Jeg kan huske duften af mad, der langsomt banede sig vej, igennem vores lille rækkehus. Jeg dagdrømmede altid, og tit ænsede jeg ikke, hvad der foregik omkring mig. De opdigtede scenarier, med rigdom og kærlighed, overskyggede den kaotiske hverdag, som jeg prøvede at leve i. Jeg var konstant omgivet af mennesker, men alligevel følte jeg mig dog, så forfærdeligt alene. Det var som at gå på hovedbanegården i myldretid, med musik i ørene. Tonerne fra vrede rock numre, kunne altid høres i huset, når min storebror var hjemme. Hans tilstedeværelse gik aldrig ubemærket hen. Under den indøvede facade af arrogance, vidste jeg godt, at der var en lille usikker dreng, der manglede anerkendelse og accept.
   Min mor kom til syne i døråbningen, til mit lille lyserøde værelse. Barbie puder, og et stort hvidt myggenet, prydede min seng. Hun bad mig bestemt, om at komme ind og spise. Jeg var egentlig ikke sulten, men maden udfyldte det tomrum, der så længe havde gnavet i mig. Den aften var der en trykket stemning i huset, og som jeg satte mig ved middagsbordet, blev den kun forværret. Et rundt hvidt bord, med sølvfarvede ben, var vores daglige samlepunkt. Tit følte jeg, at jeg oplevede mit liv, som en flue på væggen. Jeg følte mig som Harry Potter, når han bar sin usynlighedskappe, jeg så dem, men de så ikke mig. I flere år havde jeg været ubemærket, det var nemmere at gøre som der blev sagt, end at trodse autoriteterne. Min far var overbevist om at jeg var autist, det var ikke normalt at læse 9.klasses engelsk i 3. Jeg gjorde alting korrekt, hvilket resulterede i, at jeg aldrig sagde et ord ved middagsbordet, eller blev talt til for den sags skyld. Som jeg igen dagdrømmede, blev jeg i et øjeblik opmærksom. Tonelejet ved bordet spidsede til, og som min bror kastede et blik på min far, fyldtes hans store krystalblå øjne med had. De kunne ikke sammen, hvilket var tydeligt i det lille hjem. Hver eneste dag, var en magtkamp i mellem dem, min far kunne ikke forstå, hvorfor at min bror ikke parerede ordre.
   Jeg hørte ingenting, da min far pludselig rejste sig op, og smadrede en tallerken ned i bordet. Vi vidste godt, at min far var utilregnelig. Vi vidste godt, at han pludselig eksploderede, og blev voldelig både fysisk og psykisk. Min bror kunne altid trykke på de rigtige knapper, han trodsede altid min fars ordre. I en hurtig bevægelse, trak min mor mig ned af stolen, og som jeg lå der under bordet, betragtede jeg min bror.
   En stor klinke fra tallerkenen, sad dybt i hans arm. Næsten mekanisk trak han den ud, imens han med tunge skridt, gik målrettet hen til knivblokken af stål. Jeg var ikke bange, min bror havde jo truet min far, med en kniv før. Jeg følte ikke at det var forkert, det min bror gjorde. Jeg havde altid set op til ham, gjort hvad han nu havde bedt mig om, og snakket ham efter munden.
   Jeg ænsede ikke, at min mor havde ringet efter politiet, eller at min bror og far var oppe og slås. Pludselig lød et højt brag, jeg banede mig vej igennem glasskårene, og listede mig ud i gangen. Min bror var væk, og en høj mand i uniform, talte bestemt til min far. En følelse af lykke flød igennem min krop, da jeg så at han var i færd med at pakke en taske, og talte noget om "skilsmisse". De gik sammen ud af huset, min far tog vidst nok hjem til min farmor. Der var ubehageligt tomt den aften, stilheden var pinende, men ingen af os havde lyst til at tale. Med et forfærdet ansigtsudtryk, bad min mor mig bestemt om at gå i seng, hun sagde ikke andet. Chokeret bearbejdede hun dagene i tavshed, igen var jeg ikke til stede. Efter nogle dage kom min far og bror hjem, og som altid, lod vi bare som om at intet var hændt.