I film er det anderledes. Som en dansk sommer på det tidspunkt, hvor kirsebærtræerne springer ud. I virkeligheden er det imidlertid sådan, at solen nogle gange skygges for træer. I hobetal.
Folk kan vist godt lide processer. I hvert fald når det kommer til andre end dem selv. Noget med at det ufuldkomne faktisk er perfektion. Ligesom gamle tallerkner som folk sætter sammen, i forsøget på at få det helt perfekt-tilfældige "eklektiske hjem" og tre sider i et kitch boligmagasin.
Siden hvornår har hjertet trukket sit hjertebank i en Bo Bedre-automat. Livet kan ikke bare sådan lige kopieres. Når et kys flyver på eventyr og vender hjem igen; dét er livet. Roden til alt godt. Som at genplante en rose fra sidste år på ny. Ny jord, ny regn, nye støttegrene af bambus til at bære de hårde dage.
Måske det kun er for den naive, at en sådan genplantning går som smurt. For den naive, som kigger til blomsten hver fjerde dag. Og som sjovt nok ikke er den blomst. Hver dag. Men en blomst træffer vel også sine egne valg. Et valg om ikke at ville visne. Om at prøve at gengro - hvis det umulige skete, og solen atter kom tilbage i den perfekte vinkel, på det perfekte tidspunkt og i det perfekte rum. Åh ja, perfektionen. Ej at forglemme.
Blomster er altså ikke kun sommerprojekter for de udefrakommende. Det kunne man ellers tro. Som i en film, når de spoler i tidobbelt tempo hen over naturen, så man på kun fem sekunder får lov at se en hel naturs udvikling fra tørt sand til fuld flor. Forvirrende, meget forvirrende egentligt, for det er jo blomsten, som vokser. Noget med at se solen på trods af træer.
Rosentorne kan lige pludseligt fylde langt mere end rosenblade og duft...Der var vel en grund til, at rosen i allerførste omgang ville vokse. Vand mig.