Det var lunt og lugten af det fugtige græs kildede hendes næsebor. Søen lå stille hen og hun fik sådan en lyst il at bade. Hun tog forklædet af og foldede det sammen, bandt kjolen op, der var hægtet sammen i taljen og lod den falde ned på jorden, for derefter at samle den op og lægge den omhyggelig sammen og lægge den på en stor sten, der lå ved bredden. Underkjolen beholdt hun på, gik med bare fødder ned i vandet mærkede det kølige vand omslutte hendes fødder. Det føltes så dejligt. Hun gik længere ind i vandet, helt hen til hofterne og dukkede så under. Underkjolen pustede sig op og omgav hende som en redningskrans. Bunden var lidt mudret her og hun trak fødderne op under sig. Hendes far havde lært hende at svømme, en dag, hvor de havde været på en fisketur. Hun havde det så varmt, og da hun var ved at smelte i solen, havde han givet hende lov til at tage kjolen af og tog hende med ud i vandet. Han viste hende, hvordan man kunne svømme uden at få hovedet under vandet, hvordan hun kunne komme over på den anden side af bredden. Hun havde det så dejligt i vandet, nød at ligge og flyde på overfladen, mens tøjet omgav hende som blomsterblade. Han havde siddet og lavet en skitse - han lavede altid skitser, når han syntes der var noget han skulle holde fast, et indtryk, en stemning og hun havde slet ikke noget i mod, at ligge stille i vandoverfladen så han kunne tegne. "Åkande" kaldt han billedet, da det var færdigt.
   Når hun kom ned til søen kunne ikke nære sig, fik altid lyst il at gå ud i vandet, få dyppet kroppen og mærke køligheden på huden. Efter badet tog hun hurtigt tøjet på og for sammen, da hun hørte en lyd i nærheden, skyndte sig at stryge kjolen glat og for sig hen over håret.
   Det var Sebastian, er kom igennem buskadset, med et græsstrå i munden.
   "Hej" sagde han og så på hende. Hun kunne se i hans blik, at han havde set hende derude og rødmede.
   "hej "svarede hun" og ville hurtigt gå forbi ham.
   "Det er dejligt derude, hvad", sagde han spørgende. "har du ikke lyst til at blive lidt?"
   Der var noget i hans stemme, der fik hende til a slappe af, noget der sagde hende, at han ikke var ude på at drille eller røbe hende.
   "Jo, svarede hun lidt tøvende", mens hun pressede vandet ud af fletningen der, hang ned på hendes ene side.
   "Er du ofte herude?" spurgte han og igen rødmede hun. Det var hendes hemmelighed og der var egentlig ikke andre der skulle vide noget om det".
   "Af og til "svarede hun undvigende. "Hvad med dig?"
   "Det er først gang, at jeg er her", svarede han. "Jeg kendte ikke denne del af søen. Man skal jo hen over forpagterens grund."
   "Medmindre man kender en hemmelig sti", tilføjede hun. "Hvis du lover ikke at sige noget til andre om, at du har set mig her, vil jeg fortælle dig hvordan du kan komme hertil uden at skulle igennem forpagterens have". Hun så direkte på ham og hendes ansigt havde et beslutsomt udtrykt.
   "Jeg siger ikke noget til nogen" svarede han hurtigt. "Må du da ikke være her?" tilføjede han bagefter.
   "Det sømmer sig ikke for piger ... at bade", svarede hun.
   "Nå", svarede han. "Men vandet ser faktisk rigtig dejligt ud.Venter du på mig, hvis jeg lige bader"? spurgte han og var allerede ved at tage tøjet af.
   Hun svarede ikke rigtigt, men så ham løbe ud i vandet. Han vendte sig om. "Du har ret, det er virkelig dejligt", sagde han. Han tog et par svømmetag , dykkede ned og forsvandt et øjeblik under vandet.
   Da han dukkede op igen og vendte sig mod bredden, var hun forsvundet.
   "Mathilde"... lød hans stemme, men hun var allerede på vej og et godt stykke ned ad den lille sti, der førte langs med bredden. Han ville ikke få at vide denne gang, hvor den lå.
   Hun mødte ham igen et par dage efter. Han passede hende op. "Hvor blev du af den anden dag? spurgte han. Du havde lovet..."
   "jeg skal nok vise dig stien, sagde hun hurtigt.
   "I eftermiddag?" spurgte han.
   "Jeg ved ikke, om kan gå i eftermiddag", jeg skal passe den lille sagde hun med bøjet hoved.
   "Hvornår så? spurgte han
   "Måske senere - ved 7 tiden". Vi kan mødes ved den store sten bagved kirkegården."
   "Ved kirkegården ?" gentog han undrende.
   "Jeg sagde jo, at det var en hemmelig sti" sagde hun.
   Ok - lad os sige det, bekræftede han. _" jeg venter på dig dér" sagde han og så på hende og hun vidste, at han ville stå dér.