P. vågnede i det samme, som det ringede på døren, og med tør hals rejste han sig fra det ret så gennemblødte lagen. Et øjeblik var han i tvivl om, om han havde noget tøj på, men med forsikring om, at underbukserne var på, åbnede han døren. "Denne her ringen på døren har gjort mig 10 minutters søvn fattigere", kom det fra hans rustne stemme til det splejsede postbud, "Men næh, også en stak advokatpapirer rigere." Tung, eller løs, om hjertet satte han sig ved køkkenbordet. Papirerne var hurtigt kigget igennem. Lotte ville have halvdelen, ganske klassisk, og vel et forsøg på at straffe ham for hans opførsel. "Patetisk", tænkte han, uden helt at vide, hvem han talte om.

Køkkenbordet var så pænt. Et Piet Hein, som nok var mere værd end alle hans ejendele tilsammen. Det var et glat, moderne og - selvfølgelig - hvidt bord, og truslerne om det perfekte liv, et sådan bord kunne bringe, gav ham koldsved. Hvor længe havde han presset citronen? Hvor længe skulle han vågne badet i sved? Hvor længe kunne han blive boende hér, og hvor længe ville han egentligt bo hér, med sådan et kedeligt bord som eneste trofaste iagttager på hans i øjeblikket ret så sammenkrøllede liv? Han havde jo netop valgt sådan et bord fra, og en Lotte og den lille smukke. De forstod slet ikke, at han heller ikke forstod noget.

At lægge håndfladerne på bordet gjorde ikke den støvede formiddag bedre. Det var som at udsætte en smuk marmorplade for et ridsende korstog af rustne søm, og det gav ham et af de ofte oplevede slag i mellemgulvet. P. dumpede hårdt ned på det gullige gulv. "Det er dog altid var til at regne med", tænkte han. Koldsveden blev til varme, de hurtige vejrtrækning til et par suk, de spændte muskler til blødt vat.

P. tænkte på Simone, hende pigen (det må man jo nok betegne en kvinde på plusminus 21?) som sidst havde besøgt hans lagner. Var det vildt, var det ingenting?
   P. tænkte på Astrid. Hendes fine, hjemmelavede armbånd og ham dansende rundt med hende til "Tarzan Mamamia". Hendes øjne var uden tvivl de smukkeste i verden og det eneste perfektion, han aldrig fik åndenød af.

Folk med underlige vendepunkter, det havde han da hørt om. Men selvom vendepunkter starter med V, skulle sådanne oplevelser eftersigende blive blødt ud, blive til en hverdag, en ok hverdag, tænkte han.
   Han kunne ikke finde ud af, hvad der skulle blive til hverdag - var det lysten til ikke at bo i det flotte, hvide hus længere, eller det faktum, at han ikke følte den ellers så længe ventede tilfredshed med tilfældig sex, et hipt kunstkursus og et askebæger fyldt med cigaretter, som nu udgjorde hans dage? "Bør man lukke vildskab og vodka ind i et rækkehus i Nærum? Bør man lukke ugekalenderen ind i en lejelejlighed i Nordvest?", spurgte han sig selv. Men der kom intet svar fra kroppen, hjertet eller hovedet.