Kanaliser dit felt omkring mig, og så dit
iris i mit blik,
resten indfrier jeg selv. Begro mig med
smil
til jeg falder og
spreder mine årer i dit hav.
Jeg vil,
efterlade et spor af kul under din spids, og være
overladt til dine hænder,
placeret ved din klinge.
Det er i efterdønningerne af pres, jeg lever mig selv fuldt ud.
Du skal,
lade mine sår bistå,
til forfaldet er komplet,
velvidende om at det er i øjeblikket jeg lever;
Fuldbyrdet, og enestående,
med din bevågenhed rettet mod mig skal du,
forføre mig.
Om end, blot for et sekund,
før jeg igen
ønsker mig plantet i
resten af dig mens du
bistår mig i flor af fremtid indtil lydene igen omslutter mit håb om at føle at det er mine drømme jeg igen slår til... i
mit centrum skal du være spredt
I,
gengivelser skal du
knuses mod mit.
Nu, hvor
Underligt det end lyder,
skal jeg igen stå oprejst,
og sprede mine kroner
I
Genskær af dit.
Elsk mig,
liggende,
blandt vildnis af ord, til glimt af virkelighedens svulmende landskab,
og lad mig være
såret af din blotte tilstedeværelse. Jeg er
Knust mod streger af blåt på hvidt,
Et blandt mange, ramt af dit
Raseri. Knust af din hånd. Strukket af din distance.
Du, min dronning,
skyder mig ned med bomber af smil.