- Du så sød!
- Nej, ikke sødere end alle andre...
- Jo du er!
***
Jeg var på vej hjem fra skole. Jeg tog den daglige tur forbi Værket, neden om Super Bedst, langs det forladte atlatik hus og en lille gård vedsiden af. Min musik i ørene spillede for fulde knald med Gasulin.
Gården med den lille tappe op til nogle lejligheder. Grafittig på væggene i farver der lyste op, så det ikke gjord mig noget. At de var der og ikke var blevet malet over. Det gav gården en form for charme. Men hvad vigtigere var, jeg ville ikke have fået øje på hende, hvis det ikke var, fordi de farver havde lyst så meget op.
Dér sad hun. På de nederste trappetrin. Klædt i sort og hvidt, læderjakken over sig, håndtasken - der var overraskende stor nok til at kunne rumme hendes skolebøger, stod ved siden af hende.
Det hele lignede noget fra en film. Hendes krusede lyse hår puffede mere end det plejede. Hendes blå øjne lyse igennem selv på flere meters afstand.
En hånd kørte over hendes skrøbelige kind.
Jeg sendte hende et skæv smil og bevægede mig over mod hende.
Jeg satte mig ved hendes side. Hun har altid været god til at skjule det, når hun havde et svagt øjeblik, men jeg kunne mærke, hvordan hun kæmpede inden i.
Jeg lagde en hånd på hendes ryg.
- Så aflyser hun kraftedeme igen!
Hendes stemme var grådkvalt. Ordene blev spyttet ud, som om hun bare havde ventet på der kom en, som kunne få dem smidt i fjæset. Jeg tog hende ind til mig. Hendes hoved lå mod mit bryst, mens jeg lod en hånd køre gennem hendes filtrede hår. Hun satte sig op igen og kiggede ud på vejen. Biler kørte fordi. Elever, der lige havde fået fri fra skole, kom gående. Men ingen så os. Ingen drejede hovedet og så på en elendighed. Den sorg. Den følelse af svigt som jeg så. Og det skar mig i hjertet.
Jeg havde lyst til at sige, at det nok skulle gå, men hvad hjælper det? Jeg ved hvilke familieproblemer, hun ellers har måtte bakse med.
Vi var taves i en tid. Hun blev ved med at køre bagsiden af hånden ved øjenkrogen.
Jeg legede med mine høretelefoner.
- Du ved, engang var der den her fugl.
Jeg så ud på vejen sammen med hende.
- Den kom og fløj ind i mit vindue hverdag. På nøjagtigt samme tidspunkt. Præcist samme sted, i et forgæves forsøg på at flyve ind til mig og flakke rundt.
Hun kiggede på mig med et skævt smil og skeptiske øjne, før hun brød ud i den smukke latter, som hun nu har.
- Jeg synes jo, det var synd for den, at den ikke kunne forstå ,at den ikke kunne komme igennem, så jeg gjord stort set alt for ligesom at forklare den, at det ikke kunne lade sig gøre!
Det var, som om hun i et split sekund havde glemt, hvad der havde gjort hendes øjne våde.
- Jamen altså! Jeg satte et skilt op, jeg råbte til den, lavede mærkelige bevægelser! Men den satans fugl fattede bare ikke en brik, af hvad jeg sagde. Men så en dag holdte den op med at flyve ind i mit vindue.
- Den var nok død...
- Nej, for den kom faktisk forbi. Den fløj ind mod vinduet og skulle lige til at flyve ind i det, men den nåede lige at stoppe.
Hun gjord store øjne af mig.
- Den kiggede på mig. Lige i øjnene. Og så fløj den videre. Jeg har ikke set den siden.
- Fuck, hvor gad jeg godt have sådan en fugl, der bare kom og besøgte mig hver dag!
Hendes stemme var glad - blid som den altid er.
- Tja, men til sidst fandt den ud af, at den ikke kunne trænge igennem. Rent faktisk lærte af sine fejl.
Hun kiggede ud på vejen.
- Jeg har ikke lyst, men jeg bliver nødt til at tage hjem.
Skyerne havde trukket sig sammen over byen og lovede regn.
- Jeg gider bare ikke møde nogle af dem fra klassen. Så spørger de sikkert bare om jeg ikke skulle have været i Århus...
Hendes stemme var igen på grådens rend.
Ubevidst havde jeg snørklet ledningen rundt om min lillefinger.
- Skal jeg følge dig ned til bussen? Så skal jeg nok forklare dem, hvorfor du er sammen med mig.
Hun så på mig med forundring i blikket.
- Vil du gøre det?
- Ja da,
Jeg rejste mig op og rakte hende en hånd.
- selvfølgelig vil jeg det.
- Det ser ud til, det snart begynder at regne, så vi må hellere skynde os.
- Det er da værre med dig! Du skal jo gå hjem bagefter! Vil du låne min paraply?
Jeg grinede let og beroligende til hende.
- Nej, ellers tak. Det går.
- Du så sød!
-Nej, ikke sødere end alle andre...
- Jo! Det er virkelig sødt, det du gjord i dag!
Jeg smilede skævt, men sikkert til hende, med et blik der sagde "Du ville have gjort det samme for mig!"
Bussen kom og holdte på sin sædvanlige plads.
Jeg gav hende et kram.
- Tak for alt..!
- Det skal du ikke tænke på.
Jeg slap hende, så hende i de blå øjne, hvor en tåre var ved at snige sig ud.
- Bare husk, selv fugle må lære at flyve.
***
Hun var så beundringsværdig. Hun var stolt. Nærmest modig. Det er da klart, hvorfor jeg stadig i dag vil lade mig inspirer af hende.