Okay. Jeg kan lige så godt indrømme det blankt. Jeg magter ikke lave det skolearbejde, som jeg egentlig burde, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til det. Jeg magter det ærligtalt ikke. Jeg har også så meget andet i hovedet...
Jeg har overbetegnet min hånd med diverse små billeder, citater og sangtitler. Hver med sit eget formål. Betydning og egne tanker bag. Små historier og følelser kodet ned på min vinterblege hud.
En af dem et anker.
Ankeret symbolisere håb, men ærligtalt synes jeg, det virker meget negativt. Du kaster det i vandt i håb om, at det kan holde skibet fast et bestemt sted.
...
"- Sikker på den holer?
- Selvfølgelig er jeg det! Vær nu ikke fjollet!
- Hmmf..
- Jeg elsker dig.
- Det ved jeg, og jeg elsker også dig...
- Jeg bandt en ekstra knude af hendes bikinistropper på ryggen af hende.
Hendes lyse hår skinnede om kap med solens lange stråler på bade broen. Vandet i søen så, så fandens indbydende ud! Jeg havde lyst til at hoppe i vandet. Jeg kiggede på hende. Betragtede hendes grønne øjne der lyste af liv som i helt ny udsprunget trækrone, hvor solens lys kun lige netop kunne trænge igennem.
Jeg trak hendes hvide, lidt for store T-shirt af hende. Holdte hende tæt ind til mig et kort øjeblik. Lod mine hænder glide fra hendes ryg ned langs hendes slanke, velformede overkrop. Jeg nåede hendes hofter og kørte så op igen og havde mine hæder på hendes bare ryg. Knugede hende ind til mig. Kyssede hendes nakke, hendes hals, mens hendes finger lejede med mit hår. Jeg rykkede lidt bagud med overkroppen og fik igen udsyn til hendes glimtende øjne. Jeg gav hende et skævt smil. Hun rykkede nærmere, men jeg tog afstand. Hun så forundret på mig.
- Hv..
- Shhh..
Jeg tillod mig at sende hende et flabet glimt i øjet, lige inden jeg løftede hende op i min faun, og inden hun kunne nå at holde fast, kastede jeg hende ud i vandet.
- Hvad fanden?!
- Hahahah! Du skulle have set dit fjæs!
- Årrhg! Din nar! Skrid med dig!
Jeg grinede bare af hendes reaktion og hoppede ned i vandet ved siden af hende. Jeg kom op til overflade. Hun prøvede at svømme væk fra mig, men jeg var for hurtig. Jeg tog hende ind til mig. Førte hendes ben omkring livet på mig og holdte om hende med mine hænder på hendes lænd. Kyssede hende, længe, og sagde:
Jeg vil aldrig nogen sinde forlade dig."
...
Jeg har det lidt svært med at koncentrer mig lige for tiden. Jeg vil meget heller skrive mit eget, end jeg vil tæske mig selv igennem en dum novelleanalyse.
Jeg har det med at kigge ud af vinduet i den anden ende af klassen. Det er ikke så godt. Læreren har haft fat i mig et par gange nu, fordi jeg ikke laver, det jeg skal. Men der er bare så fandens smukt uden for. Den måde solens stråler rammer de tynde skyer på, gøre dem gyldnede. Hvordan skyggerne falder ned på byen og får det hele til at ligne noget fra en film. Den slags senarier man ville ønske, man kunne tage et billede af og gemme det for evigt, men et kamera ville aldrig kunne få hver enkelt lille detalje med på billedet, som er med til at give det den guddommelighed, som jeg ser ud af vinduet.
Livet er smukt. Det er guddommeligt.
...
"De grønne blade vil springe ud, kommer til syne
Fugle vil nu synge, pippe og nynne
Solen vil atter højt på himmelen stå
Vi behøver en for alt dette at takke på må og få.

Sneen smelter til ingenting det svinder ind
Kulden bidder ej længer min æblerøde kind
Uret tikker, tiden rinder ud for et ny begyndt år
Selv er der stadig meget jeg ikke forstår.

Luften er fyldt med energi og liv
Ting vil blive lysere - uden tvivl
Hvad der kommer til os må vi tage i mod
Tilgiv men ej glemme det som os forlod.

Foråret er her. Forgå vil det ej. For at blive er foråret her."
...
Jeg vil ikke sige jeg er sentimental, men jo, det er jeg. BIG TIME! Men jeg går min vej, og ingen andres. Jeg har intet der binder mig. Jeg er fri. Fri til at gøre hvad jeg vil. Der er ingen der skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre.
Jeg ser ikke grund til at bære nag, hænge med næbet eller gå i mørket alene. Jeg ikke bare ser lyset. Jeg ikke bare tænder lyset. Jeg er mit eget lys i det dybeste mørke. Selv om det er svært til tider, men jeg må huske at være stærk.
...
"Det var længesiden, jeg sidst havde dummet mig. Jeg havde holdt mig clean og ædru i næsten 6 måneder. Det var også 6 måneder siden, jeg havde skrevet eller tegnet. Hvorfor? - Hvorfor skulle jeg? Jeg havde ikke tiden. Desuden havde jeg også andet i hovedet.
Men efter de 6 måneder gik det også galt.
Foråret kom, og jeg blev syg. Det var anden gang inde for kort tid, men sådan har det nu altid været med mig. Da jeg var mindre var jeg ret overfølsom over for pollen - eller sådan noget, men nu var den helt gal med mig.
Min mor troede det var hendes ny vaskemiddel, men jeg vidste godt det ikke kunne være det.
Efter et af nattens mange marridt, valgte jeg at tage mig et bad.
Jeg klædte mig af. Betragtede min mave lidt. Bleg, men flot trænet. Ikke noget jeg havde kæmpet for. Det var den bare.
I spejlet så jeg, hvordan mit naturligt lyse hår var ved at udkonkurrer det sorte. Det var blevet langt og pjusket.
- Det sødt.
- Det langt!
- Jeg kan godt lide det.
- Du også skør!
- Og dog vil du stadig have mig.
- Jeg elsker dig.
Elli... Jeg kan stadig huske hendes dejlige smil, der kunne få selv de døde til at føle sig levende! Og hendes øjne, så fandens flabet og lokkende!
Jeg tænkte tit på hende, og igen lod jeg mig drømme lidt væk.
Huskede hvordan hun rørte mig. Min krop. Kyssede den. Kyssede mig.
Jeg fik øje på mærket ved mit bryst.
- Hvad er det?
- Aner det ikke. Jeg har altid haft det.
- Det ligner et ar - et krigs ar.
- Gør det?
- Det er ikke noget godt tegn...
- Elli. Hold kæft!
- Og hvad hvis jeg nægter?
- Så må jeg jo, tvinge dig!
Jeg huskede, hvordan jeg med lethed vældede hende bagover i sengen. Lagde min krop oven på hendes. Kyssede hendes læber mens mine hænder følte hendes nøgne hud. Hendes bryst.
Jeg mærkede, hvordan mindet havde lidt for stor effekt på mig, og jeg blev revet tilbage til virkeligheden. Tilbage til badeværelset, hvor jeg stadig stod nøgen - men ingen Elli hos mig, til at tilfredsstille mine lyster.
Jeg fandt mig et rent håndklæde og gik i bad.
Jeg elskede følelsen af vand der falder på min krop, og løber ned i små dråber på min bare hud.
Jeg tillod mig at stå lidt længere end jeg plejede. Normalt stod jeg der til, jeg følte, nattens rædsler var vasket væk - men ikke den dag. Den dag tænkte jeg over, hvad det var jeg havde drømt. Prøvede at forstå, men det var svært at finde hoved og hale i.
Det var et af de marridt, hvor man får de sygest desavouer konstant og som føles, de vare en hel livs alder!
Det var noget med en vigtig opgave - nogen eller noget var i fare.
Jeg slukkede for vandet og steg ud af bruseren."
...
Jeg kan virkelig ikke koncentrere mig lige nu. Der er intet jeg heller vil end at få lov til at lave noget andet. Jeg kan mærke han holder øje med mig. Min lærer. Han tjekker om jeg lave det jeg skal. Han er ikke ligefrem min ynglings lærer, men jeg tror heller ikke at jeg er hans ynglings elev, så det går nu nok.
Sangene, musikken, beatet jeg lytter til falder sammen med hinanden. Det er ikke til at kende forskel på dem længere. De kører bare ud i en lang køre som kun lige bliver afbrudt af de skide Spotify reklame, som dukker op fra tid til anden. Det måske også en god ting. De river mig ud af min egen lille drømme verden hvor jeg ikke kan finde hoved eller hale i noget som helts. Der er et navn der bliver ved med at dukke op, men jeg tør næsten ikke sige det højt.
Men tænke, det tør jeg. Også i den grad.
...
"- Hver nu sød og sig du ikke tænker på ham igen!
- Huh..? Hvad? Nej...
- Jo du gør! Jeg kan se det på dig. Du har det der fjerne blik i dine øjne! Slå ham ud af hovedet!
- Jeg prøver, men det er så svært.
Og det var ikke engang løgn. Jeg tænkte på ham hele tiden. Det var åbenbart ikke nok, at han besøgte mig, hver nat i drømmeland. Thalia - min bedste veninde var ved at blive godt skør i hovedet af at hører på mit brok.
- Kan du så i det mindste ikke bare indrømme det?!
- Hvilket?
- At du er forelsket i det fjols?!
- Thalia...
- Nej, Zoe! Indrøm det! Du tænker på ham hele tiden! Du glemmer hvor du er og hvad du er i færd med. Det er ikke normalt. Jeg er lidt bekymret for dig...
- Hmm.. Hvad?
- Arrrhg!
Hun tog fat i mig. Ruskede mig som ville hun vække mig fa en dyb søvn. Og det virkede. Hendes øjne var desperate, søgende. Hun ledte efter ordne et øjeblik. Lod tungespidsen fugtige hendes læber. Lod den blidt blive fanget i et bid mellem hendes tænder og hvile uden for munden lidt, som om hun ville smage på luften.
- Tag dig sammen Zoe! Jeg kan næsten ikke kende dig længere. Du burde ikke lade ham styre dig på den måde.
- Det gør jeg da heller ikke.
- Jo, du gør Zoe. Du er der så snart han kalder.
...
Men det er ikke altid lige nemt. Nogle gang har man bare lyst til at give efter og "lade sig rive med".
Solen titter frem bag de ellers truende tordenskyer. Regndråberne der hænger i træernes blade og blomster skinner som små diamanter. Naturens rigdom og skønhed.
Ved at se ud af vinduet, se det landskab vrimlede med liv. Ikke bare menneskerne der forvirret spankulere sig forbi hinanden, men selv den mindste flue der bliver ved med at tæske sig selv ind mod ruden i et forgæves forsøg på at komme igennem. Gråspurven der synger om kap men vindens hvisken. Solen der danser ned på byens huse, bygninger, træer og buske og biler der kommer kørende nede på vejen og lægger skygger.
Alt dette får mit kaotiske hoved fyldt med tanker til at snore. Man kommer i tanke om de vigtige ting her i livet. Selv om en analyse ikke er det sjoveste at give sig i kast med, men sådan er det jo med så meget. Det jeg har set ud gennem mit vinduet ned i den anden ende af klasselokalet, er for mig så inspirerende, at den novelle analyse måske ikke er så slem, hvis jeg bare kan fastholde det billede i hovedet - bare tænke på at regnen vasker vejen ren og giver jorden nyt liv.
Vasker min vej ren og giver mig ny energi.