- Hold da helt kæft. udbryder Magnus, i samme sekund tyverialarmen går i gang.
   - Hvorfor fanden smadrede du også vinduet din idiot. Min hjerne kører i højeste gear for at finde ud af, hvordan jeg kan slippe væk fra det her uden at få endnu en plet på min straffeattest. Politigården ligger kun fem minutter herfra, og der vil jeg nødig hen igen. Mine forældre flipper fuldstændig ud, ligesom sidste gang jeg blev anholdt. Jeg rækker ud efter Magnus' trøje og hiver ham med mig,
   - Op på knallerten nu, råber jeg i et forsøg på også at redde hans røv. Knallerten kommer ligeså stille op i fart, håndtaget er i bund mens vi drøner af sted. Min elskede Puch Maxi drøner ikke så lidt besværet henover veje og vandpytter, Magnus er helt stille omme bag på, tanken strejfer mig et øjeblik, om han er faldet af, men jerngrebet omkring mine hofter er ikke til at tage fejl af.

Syv kilometer ude af byen stopper jeg knallerten og slapper af, Magnus kigger noget forblæst på mig, men bryder så ud i et smil. Adrenalinen pumper rundt i min krop. Og min hjerne er fuldstændig opkvikket, efter det lille 'vindpust' jeg har fået. Hele mit ansigt er følelsesløst, og jeg kan tydeligt mærke november-kulden. En ringende lyd bryder stilheden, Magnus' mor ringer til ham, for at fortælle der er aftensmad.

En halv time senere står jeg alene i byen og kigger på min telefon, mine forældre har ikke skrevet til mig. Selvfølgelig har de ikke det, jeg spiser alligevel altid i byen. Jeg sætter mig op på 'Maxien' og vrider håndtaget helt i bund, motoren kvitterer med en højlydt skralden. Jeg åbner døren og min mor kigger ud i entreen.
   - Er det dig?
   Jeg tager min tynde jakke af, og mine fuldstændig udtrådte og voldsomt slidte sneakers.
   - Selvfølgelig er det mig. Siger jeg lettere irriteret. Jeg ser på hende, kigger hende dybt i øjnene, de klare funklende blå øjne. Hendes øjne flakker, og hun vender hovedet.
   - Kan du ikke engang se på din egen søn?
   Hun ser lettere overrasket ud, kigger bare kort på mig og vender sig så rundt. Hun opgav mig allerede da jeg blev anholdt første gang. En ordentlig mor ville stadig bekymre sig om sit barn, selv hvis det var blevet anholdt for mord.
   - Hvorfor? Min mor vender sig om, jeg kigger hende endnu engang i øjnene, det er som om jeg ser hende, først nu ser jeg hende for alvor. Hun er nedslidt og bagud med søvn, hun ligner en der har festet i flere uger, selvom jeg udmærket ved, at hun arbejder konstant eller prøver at passe huset. Jeg åbner køleskabet og ser om der er noget spiseligt. Selvom jeg spejder og gør mit bedste, for at finde noget mad med en normal farve, føles det umuligt.

Min far er ude på endnu en af sine evindelige salgsture med kontoret. Han tjener en stor procentdel af hele vores familieindkomst, hvilket desværre stadig ikke er særlig meget. Han bærer altid jakke-sæt, og gør alt for at se fin ud. Det er en af de ting jeg hader ved ham, han prøver at være en han langtfra er.

Jeg vågner med et sæt, det banker på døren. Jeg springer i mit tøj og spurter ud til døren. Et ubehageligt syn møder mine øjne. To uniformerede betjente står og kigger på mig, blikkene er nærmest bløde og medfølende.
   - Hvad laver i her? Jeg overvejer lidt om det kan have noget med det smadrede vindue at gøre, men tanken bliver afbrudt af en skarp dyb stemme, fra den højeste betjent.
   - Er din mor tilstede? Spørgsmålet rammer mig som en lussing. Min mor. Hun har aldrig gjort noget galt. Hun kommer ud i entreen, mens hun tager en morgenkåbe omkring sig.
   - Hvad er de herrers formål? Min mor har vidst øvet sig på den replik, for den kommer ligesom et selvforsvar. Sulten slår mig pludselig, da min mave knurrer som en hjemløs kat, der lige har mødt den ledeste hankat nogensinde.
   - Vi er kede af det på jeres vegne, men John var involveret i et biluheld i nat, og han overlevede det desværre ikke. Jeg er sikker på at meldingen ramte os begge som en knytnæve, alt luften i mine lunger fordamper med ét, alting slører for mine øjne jeg er på grådens rand.

Min mor er død, ligesom min far, en tom skal der går rundt. En kylling der løber rundt uden sit hoved. Siger absolut ingenting, men går bare rundt. Hun glemmer helt at spise, tager ikke på arbejde, hun står bare og kigger

Jeg pakker mine ting ud på mit nye værelse hos min tante, Min mor var allerede samme dag endt på 'Anstalten'. Min tante har aldrig fået børn, og hendes mand er død for mange år siden. En eddikesur enke, der ikke har den store interesse i børn. Jeg ved, at første gang jeg skuffer hende bliver jeg sendt væk, det kan jeg ligesom mærke på hendes opførsel, men jeg ønsker alligevel ikke at være her længere end højst nødvendigt.

Jeg hopper ud af døren i fuldt firspring, løber ned på gaden, finder en løs brosten fra fortovskanten og kyler den alt hvad jeg kan igennem min tantes vindue, springer så på knallerten og vrider håndtaget i bund, styrthjelme er efter min mening overvurderede, så jeg blæser bare af sted uden at tænke over det. Da jeg kommer 'hjem' igen om aftenen er der blevet gjort et mislykket forsøg på at lappe hullet i vinduet.
   Min tante flyver op og skriger mig ind i ansigtet.
   - Hvis ikke jeg havde lovet din mor at tage mig af dig, så havde jeg allerede meldt dig til politiet, men i stedet har jeg meldt dig på en fremragende efterskole. Måden hun kigger på mig når hun siger det er nærmest hoverende.
   Jeg kigger op på hende, ikke synderligt overrasket.
   - Okay.