En rullende fornemmelse havde arbejdet sig vej fra min mave, op til det bagerste af min tunge. Jeg bed tænderne hårdt sammen, jeg havde haft den her følelse før. Mange gange endda. Jeg havde kunne bekæmpe den alle gange, men i dag var det anderledes. Jeg kunne ikke holde det inde længere.

Jeg rejste mig op. Jeg skulle ud af mit værelse nu. Mine forældre var hjemme og hvis de så mig sådan, ville de blive bekymrede. Jeg åbnede mit vindue og hoppede ud. Mit værelse lå på stueetagen, så springet var højest en halv meter. Jeg rettede mig op og begyndte at løbe.
   Et spørgsmål var dukket op bagerst i mit sind, det havde pløjet sig gennem min hjerne. Det skreg "hvordan er det kommet så vidt?" Jeg vidste det ikke. Jeg kan stadig huske dagen det startede. Det var en regnvejrsdag og jeg havde følt mig alene. Pludselig havde en underlig følelse overtaget min mave, i 2 grufulde sekunder troede jeg, at jeg skulle kaste op. Så var den forsvundet. De næste par dage var følelsen væk, men så en aften efter et skænderi var den kommet tilbage. Bare større. Følelsen stoppede ikke denne her gang, den voksede sig større og større. Sådan foregik det i flere uger, jeg sagde det ikke til nogen. Jeg turde ikke.
   For et par uger siden havde følelsen vokset sig så stor, at det blev svært at tale. På få uger blev jeg en skygge af mig selv. For et par dage siden kom den rullende bevægelse for første gang. Til at starte med vidste jeg ikke hvad det skulle betyde, det gør jeg måske heller ikke nu. Jeg ved bare at hvis jeg åbner munden, og lader den rullende fornemmelse rulle videre ud i verdenen, så går det galt. Jeg kunne ikke lukke mine indre dæmoner ud. Men nu var det slut, jeg kunne ikke mere. Jeg ville så gerne, men hvis jeg ikke åbnede munden ville jeg blive sindssyg.

Jeg holdt op med at løbe og kiggede omkring mig. Hvor jeg var vidste jeg ikke, men det var en skov og der var ingen mennesker. Langsomt men sikkert åbnede jeg munden og holdt op med at spænde i mine muskler. Pludselig som et slag i maven, fløj alle de dæmoner, jeg havde holdt inde så længe ud. Jeg begyndte at skrige. Først af skræk. Det slog over i lettelse, da jeg mærkede den sidste dæmon slippe sit tag. Mine knæ bukkede under og jeg faldt ned på den bløde muldjord.

Jeg lukkede øjnene og søgte ind i mig selv. Jeg troede jeg ville være helt tom, men der var én ting tilbage. En ting jeg ikke havde følt i lang tid. Håb.