Hun ventede på ham udenfor caféen, uret på mobilen viste ti minutter over fire. Han plejede ellers at komme til tiden, så hun stod og trippede lidt. Endelig kom han gående - hun kunne se ham på afstand, frakken, der stod åben og flagrede omkring ham. Han nærmede sig med store skridt.
"Undskyld", sagde han, "mødet tog lidt længere tid. Og det er helt umuligt, at finde en parkeringsplads her i nærheden".
"helt i orden "svarede hun, mens hun puttede sig i hans arm, som han havde lagt omkring hende. De gik ind i caféen og tog plads ved et bord, som lige var blevet ledigt. Solen skinnede ind igennem ruden, mens de satte sig.
"Hvad vil du gerne have ?" spurgte han, "en latte ?"
Hun nikkede. "Ja gerne", svarede hun.
Et øjeblik efter kom han tilbage med to store kopper og satte den ene med en elegant bevægelse foran hende.
" Værsågod".
Hun smilede. "Man skulle tro, at du har lært det", sagde hun.
"Jeg har faktisk været tjener på en café i min studietid", svarede han. "På café sommersko. Kender du det?"
"Sommersko? Ja, det gør jeg", svarede hun og straks begyndte minder at poppe op i hendes hoved.
"Café sommersko. Det var dér jeg mødte min allerførste kærlighed," svarede hun.
"Nå", udbrød han. "gjorde du det? Var det én der arbejdede der eller en gæst?"
" det var faktisk en gæst. Vi var tre piger, der var taget på café. Sommersko var rigtig trendy dengang, lidt mere flippet end det er i dag. Vi kunne tilbringe mange timer derinde, men de tjente vist ikke mange penge på os. Og kors hvor havde vi mange diskussioner derinde: om meningen med livet, om døden og den slags. Og så kom han. Et lidt fregnet ansigt, rødblondt hår, med en kasket på det krøllede hår. Og han havde en guitar med". Hun tav et øjeblik og lod minderne passere.
"Han kom med sit smil, sin guitar og spurgte om han måtte sætte sig. Selvfølgelig måtte han det - vi rykkede bare sammen - . Lidt efter kom også hans ven Joachim - med samme navn som prinsen ." Hun fnisede ved tanken om de drillerier den stakkels fyr måtte lide, bare fordi hans forældre syntes, at han skulle hedde det samme som den nye prins. "Og lidt senere kom der endnu en fyr, som hed André".
"Det var helt perfekt. Pernille og Joachim fandt hurtigt sammen og Jacob og mig. Mia og André var ikke særlig interesserede. André var den der blege type, der tænker meget, lever mere oppe i sit hoved end i sin krop, han virkede altid lidt deprimeret. Jeg tror han havde det svært af én eller anden grund. Vi vidste ikke ret meget om ham, han fortalte ikke så meget. Og Mia - hun var mere den bestemmende type, hun skulle ikke noget med ham.
Men Jacob... Vi faldt hurtigt i snak med hinanden. Jeg kunne lide hans fregnede ansigt, den måde han kiggede på, hans smil - og så når han spillede guitar. Han havde en meget blid og varm stemme, der rørte mig dybt på én eller anden måde. Jeg kunne lytte til ham i timevis...
Jeg ved faktisk ikke, hvad der blev af ham. Vi kom fra hinanden. Havde et skænderi, fordi jeg var jaloux. Han havde flirtet med en anden pige - han havde været halvfuld - og jeg så dem sidde sammen og kysse. Det var for meget..."
Hun tav et øjeblik, kunne stadig mærke stikket i hjertet. Det føltes som om en dør var blevet lukket og hun blev koldt indeni. Hun havde elsket ham uden forbeholdt - som man elsker for første gang.