Det kunne godt være hans mor var død, men det skulle ikke forhindre ham i at gå på indkøb. Han skrev en huskeseddel, en anden huskeseddel der skulle minde ham om den rigtige huskeseddel og derefter et digt:
   "Mug og serpentiner forvandles til druer,
   Mine øjne svier og har gjort det længe,
   Du kan ikke lade som om intet er sket,
   Så glad og tyk du er."
   Derefter var det af sted til købmanden. Han huskede huskeseddelen, hvilket beviste, at hans hukommelse virkede formidabelt. Han huskede sågar også den rigtige huskeseddel, den som han skulle bruge hos købmanden. Han var i sit skarpe hjørne i dag. Han var i sit es. Han var i sit livs efterår. Måske vinter. Han havde aldrig været god til det med årstider. Han havde engang holdt sommerferie midt i februar, og havde det ikke været fordi han var så pokkers sexet, var det aldrig gået. Han var også arbejdsløs, så det hjalp nok også på det.
   Da han trådte ind hos købmanden, blev han straks ramt af en mærkelig duft. Han kiggede rundt, duftede sig frem, men fandt ikke kilden. Han konstaterede, at det nok bare var butikken der duftede. Det var en gammel bygning, og den var bestemt ikke ideel til købmandsforretning. Eller leguaner for den sags skyld. De skal vist have det fugtigt, og det kunne man ikke beskylde denne bygning for at være. Den var knastør. Lige så tør, som de fleste kunders hud. Mange af kunderne var gamle. Det kunne også være dem lugten kom fra, tænkte han. De var oplagt at skylde skylden på i hvert fald. Han duftede til en dame, som i det samme gik forbi ham. Men det var ikke hende duften kom fra, så han stoppede med at tænke over det og gik videre ind i forretningen.
   Han fandt sin huskeseddel frem. Han skulle have bananer, mayonnaise, en skruetrækker og tobak. Han gik hen til frugtafdelingen. Der var tusindvis af bananer at vælge imellem. Der var grønne, gule og sågar brune. Han tog en god blanding. Der var tilbud på syv for 13,50. Det var billigt. Det var to kroner pr. banan, og så den syvende for halvanden krone. Det kunne også være den fjerde der kostede halvanden, tænkte han. Eller den sjette? Han blev forvirret. Han var nødt til at spørge en medarbejder. Heldigvis stod der én ved æblerne, så dette forløb behøver jeg ikke beskrive så grundigt. Bananerne og æblerne lå nemlig lige ved siden af hinanden. Han spurgte medarbejderen om, hvilken banan der kostede halvanden krone. "Den første." svarede medarbejderen, og forlod æblerne, til stor skræk og rædsel for en forbipasserende hare, som også skulle have bananer.
   Nu skulle han, ikke haren, finde mayonnaise. Da det var en lille købmandsforretning havde de ikke en separat mayonnaise-afdeling, så han gik ned til hylden med alle de andre dressinger. Der fandt han rigtignok mayonnaise. Så mere drama var der ikke i det.
   Skrutrækkeren vidste han præcist, hvor var. Han skulle bare forbi pallen med chokolade, til venstre ved hylden med de ristede løg, ned ad gangen med den pædofile ballonsælger, til højre for afdelingen med bibler og op ad stigen. Så skulle han hoppe ned af stigen, råbe "Hjælp!" tre gange og sutte på sin højre tommelfinger. Derefter ville en medarbejder automatisk komme ham til undsætning. Medarbejderen ville berolige ham, og tage ham med ud på lageret og ind på kontoret. Der ville han få en kop kakao og en seddel med navnet og nummeret på en elektriker, "der kunne lidt af hvert... " som medarbejderen udtrykte det. Medarbejderen ville så gå. Nu sad han, Leif, som han i øvrigt hedder, på et kontor fuldstændig omringet af værktøj. Det var et slaraffenland af billige tyske produkter. Og vupti, fandt han en skruetrækker og gik tilbage ud i butikken. Nu skulle der købes tobak.
   Leif gik op til kassen og lagde mayonnaise og bananer op på kassebåndet. Han impulskøbte også lige nogle magneter, for dem kan man jo aldrig få for mange af. Skruetrækkeren beholdt han i baglommen. Kassedamen vidste godt, at Leif stjal skruetrækkere fra butikken, men sagde aldrig noget til det. Hun stjal selv lidt ymer i ny og ikke mindst i næ, så hun var mindst lige så skyldig som ham. Da hun havde scannet varerne ind, spurgte hun om der var andet Leif kunne tænke sig. Leif bad om tobak og fik tobak. Han betalte for det hele med en spritny halvtredser. Det var langt fra nok til at betale det hele, men kassedamen var ligeglad. Hun skulle jo også dø i dag.
   Da Leif kom hjem, smed han bukserne og lagde sig i sengen. Nu skulle der rigtig hygges med tobak, bananer, mayonnaise og skruetrækker. Hans webcam-show startede om to minutter, så han nåede hjem, lige til tiden.