Tjo... Det går sgu ikke lige altid efter planen gør det? Det gør det i hvert fald ikke for mig. Det ender altid med, at et eller andet går galt. Men, det er der jo ikke noget at gøre ved, "Bare videre", som de siger. Men at komme videre er altså ikke altid lige nemt, og slet ikke hvis folk bliver ved at med minde dig om, lige netop det, som du forsøger at glemme.
   Mit navn er Logan. Logan Keys, for at være helt præcis, men de fleste kalder mig bare "ham der". Der er aldrig rigtig nogen der har interesseret sig for mig, men det vænner man sig til. Jeg er faktisk slet ikke sikker på, at de overhovedet er klar over hvad jeg hedder.
   I klassen har jeg altid været den, der er blevet holdt udenfor. Jeg bliver altid valgt sidst til altting. Basketball, fodbold, floorball... Generelt alt der har noget med sport at gøre. Jeg er nemlig ikke specielt god til det med bolde. Der var engang en der fyrede en bold lige i smasken på mig, i en fodboldkamp, i idræt. Jeg stod i mål og bolden kom lige imod mig! Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg stod bare der som en idiot og klask der kom den. Lige midt i ansigtet. De andre drenge var flade af grin, men jeg kunne ikke se det sjove i det. Der stod jeg, med blod tud og holdte mig for næsen, mens de bare grinede.
   Jeg har tit tænkt over hvad meningen med det hele er. Hvad meningen med livet er, hvorfor græsset er grønt og himlen blå, hvorfor nogle dyr kan flyve, mens andre ikke kan.
   Min biologilærer har godt nok fortalt mig, hvorfor græsset er grønt og himlen blå, og hvorfor nogle dyr kan flyve, mens andre ikke kan. Det er åbenbart alt sammen noget med, at dyrene tilpasser sig, noget med atmosfæren og stratosfæren, og så nogle forskellige gasser og luftarter. Hvad det så end betyder?

Jeg var på vej hjem fra skole en dag, og havde ikke synderligt travlt. Godt nok skulle jeg til frisøren, og vi skulle vist nok også have gæster, men jeg følte ikke jeg havde travlt.
   Jeg valgte at tage den lange vej hjem. Den vej der gik gennem skoven, hen forbi den gamle købmand og ned forbi søen. Den smukkeste vej, men også den længste.
   Der gik jeg så, og nynnede en fængende melodi.
   Solen skinnede og det var rimelig varmt udenfor. Det var en skøn dag, og jeg kunne ikke lade vær' med at smile. Ikke fordi jeg havde haft en specielt anderledes dag, end hvad det normalt var, men fordi, at jeg bare var glad. "Carry on smiling, and the world will smile with you. Life is a flower, so precious in your hand"... Jeg sang højt og smilede bredt. I dag var en god dag. Jeg stoppede nede ved søen og kiggede rundt. Jeg satte mig ned på den gamle bænk, og kiggede på fiskene der dannede ringe i søen. Der var børn der rendte rundt og legede, og ældre damer der fodrede ænderne. Jeg sad på bænken i et stykke tid, før jeg besluttede mig for at gå videre hjemad. Da jeg trådte ind ad døren derhjemme, kunne jeg dufte, at min mor havde bagt. Duften af nybagte boller fyldte huset. Jeg hængte min jakke på knagen og tog skoene af.
   "Hej mor" sagde jeg og gik ind i køkkenet til hende. Jeg smilede stadig bredt og gav hende et kæmpe kram. "Jamen Logan dog, hvad er der med dig i dag?" spurgte hun og smilede tilbage til mig. "Der er da ikke noget, jeg er bare glad" svarede jeg og tog min taske og gik ovenpå, på mit værelse. Jeg smed tasken på min seng og lagde mig på gulvet. Jeg kiggede ud af vinduet, så op i loftet og så ud af vinduet igen. I dag var virkelig en god dag. Mens jeg lå der på gulvet kom jeg igen til at tænke på, hvad meningen med det hele var.
   Jeg tænkte og tænkte, og tiden endte med at rende fra mig. Pludselig kunne jeg hører min mor råbe nede fra køkkenet "Logan! Du kommer for sent til din tid ved frisøren!" råbte hun, og jeg fløj op fra gulvet, som et missil. Jeg spænede ned af trappen, og var lige ved at falde i svinget, på vej ud ad døren. "Vi ses senere mor!" nåede jeg lige at råbe, inden jeg smækkede døren efter mig.

Da jeg var blevet klippet og var på vej hjem, kiggede jeg på klokken. Kvarter i 5 var den og jeg tænkte for mig selv, at jeg havde egentligt rigeligt med tid. Gæsterne skulle ikke komme før halv 7 alligevel. Jeg gik ned til søen igen. Der var rart ved søen. Alle var glade og der var aldrig nogle sure miner. Det var som om, at alle de dårlige ting, som var sket for folk, blev glemt dernede. Ja, det lyder skørt, men sådan var det altså. Det var et sted, hvor folk kunne glemme hverdagens stress, og bare nyde øjeblikket. Det var dér det gik op for mig! Hvorfor spilde tiden på at spekulere på, hvorfor græsset er grønt og himlen blå? Det betyder jo ikke noget alligevel. Sådan er det bare. Det er sådan det er meningen, at det skal være, og det er der jo ingen grund til at prøve og lave om på, vel?
   Jeg glemte hurtigt alt hvad jeg tænkte på, da en lille pige kom hen til mig, og gav mig en blomst i hånden. Hun sagde ingenting. Hun gav mig blot blomsten og gik videre.
   Jeg smilede for mig selv og tænkte videre.
   Livet er som en blomst. Den kan være åh så smukt, men på samme tid har den torne.
   Det er det samme med livet, for livet er en smuk ting, men det kan også gøre ondt.
   Endelig følte jeg, at jeg havde fået svar på alle de spørgsmål, som jeg har tænkt så meget over.
   Jeg følte mig let som en fjer, og jeg var klar til at give slip på alle de ting, som ikke længere gjorde mig glad eller gjorde mig til en bedre person.