Aftenen havde forvandlet dagens livslyst til skinger mørke. Som en evig toer, havde lyset endnu engang måtte erkende dets nederlag. Dets egentlige mørke. Her stod han midt i det hele; en menneskelig tilskuer til naturens dystre gang. Èn enkelt sætning havde overtaget hans tankebaner og det eneste han nu kunne var at overvåge alt andet end ham selv; at forsøge at forholde sig til tilværelsens faktiskhed gennem en universel objektivitet. Men det syntes alligevel ganske umuligt for ham. Det hele kunne jo være et dæmonisk svigt, tænkte han.

Hver aften stod han her i et ihærdigt forsøg på at modbevise tilværelsens endeløse cyklus; intet var nyt. Og alligevel var det som om, at hver aften var endnu en virkelighedserkendelse, for her erkendte han, at det hele faktisk stadig kørte i ring. Men han håbede alligevel på, at hans sanser tog grueligt fejl. Han valgte at tro, at han så, følte og hørte forkert, for måske dét ville bringe ham lidt glæde igen. Men han følte sig magtesløs. Sanserne var det eneste, som kunne modsige den cirkulerende sætning, og selv ikke sanserne kunne han kontrollere. Han følte sig på bar bund. Han havde erfaret, at når han for eksempel så noget, var det som om, at det var indiskutabel virkeligt, selvom han egentlig ikke anede om det nu også var det. På den ene side håbede han, at det ikke var, for da ville sætningen være løgn, men på den anden side ville han aldrig finde ud af om det var, for han ville for altid være slave af disse sanser. På trods af deres usynlighed var de umådeligt større end ham. Det han hørte, så, og følte ville være sansernes aborterende fødsel. Virkelighedens døde skrig. Og hans umiddelbare tanker, som sætningen nok var et resultat af, var en konsekvens af disse bedrageriske skabninger. Han kunne intet gøre.

Som han stod der kom han til den nye samme erkendelse: heller ikke i aften var der nyt under himlen. Han håbede dog, hvilket gjorde ham lidt mindre vemodig. Han drømte sådan om, at han en dag ville slippe løs. Forsvinde ind i bevidsthedens løse uendelighed. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt. Det var det nærmeste han kunne komme på at vinde kontrollen tilbage til ham selv. I hans aflukkede tanker så han sig selv danse rundt i lysets endeløshed. Det gjorde ham glad for en stund. Et spinkelt håb, om at synsanserne ville danse med, ramte ham, i det han besluttede sig for igen at åbne op. Men livet var en evig skuffelse. Lyset var stadig mørkt. Han tvivlede mere og mere på, om han nogensinde ville finde vej tilbage til magten over sanserne igen.

Sætningen kørte stadig. Den var den samme. Helt og aldeles uændret; den frygteligt samme. Snart ville dagen lys komme til og for en stund erstatte nattens mørke. Men det hele ville være midlertidigt. Alt det gode ville om nogle timer være tabt. Igen. Og sådan ville det blive ved. Men han ville flygte ind i søvnens drømmende midlertidighed med et ønske om aldrig at komme ud derfra igen.
   Nu ville han blot sove det hele væk. Han lænede sig udover og håbede aldrig at komme op igen.