Et skrig overdøvede det hele. I et kort sekund jeg vidste ikke hvem det var der skreg. Var det mig? Mine venner? Hvor var mine venner egentlig? Det eneste jeg kunne se var mørke, indtil et snefnug landede på min hånd. På et sekund var mørket erstattet af en sne storm, og stilheden var blevet afløst af den hylende vind der rev i mine ører. Jeg vidste at jeg skulle bevæge mig men jeg var frosset fast, var det sneens skyld? eller var jeg for bange? Det stod jeg bare og kiggede ud i sneen, Ventede på et eller andet men hvad var det? jeg blev revet ud af den hylende storm af en høj bip lyd. Først for jeg sammen, og troede stadig jeg befandt mig i drømmen. Men så tittede solstrålerne frem, ind af mit vindue. Jeg turde igen åbne mine øjn og træde ud på det kolde trægulv, jeg kigge på mit værelse de skæve plakater, tøjet på gulvet og min mobil med de 21 sms beskeder... vent hvad? Jeg tog min mobil op og kiggede 20 sms'er fra min mor der sagde at jeg skulle stå op. Og en fra min bedste ven Luke, det var den eneste besked jeg ville læse i, beskeden stod der: Hej Avalon ses vi ved lufthavnen elle pjækker du fra en uge i friheden???
   Jeg løftede på øjenbrynene, friheden? SHIT råbte jeg og for hen til skabet rev tøjet ud og løb ned til køkkenet hvor maden stod klar.
   Efter tre sekunder eller sådan noget, var jeg klar ude i bilen med min kuffert og klar til en lejer skole i London, verdens fedeste sted. Da jeg kom ud af mine egne tanker var bilen i gang med at køre og min mor var allerede i gang med at remse alt mugligt op, med hvad jeg skulle passe på og at der var forsvundet fire personer fra stedet hvor vi skulle hen "ja ja, men de kom jo igen." Sagde jeg. Bare lejer skolen ikke blev ødelagt så var det lige meget hvem der forsvandt, for jeg skulle endelig væk fra Danmark og ud i verden uden min mor eller andre irriterende voksne. Eller jo det var jo selvfølgelig lige to lærere men dem kan man jo vælge at ignorér. Endelig kom lufthavnens top til syne, og så kom resten jeg strøg ud af døren og råbte et kejtet farvel og var inde. I lufthavnen mødte jeg Luke der kom fra den anden indgang og sammen var vi på vej til London, med store smil ingen kunne tage fra os... eller det fik jeg måske sagt lidt for hurtigt. For under hele fly turen skulle Sara og Layla og de andre snobber for den sags skyld. Sidde med deres klamme parfume og make-up der stank, så meget at selv stewardesserne måtte holde vejret. Så vi var alle lettede da flyer landede og vi kunne træde ud i den rigtige, ikke make-up, luft så skulle vi ud til cirka hundrede museer før vi endelig kunne træde ind på pladsen med de små huse vi skulle bo i den næste uge.
   Da månen snerg sig op på himlen, sad vi allerede i vores senge. Låst inde af lærende, hvilket jeg ville være rimelig sur over. Elles ville jeg nok prøve at bryde ud, men i stedet lå jeg , og snakkede med Luke, Simon og Kristian de er nok mine bedste venner i hele verden. Jeg kan fortælle dem alt. Og vi kan morer os i flere timer, men så heller ikke længer for da klokken runde 2:00 kunne jeg hører, alle drengenes tunge åndedræt. Og jeg vidste at de sov. Jeg lukkede selv øjnene efter en lang dag, for at falde ind i søvn, da jeg blev revet ud ad min næsten søvn af et øredøvende skrig. Ligesom i min drøm. Men denne gang vidste jeg at det ikke var mig der skreg, det var en anden. Jeg vidste også at det var en der havde brug for hjælp, så jeg hoppede ud af sengen, og fandt ud af at de andre også var vågnet. De kiggede forvirret rund men jeg var mere klar i hovedet. Drevet af gårdagens drøm ville jeg ikke ende i en fiasko, så jeg rev i døren men kom i tanke om at den var låst. Til min overraskelse gik den lige så let op, og jeg styrtede ud på pladsen i mørket. Stilheden. Jeg kunne ikke se noget, og jeg famlede mig vej frem, mens at jeg ikke kunne lade være med at tænke på drømmen. Og hvordan det hele passede indtil en dør åbnede og lyset vælde ud. Jeg stod kun få meter derfra da fire mørk klædte men strøg ud, med Sara hivende efter sig. De kiggede på den blonde pige og smed hende fra sig ned i gruset. Jeg skulle lige til at råbe da en af mændene kiggede på mig og hvislede "hende med det brune hår." Det tog mig et øjeblik før jeg vidste at det var mig de talte om. Jeg vendte rundt og begyndte at løbe, dørende fløj op og mine klassekammerater famlede sig ud i den begyndende sne storm. Mine forfølger var også sat i løb, jeg styrede ind mod den skov der lå et par meter fra lejeren. Et på centimeter længere og så var jeg inde hvor jeg kunne gemme mig. I baggrunden kunne jeg høre skrig fra min klasse og en stemme jeg ville give alt for, ville følge med mig nu. Luke, han råbte på mig og skreg at jeg skulle komme tilbage så det gjorde ondt inden i mig da jeg forsatte. Ind i den tætte skov, jeg vendte hovedet og så mine lærer og Luke der skreg at jeg skulle komme tilbage og så ombestemte han sig og sagde at jeg skulle komme tilbage men jeg vendte bare hovedet og løb videre, ind i mørket. Da jeg ikke kunne bevæge mig af udmattelse kom tankerne det her sted havde set i min drøm, og på en måde undrede det mig ikke alt var jo sandt indtil videre, vedrørende drømmen. Jeg kiggede op og så at mændene på mystisk vis havde indhentet mig uden en lyd var de kommet op på siden af mig, og havde et stramt greb om min nakke. Mens de førte mig tilbage til pladsen. I forsvar sparkede jeg og skreg og da jeg åbnede mine øjne igen, ud kunne jeg se at vi var ude af skoven. Snart var vi inde på pladsen. Uden at tænke mig om skreg jeg på Luke. Og da jeg så en skygge løbe hen mod mig strakte jeg armene ud, men vores fingere strejfede kun hindanden, Simon og Kristian var også kommet over, og skulle lige til at tage rundt om mit håndled da jeg blev revet væk fra dem. Og ført ud på midten af pladsen og hvidt røg omgav mig pludseligt, men det kom ikke fra mig, men alle mændene så ud til at være omgivet af den. Røgen bølgede om dem og til sidst under deres fødder som fik dem til at lette. Og så skød de op mod natte himlen med mig. Først så skreg jeg men så var det ligesom om at luften svandt ud af mine lunger, og mit syn blev sort i kanterne og mine øjenlåg lukkede i. Jeg prøvede at rive mig fri en sidste gang, og så blev det sort.