågerne skreg det, de formentlig troede var deres sidste dødskrig. Stormens exit havde affødt en støjende stilhed og jeg sad magtesløs i den.

Hr. Jepsen tog langsomt brillerne ned, mens hans blændende blå øjne ramte mine brune øjne dybt, da jeg, uden held, prøvede at tage min gule regnjakke af uden at gøre yderligere opmærksom på mig selv: "Hej Lomus", sagde han bekymret: "Kommer du nu her igen?" Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare: "Ja, beklager forsinkelsen, Hr. Andersen." Jeg tøvede usikkert: "Håber ikke jeg forstyrrer Dem for meget i dette ellers smukke øjeblik!" Han nikkede på den uærlige kristent-tilgivende måde. Hvad kunne man i øvrigt også forlange når man som jeg, netop havde fjernet Guden i hans gudfrygtige oplevelse. Tænk hvis jeg ikke havde været her. Så ville Gud faktisk have været den allestedsnærværende Gud som min fanatiske efterskoleforstander begejstret prædike om. Hvis jeg ikke var til, ville der være fred på jord, Bodil kunne hærge uden forstyrrelser, og alle ville leve i lykkelig harmoni, for Gud ville jo ikke blive skræmt af nogen som helst. Men jeg er her. Og sådan er det. Og det må jeg lære at leve med, ligesom alle andre. Og det må Gud også.

Det er dejligt, at jeg ikke er den eneste der har mig selv som livsudfordring; det er blevet til et fællesproblem for mig og mine bekendte! Det gør mig lidt mindre ensom. Jeg elsker for eksempel når jeg har lagt drømmebørnene i seng, givet drømmekonen det obligatoriske påtagede godnatkys og lige skal snakke med min afdøde mor, inden jeg selv bevæger min ind i endnu et stille mareridt. På grund af mors død, har hun jo så god tid og det er så dejligt, men vi bliver altid frygteligt uenige så det buldrer og brager, om det nu var dumt af mig at hive respiratoren. Men midt i denne forvirrede frustrationskamp, kan vi samles og enes om min forstyrrende personlighed, og da kan familiefreden igen få fodfæste. Det er simpelthen så rart: "Så fik man lige lettet hjertet", tænker jeg altid og føler mig forstået og værdifuld. "Jeg er ikke helt dum", plejer jeg stolt at sige til mit spejlbillede, inden jeg beslutter mig for, at jeg nok bliver nødt til at børste tænder igen i dag, hvorefter jeg lægger mig ind til min drømmekone og hvisker så sexet jeg kan, at hun er heldig at have en så forstående sexet ægte-mand som jeg, hvoraf jeg afslutter kampivrigt: "Vi skal nok klare mig skat! Vi kan godt! Så længe vi er sammen, du og jeg og drømmebørnene, kan vi klare alt; også mig!" Jeg minder mig selv om, at Gud må komme og gå som han vil, jeg er da også ligeglad, og jeg skal i øvrigt nok klare mig. Jeg bevæger mig armeret med blodrød romantik ind i endnu et mareridt. "Godnat Gud. Måske du en dag vil kendes ved mig", hvisker jeg stille og i øvrigt også ligeglad inden jeg arriverer ind i ny gudløs verden.

Jeg gik ud af kirken med nyt håb og troen på mig selv. Jeg er størst og jeg har nok i mit og mig. Og så kan Gud da være ligegyldig.