Han var vågnet. Lå musestille i sin seng, så de andre ikke opdagede at han var vågen. Ville godt ligge lidt endnu og fantasere om den gode dag han skulle stå op til. Hans to yngre søskende var allerede oppe og legede på gulvet i børneværelset. De var allerede blevet højrøstende og uenige om legens gang.
   En skidt start for den gode dag.

Han ville ikke have sin dag ødelagt, så han fortsatte med at være musestille.
   Han lukkede øjnene og tænkte at han ville tænke på noget rart. Snart begyndte en indre film, at køre på den inderste side af øjenlågene. Det var dejligt og han smilede.

"Vågn op, dit dovendyr!" hans far står over ham og rusker ham på skulderen.
   "Du kan ikke ligge der hele dagen, der er morgenmad" og rusker ham en ekstra gang.
   "Ja...Ja...jeg er vågen...kommer nu"
   Faren ser kort på ham, brummer lidt og går ud i køkkenet.

Han rejser sig og går over til vinduet. Ser ud på den virkelige verden. En stribe grå boligblokke, med vinduer så tæt, at man dårligt kan skelne den ene lejlighed fra den anden. Husene ligger med millimeters nøjagtighed, helt præcist 30 meter fra hinanden, det har han selv målt. I mellem er der bilparkering, lidt græs og nogle få træer. Der 4 opgange med 8 lejligheder i hver. Der er 12 boligblokke gange 4 opgange...det er 48 opgange gange 8 lejligheder, det er 384 lejligheder gange gennemsnitligt 3,5 mennesker i hver lejlighed...det er 1344 mennesker.
   Han er god til at regne. Målte og talbestemte alle ting.
   1344 mennesker og han kender dem ikke, kun nogle få. Kun Catrine i opgang 12. 4 sal til højre.

Han klæder sig i sin sorte Addidas kondi dragt. Den knitrer helt elektrisk og mærker sine krops behåring rejse sig.

Så sidder han ved morgenbordet. Hans mor vender spejlæg på panden. De er til hans far. Han sidder med sit Søndags Ekstra Blad. Forsiden er knap så skræmmende i dag. Hans søskende leger og fniser, men de er også piger, så de kan ikke gøre for det.

"Hvad vil du have?" spørger hans mor.
   "Corn Flakes" svarer han fraværende.

Han kigger på sin tallerken. Hvor mange Corn Flakes er der mon? Skal jeg tælle dem? Hvis jeg nu spiser 2 flager i minuttet, hvor længe vil jeg så være om at spise dem alle? Nej...jeg gider ikke. Tænker han.
   Hvor mange gange vil hans far sige noget ved bordet? Han gør sit indre tælleapparat klar og stirrer på sin far. Faderen sidder med hovedet gemt bag sin kulørte avis med de store bogstaver. 15. december 2003. Dansk General: HVORFOR TOG SADDAM IKKE SIT LIV? Et fotografi af en skægget Saddam og nederst står der: YDMYGET.
   Han bliver færdig med sine Corn Flakes. Han er slet ikke begyndt at tælle endnu. Hans far siger intet og det gør hans mor heller ikke. Hun sidder der med sin kaffe og morgen smøg. Den smøg hun synes er dagens bedste. Han søskende fniser stadig.

"Jeg går ud... okay?" spørger han sin mor.
   "Du sætter din tallerken i opvaskeren" svarer hun og nikker.

Han hopper i et par for længst udtjente skater sko. En jakke ... og en Cap på hovedet.
   "Husk vanter!" råber moren fra køkkenet.

Han løber ned af trappen. Bor øverst oppe. Får så meget fart på, at han ramler ind i vindues væggen på hver etage ... lidt med vilje. Han samler sin Mountains Bike op ... svinger sig op på jernhesten og sætter i gang i jævnt galop.

Han står udenfor Catrines hoveddør og har ringet på.
   Catrines mor åbner i en lyserød badekåbe og et håndklæde omkring håret.
   "Hej, Casper ... Catrine er klar om et øjeblik ... kom ind".
   Han smider sine sko. Catrine bor alene med sin Mor. Han går ind på hendes værelse. Catrine er ved at fodre sin Guldfisk, Olfert.
   Han kigger med og Catrine kysser ham på kinden. "Hej Casper". Hun smiler.
   "Olfert har det ikke så godt ... kan du ikke se det... han er ikke så livlig".
   "Det kan være han trænger til noget frisk vand og nogle nye planter", svarer han.
   Olferts verden er en bowle, hvor alt drejer rundt om ham.
   "Måske keder han sig, måske er han rundtosset?"
   "Skal jeg købe en kæreste til ham.... Synes du?"
   "Det kan godt være det hjælper, men hvis de nu ikke kan enes?" Svarer han.
   "ja, det kan jeg godt se ... han får nogle nye planter ...gør han!" Hun ser meget spekulativ ud.
   "Hvad skal vi lave?" Siger hun og lyser helt op.
   "Skal vi ikke ride ude i naturen" Han smiler skævt til hende. Han kan godt lide hendes lange lyse hår, det er så smukt, når vinden griber fat i det og danser med det.
   "Du mener vel cykle ... fjols ... til mosen, er det det?"
   Han nikker.
   "Okay, den er jeg med på!"

Hun henter sin hest i stalden og han venter med sin.
   "Lad os drage vest over!" udbryder han og de rider vest på.
   Hun griner.

Mosens vældige rige åbenbarer sig for dem, da de rider over broen til den voldsomme flod, hvor farlige blikrovdyr bevæger sig hurtigt med strømmen. Nogle dyr den ene vej, andre den anden. De larmer og lugter frygteligt. Hurtigt over ... tænker han.

"Hvor er her dejligt!" Siger hun, da de rider langs søbredden.
   De standser og lader hestene stå ved et stort Piletræ. Søen er hård, men den har et hul i sig og en masse fugle har samlet sig i hullet. De strækker hals mod dem og giver lyd.
   "Vi skulle have taget noget mad med ... de må være sultne?", siger hun bekymret.
   De sætter sig på hug. En stor svane kravler op af vandet og går forsigtigt mod dem.
   "Bare sid helt stille og se den dybt i øjnene, så gør den os ikke noget", siger han stille.
   "Jeg er lidt bane for den", svarer hun.
   Svanen klapper lidt med næbbet, som om den siger noget. "Undskyld de skulle vel ikke have en bid mad tilovers, jeg er lidt sulten?".
   "Beklager Hr. Svane, vi har glemt det, undskyld", svarer han. Catrine ser på ham.
   "Taler du med svanen, Casper?".

"Farvel Svane!" råber de og rider mod engen. Midt på den kolde eng ligger en lille klynge træer.
   "Lad os tage derhen" siger han og peger. "Der kan vi slå os ned".
   Catrine ser på ham og følger troskyldigt med.
   De sætter sig ved et væltet træ, ganske tæt, de fryser lidt.
   "Catrine" ... begynder han ... tænker du nogen sinde på, at du er i en forkert tid, at tingene skulle være anderledes, mere rigtige?
   Hun kigger dybt i hans øjne og ser, at han mener det alvorligt.
   "Du er nu underlig" ... Siger hun stille ... "Hvad mener du?".
   "Prøv at lukke dine øjne, åbn dem ikke uanset hvad!"
   Hun smiler og mumler "Underlig".

Han lukker sine øjne og fortæller hende en drøm, om et stort uberørt, vildt og smukt land. Hvor solen lyser alt op og mørket er det mørkeste mørke. Hvor en stjerne kommer til sin ret, selv blandt mange. Hvor søer og floder bestemmer livets gang, hvor dyr samles af nødvendighed og konstant vogter for hinanden og naturens luner. Hvor vinter og sommer går hånd i hånd som et stormfuldt parforhold. Hvor jorden er ubrugt og fuld af energi. Hvor alt øser af sin skønhed og farvepragt og lige så ødselt spreder sig til alle kroge af dette store land. Bjergene vogter over det hele og holder alt andet ude. Hestene løber efter hinanden i kåd leg. Og de sidder lige her og overvejer, hvor der er aller dejligst, det sted hvor huset skal stå og de skal bo. En svævende Falk skriger og adspreder dem for en lille stund.
   Han holder Catrine i hånden og hun trykker sig helt ind til ham.
   "Jeg kan se det, Casper"
   "Du er helt med?" spørger han.

Den efterfølgende sommer havde det væltede træ sat rod og de opretstående grene begyndte at vokse som var de små selvstændige træer.