Jeg betyngede dig med min kærlighed og affektion, inden klokken slog tolv;
som dengang neonlysene blændede os, og verden syntes mindre rummelig - der var kun plads til os to i denne forsamling af forvildede sjæle. Vi forcerede os gennem menneskemængden og op på scenen i det blottende spotlight. Der stod vi, sprudlende og livlige; pulserende som tusinde knytnævers monotone slag mod det endeløse loft. Bassens hjertestartende slag dulmede i kontrasten til alle de ord, dine øjne skreg, mens essensen af glæde løb fra vore kinder.