"Hvad så? Savner du din farmand?" spurgte Kasper med det største smil i ansigtet. Det kunne han ikke mene! Det var tredje gang i den her uge, han havde brugt det mod mig. "Han har sikkert været igennem så meget totur, at han allerede er død, men selvfølgelig... man kan jo altid håbe, at han bare har fået en kugle for hovedet og slap for smerterne." Jeg kunne mærke det i mine kinder. Blodet pumpede rundt i kroppen, og mit hjerte bankede hurtigere, for hvert skridt han tog hen mod mig. Kom nu Thomas! Tænk! Novellen vi læste i dansk, hvad handlede det om? "Eller også får han bare ikke noget mad, så han lige nu sidder og tigger om bare en lille..." Det kløede i mine knoer, og jeg skulle lige til at lade min knyttede næve havne lige i femøren på ham, da fornuften sejrede, og jeg bed tænderne sammen. "... brødkrumme," afsluttede han.
   De andre drenge omkring mig stod med krydsede arme og grinede ondskabsfuldt, men jeg lukkede det ude. Okay... Tårer af Tove Ditlevsen. Den handler om en dreng og hans mor. De sidder og... "Hvad så? Er den gal med temperamentet?" spurgte Viktor, der stod bag ved mig i den lille rundkreds, de havde lavet omkring mig. De sidder og snakker sammen. Hvorfor græder moderen? Spurgte jeg mig selv og kiggede på gyngestativet længere henne. Så hvordan gyngerne bevægede sig i vinden. Hun manipulerer med ham. Han må ikke lege med de andre børn. Hvorfor ikke? "Så svar dog når jeg taler til dig!" Han greb fat i mine arm.
   Det var dråben.
   Uden at tænke nogle tanker om, hvad jeg rodede mig ud i, lå han pludselig på jorden, og min hånd gjorde frygtelig ondt, men ikke desto mindre sprang jeg på ham og begyndte at slå løs. Mine styggeste tanker, aggressioner, vrede blev slynget ud, og et smil bredte sig på mit ansigt mens alle de værste ting jeg følte blev tæsket. Banket sønder og sammen, indtil flere forskellige hænder lagde sig om mine arme og ben og tvang mig væk fra min værste side. Den side jeg hver dag ihærdigt forsøgte at holde nede ved altid at repetere dagens lektier og forsøge at holde alting ude. Lukke af, så kun matematiske ligninger eller kryptiske digte udfyldte mit sind. Noveller der skulle analyseres var det bedste mest effektive til at distrahere mig.
   De holdte mig nede, mens jeg helt ukontrolleret vred og skabte mig for at komme fri. "Han er sindssyg!" råbte Viktor og bakkede væk, da han havde fået rejst sig og tørrede blodet væk fra næsen som dryppede ned på hans bluse.
   Jeg var sindssyg. Jeg vidste det godt, og jeg levede med det hver dag. Levede med de små tofarvede piller jeg slugte flere tusind af uden nogen som helst virkning. Levede med tonsvis af læger, der ikke fattede hvorfor jeg ikke kunne styre mig, og sendte mig til utallige forskellige psykologer, der alle sammen fortalte mig, at jeg bare skulle tælle til ti og tage en dyb indånding. "Du har bare ADHD," sagde de alle sammen. Nogen troede, at jeg bare ville have opmærksomhed. Nogen mente, at jeg skulle på anstalt, men det lod min mor ikke ske. Hun som var den eneste, der forstod mig. Den eneste der kunne se igennem mig, og hun holdt ihærdigt fast i, at jeg ikke var sindssyg på nogen måde, men hun tog fejl. Ikke engang jeg kunne lyve for mig selv mere. Jeg var sindssyg.
   Jeg havde lukkede øjne og lå nu slapt på parkeringspladsen bag banegården. Mærkede den våde asfalt og regnvandet der sugede sig op i mit tøj, til mine skulderblade og det nederste af min læn var våd og beskidt. De havde sluppet mig, og jeg mærkede blikkene på mig, mens jeg bare lå og følte mine muskler slappe af.
   Et jag af smerte skød igennem mig i siden, så jeg krummede mig sammen og hostede. Jeg havde stadig lukkede øjne, og lydene af drengene der heppede og grinede blev til baggrundsstøj. Jeg fik et stød mere og et til. Jeg åbnede stille øjnene og så op på Viktor, hvis blik der var opfyldt af vrede og had. Ingen stoppede ham ligesom de stoppede mig. Jeg lod ham gøre det. Pludselig kunne jeg ikke gøre noget. Min krop reagerede ikke, og de tre spark blev til ti, til tredive, til så mange at jeg ikke gad tælle længere.
   Faktummet at jeg ikke gjorde modstand, gjorde det kedeligt og flere og flere begyndte at smutte, indtil der til sidst kun var mig, der lå sammenkrummet på jorden.
   Hvorfor måtte sønnen ikke lege med de andre børn? Fordi han kunne risikere at komme til skade.
   Mine øjne lukkede sig endnu engang. Jeg ventede på at alting forsvandt, blev sort og lod mig forsvinde fra den her verden. En tåre der havde fundet sig vej ned af min kind, gled ind i mit fedtede, lidt for lange mørkebrune hår.
   Nogen tog fat om mig og trak mig op at sidde, men et stille klynk var det eneste der forlod mine læber, da smerten i min krop ikke var til at bære. Der var en der fjernede håret fra mit ansigt og klappede mig blidt på kinden. "Hey..." sagde en hæs stemme. Han lugtede af alkohol og cigaretter. "Hallo..." Han lagde tommelfingeren på mit øjelåg og åbnede forsigtigt mit øje for at se, om jeg var til stede. Jeg glippede med øjnene og kiggede på ham. Han havde gråsprængt, uglet hår og poser under øjnene, der fik ham til at se træt ud. "Hvor bor du?" spurgte han, men jeg rystede bare på hovedet. Jeg kunne ikke vise mig derhjemme. Min mor ville få et hjertestop. Han kiggede lidt til siden og så ud til at overveje noget, men han nikkede bare langsomt og trak mig med op at stå. Jeg lagde armen om nakken på ham, og han lod mig støtte mig til sig. "Du kommer med mig så," afgjorde han, men jeg blev nervøs.
   "Hvor hen?" spurgte jeg med hæs stemme.
   "Hjem til mig."