Det var slut nu, hun orkede ikke mere være den perfekte datter. Gymnasiet sugede alt ud af hende til hun kun var en klat géle. De andre elever gav hende intet rum, de var bare i vejen, mens hun var i vejen for dem. Lærerne hældte deres evindelige opgaver ind over hende. Hun var ved at drukne og snappede allerede efter vejret. Forældrene derhjemme forventede perfektion, intet var godt nok, hvis ikke hun var den bedste. Hun skulle blive alt det de aldrig blev, hun skulle være en del af blomsten af dansk ungdom. De internationale universiteter skulle modtage hende med kyshånd, som den strålende danske student, hun ville blive. Hun kunne ikke leve sådan mere, hun kunne ikke være deres drøm. Der var ikke andet i hende end en ulykkelig lille pige.

Hun løb grædende ud af matematiktimer. Ingen stoppede hende, ingen interesserede sig for hende. Hvis hun en dag ikke mødte op, ville ingen spørge, hvor hun blev af. Hun var som en skygge blandt de andre elever et lille vindpust. Det ville være dejligt bare at være en svævnde masse at kunne observere de andre uden at skulle deltage. Alt ville være så let, som de små fine lammeskyer på himmelen.
   Nu vadede hun hvileløst rundt i byen. Hun øvede sig på hvordan hun skulle få det sagt til forældrene der hjemme. Hun ville helt klart knuse deres drømme. Hun ville blive som et smadret stykke inventar for dem. De havde ønsker sig så meget af hende.
   Det var dejligt vejr, så hun savnede ikke at være indenfor. Det føltes befriende bare at gå, hun følte sig et med sin krop. Det blev næsten som at svæve.

Kl. 16 gik hun hjem for at møde forældrene med hendes beslutning. Hun prøvede at forberede sig på deres skuffelse. Hendes mor ville græde, og hendes far ville få et raserianfald. Med tiden ville de måske lære at leve med hendes valg. Det håbede hun, selv om det gjorde ondt i maven at skulle såre dem så dybt. Hendes far havde med længsel glædet sig til den dag, hvor hun skulle på gymnasiet, som han så som springbrættet til universitetet. Universitetet hvor hun skulle udmærke sig og med tiden blive en anerkendt forsker i naturvidenskab. Hun skulle blive det, som han havde planlagt fra han så hende første gang. Hun var det ler, han skulle forme efter sine behov.
   Det var kun hendes mor, der var hjemme. Hendes far kom som sædvanlig sent hjem fra arbejde. Hun listede hen til sin mor. Det kunne lige så godt begynde nu. Maven gjorde ondt, og hun følte det, som om hele kroppen sitrede. "Mor", sagde hun prøvende. Hendes mor mødte hendes blik og sagde, "ja". De satte sig i sofaen sammen. Hun forklarede moren, at hun havde noget vigtigt at sige. Stemmen virkede lille og spinkel, den var lige ved at knække. Hendes mor så på hende med intense øjen som om hun havde ventet på denne samtale. Hun lyttede i tavshed på sin datters tale. Da talestrømmen stoppede sagde hun bare ganske stille, "Det bliver far ikke glad for". Hun havde tårer i øjnene, men de kunne stadig holdes tilbage. Det var sikkert, at hun også var skuffet, der var bare ikke mere at sige. Tavsheden gjorde ondt.

Kl. 18 kom hendes far hjem, og maden stod klar til herren i huset. Efter samtalen havde de sammen lavet mad. De spiste i tavshed, den store mand havde brug for ro under måltidet. Da moren og hende havde båret af borde, bad hun om at tale med ham. Hun havde fået mere selvtillid efter morens reaktion. Vejret blev trygget langt ind, inden hun gik i gang. Hun havde ikke kunnet forberede sig på reaktionen. Så snart det var sagt, at hun ville ud af gymnasiet, tog han nogle bøger der lå på stuebordet. Det var skolebøger og hun havde bundet dem alle ind. Hans store næver rev bogbindet af og kylede dem af alt kraft efter hende, mens han råbte. Han sagde, at hun da for hans skyld kunne tage sin fremtid og skylle den ud i lokummet. Hun ville blive en bums, eksistentsløs, kriminel, samfundsnasser og narkoman. Tænk at hans datter skulle ende på samfundets bund, himlede han. Flere bøger var regnet ned over hende, og hun var endt sammekrællet som en lille bold på gulvet. Tårerne var uundgåelige nu. Hun hulkede og vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun prøvede at sige gemmen gråden, at hun jo ikke havde meldt sig ud endnu, men ordene nåede ham ikke. Vreden lynede ud af hans øjne.
   Moren sad i den anden ende af stuen og græd ganske stille. De kunne ikke nå hinanden, han stod som et uvejr i mellem dem. Det var sådan det altid havde været, der var ingen varme at hente derfra, så længe stormen rasede.
   Pludselig vendte han om på hælende og meddelte, at han tog tilbage på arbejde. Hun lå stadig som en kugle på gulvet. Hun følte sig som skidt. Skidt som hendes stolte far ikke kunne vaske af, selv om han ville prøve, alt hvad han kunne.

Da han var gået, kom hendes mor hen til hende og holdt om hende og fik hende bakseret op i sofaen. De sad sammen og græd. Hendes mor brød tavsheden og fortalte, at hun elskede hende og ville støtte hende lige meget hvad. Hvorfor havde hun ikke støttet hende, mens faren smed med bøger? Hvorfor støttede hun hende aldrig, når han flippede ud? Hendes ord var ligemeget, det var handling hun savnede.

Hun løb pludselig ud af stuen og væk. Hun løb igennem den klare aftenvind og mærkede den befriende kraft af sin egen krop. Det var næsten som at svæve. Hun ville ønske, at hendes krop ville lade sig opløse og blive et med den sagte vind. Hun vidste ikke, hvor hun skulle løbe hen, hun vidste bare, at hun måtte blive fri. Fri som vinden i hendes hår og skyerne, der blev røde af solen, der sagte gik ned.