Jeg vågnede vanligt, da solens første stråler tittede frem ude i horisonten og svingede benene ud over kanten af sengen. Mærkede et gys gå gennem marv og ben da mine fødder rørte det iskolde gulv. Jeg skyndte mig at klæde mig på i det sædvanlige lasede blå tøj og de tunge træsko, som jeg selv havde snittet engang i fjord.
   Min kone snorkede let, da jeg listede ud af døren med træskoene i hånden for ikke at vække hende. Morgenen var lun, og jeg stod et stykke tid med lukkede øjne og lod mig indhylle af alle forårets forskellige dufte. For mit indre øje kunne jeg se en stor blomstermark i fuldt flor, omkranset af blomme og æbletræer, med modne frugter på. Stokroser som smygede sig op af husmurene, og solen som gav det hele en form for eventyr stemning Jeg åbnede øjnene og regnede med at se det samme smukke landskab, men det eneste jeg kunne se, var nogle stenede, golde marker med få forfaldne huse udenom og en lavthængende dis, som gav det hele en trykket stemning.
   Jeg gik med tunge skridt hen mod det lille forfaldne træskur, hvor der stadig stod en lille brændestabel fra i går, jeg ikke var blevet færdig med at kløve. Jeg gik ind i skuret for at hente øksen og gik derefter i gang. Det hele gik nogenlunde let, træet var lidt hårdt, men der skulle ikke mere end et par hug til, før det var hugget over. Pludselig knækkede skaftet, og bladet huggede sig ned i min træsko, mens jeg stod med resten af øksen i hånden.
   Jeg fandt noget snor og prøvede at binde den sammen, men indså snart, at det aldrig ville komme til at gå. Brændet jeg havde hugget, bar jeg ind i skuret, og resten lod jeg ligge udenfor.
   Solen stod nu højere på himmelen, og jeg kunne svagt høre, at min kone tussede rundt inde i huset, men fårenes brægen overdøvede det snart. De måtte være sultne, så jeg gik om for at give dem lidt mad. I mens jeg gik, kunne jeg høre, hvordan min egen mave rumlede, men mit behov måtte vente. Jeg havde andre ting, jeg skulle have gjort. Efter at have fodret fårene gik jeg hen til hullet, Som jeg påbegyndte at grave i går. Det skal blive hullet til en ny mødding. Jeg greb om skaftet på skovlen og begyndte at grave, det var hårdt, og sveden piblede ned over mit ru ansigt. Solen stak på min isse, og min skjorte var snart helt gennemblødt af sved. Med besvær kom jeg op af hullet, kiggede på mit arbejde og nikkede anerkendende til det. "Det må være stort nok", tænkte jeg ved mig selv.
   Jeg gik hen i skuret og satte skovlen, tog et stort stykke stof med mig ud og gik hen mod den mark som hørte til vores grund.
   Det var snart tid til, at jorden skulle pløjes, men jeg skulle først have fjernet alle de store sten. Stenene var tunge og mange, det var en udmattende rytme for ryggen. Ned og hente stenen, løfte den op på stoffet og trække stoffet videre. Ned, løft, træk, ned, løft, træk, ned, løft, træk... Solen var ulidelig, og marken føltes uendelig. Jeg trak stoffet hen af jorden og bukkede mig ned for at tage næste sten. Marken drejede rundt for mine øjne, og mine ben kunne ikke stå fast. Jeg faldt bagover, og ville tage af med hænderne, men kunne ikke røre mig. Jorden kom pludseligt og slog al luft ud af mig.
   Her lå jeg, midt ude på marken, midt ude i ingenting, svævende mellem vågen og bevidstløs tilstand. Mine tanker var, det eneste jeg kunne bruge i min vågne tilstand. Tænke over om der var nogen, som ville finde mig, og hvornår de så ville finde mig. Jeg lå længe, uden at nogen kom, og uden at jeg selv kunne gøre noget.
   Mine søde kones blide stemme var den første stemme, jeg hørte. Hendes hænder ruskede blidt i mig, for at få mig til at vågne. Hendes stemme ændrede sig dog snart til en høj hjælpeløs stemme, der råbte efter hjælp. En pludselig let følelse fyldte mig, og jeg så nu det hele fra oven, mens jeg svævede væk fra min krop. Jeg vendte mit hoved op mod himlen og så et skarpt, blidt lys. Et spørgsmål fyldte mig: Vil jeg dø nu, eller vil jeg tilbage? Jeg ville ikke forlade min kone, men døden virkede så smuk og dejlig. Helt uden bekymringer...