Banken havde lukket hans kort på grund af overtræk. Det betød ganske enkelt at han skulle have et MasterCard da man ikke kunne stå inde for et Visa Dankort længere. Carsten gik bagstiv hen mod biblioteket for at forsvare situationen over nettet. Han slentrede ned langs de bogfyldte reoler og fandt et bord hvorved han kunne side alene. Ikke helt alene men sådan rimeligt. Bordet ved siden af var besat af to kvinder og en mand. Carsten satte sig i sædet og førte computerstikket i kontakten. Det tog en jordomrejse før ind computeren ville starte og alt imens han ventede, lyttede han til samtalerne fra bordet ved siden af. Det var faktisk ikke muligt andet. Det var som om at deres samtaler blev svejset ind i hjernen. Carsten vred hovedet fra side til side og virkede til at have svært ved at koncentrerer sig i miljøet. Kort efter kom bibliotekaren rundt om hjørnet og gav en høflig reprimande over larmen. Manden ved bordet greb undskyldningen rutineret og besvarede hurtigt.
Kort efter var stemmerne tilbage som det friskeste nye radio hit på p3. Med en tone som havde de hver især høvlet en flaske whisky, og nu var ved at genfortælle hele deres livshistorie over et gennem tusset bar bord med fødderne på øl befængte klinker.
De festede snakkede engelsk på studiet og gik til eksamener. Manden var klart ham der snakkede mest. Han fortalte blandt andet om dengang han var gået til eksammen uden at have læst op. Han var blot gået ned parken røget nogle smøger og set illustrationerne fra bogen igennem og derefter gået op og fået ti. Der var ingen der havde troet på at han kunne få ti hvis hans mund selv skulle sige det. Kvinderne så lidt ud til at kede sig lidt så fyren skiftede emne og stemningsleje. Han lød nu mere og mere kvalmende, som de typer der altid drømmer sig ned i kollegaers trusser til fredagsbaren.
Carsten var færdig. Han havde sendt en forsvars meddelelse så officielt han nu kunne til Banken. Indtil kortet ville dukke frem i postkassen måtte han affinde sig med gebyret fra skranken i banken på 40 kr. Han kiggede med store øjne op og ned af de reoler med engelsk litteratur og bukkede sig, for at samle sin medbragte fakta pose op fra gulvet. Søvnløst kiggede han over mod det festlige bord og takkede af.
Carsten var dårlig til engelsk. Hans niveau havde lige netop våben nok til at angribe en let læsnings bog fra børneafdelingen. Han kunne ikke engang skylde skylden på at han havde flygtet fra den tredje verden. Rejst fra dødens uoverkommelige ødelæggelser og derfor var undskyldt for ikke at have erhvervet sig sproglige kundskaber i farten mellem sølvkugler. Nej.
Dovenskab, fraværene fra timerne tidligere i livet.
Carsten havde forsøgt at skrive gloser op til sig selv i perioder. Men historien endte altid med at være den samme som med alt andet. Han kunne ikke holde modet oppe og efter en måned gled hans ideer som regel ud i grusset.
I pølsevognen forenden af gaden bestilte Carsten en kradser. Det var de arbejdende, håndværkerne og alkoholikere der hang ud her om middagen. De åd flittigt af det der kom op frituren mens de med halvt vågne øje fulgte med i livet på gaden. De fortalte de samme gamle plader der var sprængfyldt med lavlønnings humor. De kunne runde mange hjørner på den korte stund der gik før ind kradseren var i sikkerhed. Med kradseren halvt i munden passerede Carsten gaden og gik ind i kiosken. En ældre udslidt herre stod med en taske i hånden mens en medarbejder fyldte den op med Tuborg
14 bajere for en hundrede krone spurgte drengen der stod med næsen over disken
Ja svarede medarbejderen og standsede med at fylde flere øl i tasken.
Medarbejderen tastede beløbet ind på kasse apparatet og drengen afleverede sin hundrede krone. De forlod butikken og Carsten trådte frem. Carsten trådte frem med et skridt der viste med tydelighed at han ikke brød sig om at vente ligegyldigt hvordan og hvorledes. Han bestilte en pakke Røde Danske Prince og forlod kiosken.
På den store plads i centrum af byen skøjtede Carsten over granit underlaget. Hvad fanden gik det ud på. Han havde aldrig prøvet noget lignende. Med armene fægtende fik han grebet i første og bedste bænk på pladsen. Han satte sig og så sig forvirret omkring. Et skilt spærrede af for den ene ende af pladsen og Carsten indstillede øjet.
Advarsel, pladsen kan være glat.
Det må du fandeme nok sige hviskede Carsten til sig selv da en cyklist bankende rundt om gadehjørnet. Carstens ansigt der ellers til dagligt var gråt og ensporet, så nu lige så livligt ud som personen der er under tøflen første gang dypper sig i en anden.
Cyklisten havde kurs mod pladsen og kurs imod en fandens ballade. Uden at fjerne blikket fra cyklisten Knappede Carsten en pilsner op fra posen. Cyklisten var udstyret med et ansigt der aggressivt og svedende havde bøjet sig nedover styret. Med stilsikre solbriller ramte hans forreste hjul pladsen og Carsten sænkede øllen i slowmotion fra læberne. I et kort sekund lignede det at han ville klare den, men nej, for guds skyld nej. Det var ligesom om man kunne se frygten spænde til bag fører glasset da hans dæk gled til højre og strøg lige så lang han var over styret. Han fløj som en erfaren gymnast der for længst er faldet af den. Han landede på knæene som en fodbold spiller der glider af sted i glædesrosen over et afgørende mål. Men forskellen var helt enkel. Det var ikke fodboldspilleren der knuste knæene.
Der var stilhed. Stilheden gjorde at man kunne høre den blide regn der netop var begyndt at falde på fliserne. Cyklisten lå udstillet i forsterstilling og pev. Carsten overvejede om han skulle afskærme ham og trække entre billetter.
Velkommen til det storslåede teaterstykket "Mænd kan også græde!". En dyb, storslået og livlig fortælling om en cykelrytter der knuste sine knæ en rå kold december aften, alene på livets magiske snoede og kringlede veje. Instrueret af ingen ringere end jeres alle samens Carsten Larsen.
Carsten overvejede side plads forholdene og droppede så ideen. Han kiggede et par minutter på cykelrytterne og vendte ham så ryggen. Han måtte have fortjent det, der var ingen anden forklaring.