Der er længere ned, end jeg havde regnet med, nu jeg er kommet herop og kigger ud over kanten. Men jeg har jo truffet min beslutning, selvom jeg ikke lige i øjeblikket kan genkalde, hvorfor jeg traf den. Overvejer et øjeblik, om jeg skal tage tilløb og springe ud i det, eller om jeg skal gå forsigtigt hen til kanten og lade mig falde. Jeg vælger det sidste; der er ikke nogen grund til at gøre det mere dramatisk, end det er.
   Jeg kigger ud i horisonten og kaster et sidste blik på den verden, jeg har valgt at forlade. Er jeg ked af det eller glæder jeg mig til at blive fri? Det kan være svært at finde ro i nogen af de to muligheder. Det ene øjeblik er livet smukt; det næste er det hæsligt. Flakkende øjne kan ikke undgå at lægge mærke til begge dele. Vinden rusker i mig, som gør den et sidste forsøg på at bringe klarhed i tankerne. Men tanker magter ikke opgaven. Nogen siger, at de ligefrem kan stå i vejen.
   Med åbne øjne og ryggen mod det ukendte, åbne dyb lader jeg mig falde bagover. Jeg vil se det, jeg forlader. Den fysiske verden, tingenes verden. Jeg forlader tagryggen, jeg er kravlet op på. Men også trappen, jeg brugte til at komme herop. Bussen, jeg tog herhen. Alle mine ting derhjemme. Der findes uendeligt mange ting. "Alt, du ikke kan give slip på, skal blive taget fra dig," husker jeg, at én eller anden har sagt. Alting er ligegyldigt nu.
   Jeg mærker straks den enorme dødvægt, jeg slæber med mig. Smider lynhurtigt tøjet og føler mig straks lettere, mens den nøgne krop borer sig ned gennem havet af luftmolekyler. Den krop, der holder vejret og synes at være det sidste fysiske tilknytningspunkt. Vel vidende, at den vil følge med resten af vejen ned, er det alligevel, som adskilles jeg fra den. Arme og ben - selv hovedet - hænger viljeløst og dingler, mens jeg har trukket mig tilbage til de enorme hulrum i kroppen, der findes mellem atomernes enkelte dele.
   Jeg er vel nået ned i sjette sals højde.
   Det slår mig, hvilken frihed og autonomi, jeg netop nu er i gang med at demonstrere. Der er grænser for, hvor indespærret et menneske kan være. Grænser for, hvor meget fængsling og tvang vi kan pålægge hinanden. Der er hele tiden muligheden for at træde ud og afslutte historien. Det har jeg gjort, og det går i øvrigt hurtigere, end jeg havde forestillet mig. Hvis jeg skal nå mere i livet, skal jeg skynde mig.
   Jeg må konstatere, at der ikke er meget af alt det, jeg ved, og alle de færdigheder, jeg har, der er til nogen nytte nu. Det er imponerende mængder information, jeg bærer på, imponerende så mange erfaringer, jeg har gjort i løbet af livet. Hvad stiller jeg op med dem nu? De, der er frække nok til at måle det, siger, at sjælen vejer omkring seks gram. Måske kan jeg nå at drage de vigtigste konklusioner og at tage dem med. Eller vil jeg fortryde og alligevel føle mig besværet og tynget, uanset at jeg under alle omstændigheder fravælger ethvert tungsind.
   Tredje sal er passeret.
   Den her proces er af værdi for mig. Ellers fordufter vigtige værdier i takt med mit fald: penge, samvær, frihed, kærlighed, selvrealisering, indsigt, selv forestillingen om gud. Intet har værdi for mig, ud over dette - sandhedens øjeblik. Aldrig har jeg vidst, hvad jeg skulle tro. Der er kun dette eneste spørgsmål, der stadig er relevant: Er der en eksistens efter døden? Usynligheden taler imod, anstændighed for - det er bare i bogstavelig forstand for åndssvagt, hvis ikke døden er en port til større mening. Ser ingen anden mulighed end at satse på det.
   Første sal er passeret.
   Én millimeter fra asfalten er jeg helt ren og fri, båret oppe af den lune vind, der må være resultatet af tusinde engles blide vingeslag. Nede på asfalten ligger min krop, mit tøj og hele mit liv og flyder. Tilbage er kun et nøgent håb om at være en del af noget større.