Jeg kan huske, hvor svært det var at sluge pillerne den morgen. Der var noget der ikke passede, noget som havde undret mig længe. 4 måneder forinden, var min bøn endelig blevet hørt, mine ar endelig blevet set og håbet om bedring endelig blevet forstærket. Den ældre svenske psykiater, som jeg havde måtte bruge en oversætter for at forstå, havde uddelt et hvidt stykke papir, med skriften "Depression social angst og nervøs spiseanfaldstilbøjelighed", samt utallige recepter med lykkepiller til mig. Jeg husker min tvivl omkring medicinen. Jeg husker at jeg ikke fandt det okay, at give en 14 årig pige antidepressiva, men jeg fulgte ordrer, som en nyspirende aspirant i hæren, med et ønske om at klare opgaven - eller kun de første 2 måneder, hvor jeg pludselig kunne overkomme hele verdens problemer tilsammen, selvom jeg blot forinden, havde været så dybt nede på havets bund, at end ikke samtlige tegneserie helte, var i stand til at redde mig.

Noget føltes igen forkert. Håbet og troen om bedring, var på det laveste, som jeg kæmpede mig igennem timerne den dag. Det umættelige tomrum, der fyldte min mave, satte et forfærdeligt tankemylder igang. Blot få uger forinden, havde jeg fået den geniale idé, at stoffer kunne hjælpe mit vægttab, hvilket det sandeligt også gjorde. Tænk at mine forældre ikke havde bemærket, min pludselige energi, eller mine pupiller, der mest af alt, bedst kunne beskrives af H.C Andersen i hans fantastiske eventyr "Fyrtøjet".

Jeg havde ligget i sengen, hele den kolde Oktober dag. Den store tunge gåsedunsdyne, havde som en sirene draget mig nedenunder og beholdt mig som en discipel. Trods mit mangel på overskud, var der en fyr. Selvom jeg ikke var i stand til, at give af mig selv, havde vi alligevel en aftale. En aftale om at ses den aften. Jeg husker at jeg stod i gangen, ved vores store spejl. Jeg havde iført mig en tyk vinterjakke, velvidende at vejret ville være imod mig, nu at jeg skulle begive mig hjem til ham. Alt var planlagt, da han som et lyn fra himlen pludselig ikke svarede mig. Forladt, svigtet og uønsket endnu en gang.

Den velkendte dyne, omsluttede igen min krop, som jeg omfavnede dens ydre. En sort lysekrone, oplyste mit lille værelse. Jeg ved ikke hvorfor at hans handling, fremprovokerede en sådan reaktion, men som jeg lå omgivet af af den velkendte mørke ensomhed, fik jeg skælvende halet min mobil frem, mens jeg kortfattet fortalte min mor, at jeg ikke ville leve længere.
   Igen omfavnede den tykke vinterjakke mig, som vi begav os ud på parkeringspladsen. En stor hvid bygning og et lille skilt påmalet "Psykiatrisk Akutmodtagelse", kom til syne, da jeg steg ud, af den sorte stationcar. 2 vagter og en lille dame, stod ventende få meter væk. Det føltes som en dårlig film. Alle skrækfilm om psykiatriske afdelinger, spolede holografisk igennem mit hovede. Mit indre billede forestillede sig hvide kitler, kanyler, spændetrøjer og medicin fremkaldte zombier. De førte mig over til en lille bygning, som de kaldte "skærmen". Min næse fyldtes med en overvældende lugt af plejehjem, som jeg trådte ind i bygningen. Damen førte mig hen til et lille værelse, med tilhørende badeværelse, da det slog mig, hvor forfærdeligt hvidt der var. Hun bad mig række hende min taske, den skulle gennemsøges for skarpe genstande. Det var som en kliche af en fængselsfilm. Jeg følte mig som et indespærret dyr, da hun bad mig om at tage mit tøj af, så hun kunne se alle mine hjemmelavede ar. Jeg ventede egentlig bare på ordren til, at sætte mig på hug og hoste, da hun fik halet en iphone oplader op af min taske.

- Har du tænkt dig at gøre noget med denne her?

spurgte hun, mens hun overvejende, gav mig et synligt elevatorblik.
   Hele den næsten komisk dystre situation, gjorde mig ude af stand til, at tilbageholde et fnis, alt i mens jeg fremstammede

- Nej det ville ikke lige være mit første valg, hvis jeg skulle hænge mig selv

I en hurtig bevægelse rejste jeg mig, mens jeg åbnede toiletdøren, som jeg lukkede den igen, kom en hånd til syne igennem åbningen.

- Jeg skal overvåge dig i nat, så du kan desværre ikke lukke døren, bare lad som om at jeg ikke er her.

Lykkelig over ikke at skulle nummer 2, tændte jeg vandhanen og kastede en smule kold vand i hovedet.
   Et pilleglas, med en sort lille pille, stod på bordet ved siden af en lille seng. På en stol symmetrisk overfor, sad damen. Hendes blik fulgte hvert et skridt jeg tog, hver en bevægelse jeg lavede, hun var næsten som et menneskeligt overvågningskamera. I en hurtig bevægelse, slugte jeg pillen og lagde mig med ryggen til hende.
   En anden dame kom ind i rummet, morgenen efter. Fortumlet og forvirret, slugte jeg den velkendte sorte pille, som hun havde medbragt..

- Vil du ikke have noget morgenmad Freja? De andre sidder allerede derude.

Spurgte hun, med et "Nurh hvor er det bare synd for dig" blik, som selv Stevie wonder havde set.

- Nej ellers tak, jeg vil egentlig gerne sove.

Fik jeg fremstammet, hvorefter hun lukkede døren og gik.
   Da slog det mig igen, hvor hvidt der egentlig var. Hvide vægge, hvidt loft, hvid seng, hvidt betræk, kun brudt af en stor rektangulær blå firkant, malet sporadisk på væggen. Undrende over den obskure indretning, blev min balance sat på prøve, som jeg vaklede hen til et lille vindue, for enden af værelset. En udsigt til et grønt græsareal og nærliggende afdelinger, var alt jeg havde. Som den sande rebel jeg var, forsøgte jeg at åbne vinduet, men det var låst. Teorien om et dyr i bur holdt stik, der var ingen udgang fra dette hvidt-malede helvede.
   Med en pakke røde prince i hånden, vaklede jeg hen til døren, overrasket over at den var ulåst, sneg jeg mig ud i fællesarealet. Det var ikke overraskende, at alt også var hvidt her. Et stort hvidt rum, en lille motionscykel, 2 hvide sofaer og et tv, møblerede det store rum. Vinduer til en rund have, omgivet af afdelingen, fik mig til liste igennem det forfærdeligt hvide rum. Måske var det et psykologisk forsøg på at berolige patienterne, ellers var indretningsarkitekten Afrikansk, desperat efter en transformation som Michael Jackson, hvem ved. En velkendt duft af frisk luft, fyldte mine lunger, da jeg åbnede døren til haven. Hurtigt afløst, af den længeventede nikoton slog en tanke sporadisk igennem mit hovede - hvornår slipper de mig fri?